Med vært Louise Windfeld-Høeberg bag mikrofonen sætter P1’s helt nye sikkerhedsmagasin – ’Droner & Kanoner’ – fokus på, hvorfor og hvordan konflikter udvikler sig, om de taktiske og strategiske overvejelser, der ligger bag – og ikke mindst om manglen på samme. ’Droner & Kanoner’ får premiere på P1 mandag den 8. august klokken 13.03. Det skriver Danmarks Radio i en pressemeddelelse.
"Der er sikkerhedspolitik på mange flader i DR, men der mangler et sted, hvor den interesserede lytter kan få stoffet i koncentreret form. I ’Droner & Kanoner’ på P1 har sikkerhedspolitikken fået en fast base.
Programmet går kritisk til emnerne og giver gerne nye og alternative kilder en stemme. Vi taler menneskesprog, og tager ikke for givet, at enhver lytter kender ordlyden af NATOs artikel fem," siger P1’s kanalchef Thomas Buch-Andersen.
Kompetent vært og eksperter i studiet
P1-vært Louise Windfeld-Høeberg har siden oktober 2015 været vært på ’Afrikanske Stemmer’, men har beskæftiget sig indgående med sikkerhedspolitik siden murens fald og den efterfølgende NATO udvidelse med de øst- og centraleuropæiske lande. Hun har på nærmeste hold været vidne til de nye krige og kriser rundt om i verden: Fra borgerkrigene i DR Congo og Somalia til pirateribekæmpelse i Aden og den russiske invasion af Krim.
Hver uge vil Louise Windfeld-Høeberg få besøg af både kendte sikkerhedspolitiske eksperter samt nye, alternative kilder fra det militære og akademiske miljø, der med nerve og nærvær vil give konkrete analyser af de emner, som tages op i programmet.
Konflikt, samarbejde og magtbalance
’Droner & Kanoner’ handler ikke kun om NATOs stadigt dårligere forhold Rusland, og frygten for en uigennemskuelig russisk indblanding i Baltikum. Programmet skal også handle om de områder, hvor vi overraskende nok samarbejder glimrende med Rusland, nemlig Arktis.
’Droner & Kanoner’ skal beskæftige sig med den store revolution, som det kinesiske militær gennemgår i al ubemærkethed, og om kampen om vand og jord i Afrika, der skaber nye konflikter. På dagsordenen er også Indien og Pakistan, der fortsat insisterer på at have soldater stående kampklar overfor hinanden i 6000 meters højde i Himalayabjergene, og den eskalerende konflikt i Det Sydkinesiske Hav, der ikke kun handler om forholdet mellem Japan og Kina og nogle småøer, men om den amerikanske oprustning i regionen.
Det danske forsvar og det militære håndværk
’Droner & Kanoner’ retter også opmærksomheden mod de ukendte missioner, som det danske forsvar udfører. Eksempelvis Jægerkorpset, der træner Nigerias hær i at bekæmpe terrorbevægelsen Boko Haram, på trods af at selvsamme hær beskyldes for massive overtrædelser af menneskerettighederne.
Programmet sætter også fokus på det militære håndværk. Hvad er det egentlig, der sker, når et russisk fly krænker dansk luftrum? Hvem træffer hvilke beslutninger? Hvor hurtigt er det danske flyvevåben i luften? Og hvor meget skal der til, for at vi skyder et russisk fly ned – ligesom tyrkerne gjorde det i november 2015?
’Soft power’ og ’Open Source Intelligence’
Sikkerhedspolitik er mere end artilleri og jagerfly. Derfor tager programmet også emner op som kinesernes voksende brug af ’soft power’, som eksempelvis det kinesiske kulturcenter på H.C. Andersens Boulevard i København er et udtryk for.
Et andet centralt begreb, som programmet tager op, er ’Open Source Intelligence’, idet efterretningstjenester rundt om i verden i voksende omfang anvender ’åbne kilder’. Faktisk kan det ofte bedre svare sig at sætte en akademiker bag en skærm til at researche end at sende Jason Bourne ud i marken.
Droner & Kanoner sendes hver uge klokken 13.03 på P1 fra mandag den 8. august.