Som han skriver på SFs hjemmeside (så ingen bør være i tvivl) under overskriften “Steen kæmper for grøn vækst”:
“Udover mit politiske arbejde har jeg i mange år været dybt engageret i den globale klima- og miljødagsorden.
Jeg er aktiv i Globe, der er en global tværpolitisk forening af miljø- og klimaengagerede parlamentarikere fra hele verden – startet af bl.a. Al Gore efter Rio-konferencen i 1992 om bæredygtig udvikling.
Indtil for godt et år siden har jeg været formand for GLOBE i Europa, og nu er jeg tovholder i det danske Folketing.
For godt 15 år siden startede jeg centrum-venstre tænketanken NYT EUROPA, der arbejder for at udbygge EU-samarbejdet ud fra centrum- venstre værdier. Her er jeg formand, ligesom jeg sidder i bestyrelsen for centrum- venstre tænketanken CEVEA”.
Thys storladne natur – og Mellemfolkeligt Samvirke
Overlærersønnen fra vestjyske Troldhede tilbragte opvæksten længere nordpå i naturlandet Thy, hvor han blev student fra Thisted Gymnasium i 1964.
De storslåede omgivelser i det yderste nordvest har nok været med til at præge hans omsorg for miljøet – og ikke kun i en dansk sammenhæng.
Han er om nogen en global politiker, som bestandigt har set udviklingsdramaet i et større perspektiv. Herhjemme har det bl.a. givet sig udtryk i tilknytning i flere omgange til Mellemfolkeligt Samvirke (MS).
Han var med i MS-repræsentantskabet fra 1982 til 2005 og medlem af organisationens styrelse 2004-2005.
Og MS kan stadig trække på ham. Således deltager han i et MS-arrangeret vælgermøde mandag i Silkeborg om u-lande som skattely for multinationale selskaber – se i vor kalender på http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/skattely-skattefusk-skattefint…
Han sidder også i repræsentantskabet for CARE Danmark fra 2005, en stærkt miljøorienteret NGO.
Stillede op allerede i 1971
Langt før var hans politiske bane sat. Allerede i 1971 blev han folketingskandidat for SF. Det førte til valg i 1981 og han sad i Tinget helt frem til 1999.
Indimellem var han tæt på at blive sit partis formand – blot 12 stemmer skilte ham fra posten, da han dystede mod Holger K. Nielsen i 1991.
Han tog så det konsekvente skridt i 1999 at nedlægge sine politiske poster i protest mod SFs nej til Amsterdam-traktaten som led i et udvidet EU-samarbejde.
For det fælles overnationale aspekt fylder meget hos ham. Ligesom miljøet.
Han var som skræddersyet til at overtage posten som direktør for Miljøstyrelsen i 1999. Men i 2003 sagde han – igen – fra.
Den nye VK-regerings miljøbesparelser gjorde for ondt: “Der er ikke bare skåret ind til benet, der er skåret I benet”, lød Gades afskedssalut.
I 2005 gjorde han come back i Folketinget efter at hans parti var slået ind på en mere EU-venlig kurs.
Og i dag er “hans” partiformand, Pia Olsen Dyhr – med bl.a. en fortid i det danske u-landsmiljø – på linje med hans grønne holdninger i det meste.
Mange, mange poster
Steen Gade er sit partis energi- og klimaordfører, erhvervs- og vækstordfører samt IT-ordfører – og fra januar 2014 blev han også medlem af Folketingets Præsidium
Hans indflydelse rækker langt. Han er formand for Klima- Energi- og Bygningsudvalget siden 2011, var formand for Miljø- og Planlægningsudvalget 2007-2011 og 1994-1999 og formand for Udenrigsudvalget 2005-2007.
Længere tilbage var han formand for Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe 1991-1997 og næstformand 1990.
Privat er dagens fødselar gift med SFs landssekretær, Turid Leirvoll, der var partisekretær i SFs norske søsterparti, Sosialistisk Venstreparti, fra 1993 til 2001.