Dyre madvarer og sult slipper ikke taget i u-landene

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Linda Nordahl Jakobsen
journalist og informationsmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp

Millioner af fattige er i fare for at blive ramt af sult og hungersnød, for priserne på fødevarer vil holde sig på et højt niveau i de kommende 10 år.

Det forudsiger en ny rapport forud for topmødet i Rom, hvor eneste punkt på dagsordenen er den globale fødevarekrise

FNs Organisation for Landbrug og Fødevarer (FAO) har forud for de kommende dages topmøde i Rom lavet den nye rapport ”Soaring Foodprices: Facts, Perspectives, Impacts and Actions Required”.

Ifølge rapporten er prisen på f.eks. majs steget med 83 procent fra september 2007 til februar 2008. I løbet af de første 3 måneder i år – fra januar til marts – er de internationale markedspriser på alle hovedfødevarer steget til det højeste niveau i de sidste 50 år.

”Madvarer er ikke længere en billig handelsvare. De stigende fødevarepriser vil undergrave millioner af menneskers livsvilkår – og det er vel at mærke mennesker, som i forvejen lever på kanten af tilværelsen og ikke har råd til den daglige mad, ” hedder det i FAO-rapporten, som er udarbejdet i samvirke med OECD (Den Økonomiske Samarbejds- og Udviklingsorganisation).

Støtte til landbrug

Fødevarekrisen er en unik mulighed for at få fremhævet, hvor vigtigt det er at støtte landbruget. Det er det, vi håber topmødet kan gøre, siger Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Friis Bach siger også, at det kommer til at koste mange penge, hvis verden skal sikre sig, at der bliver produceret tilstrækkeligt med mad i de kommende årtier.

– Der er massivt behov for at øge investeringerne. Der skal simpelt hen bare bruges flere penge, anfører han.

Bekymrende udvikling

FAO-rapporten siger, at prisstigningerne er er ”en stærkt bekymrende udvikling” for de mest udsatte og sårbare grupper i de fattige lande. Ved udgangen af 2008 vil de skulle betale fire gange mere for importerede madvarer, sammenlignet med priserne i år 2000.

Udover at dokumentere, hvor meget priserne er steget, har rapporten en stribe anbefalinger til, hvad der kan gøres; Det er nødvendigt at skaffe øjeblikkelig humanitær hjælp til de mest udsatte, samtidig med at nogle lande skal ændre deres eksportpolitik og der er brug for eksempelvis at omtænke biobrændsler.

Den hurtigt voksende efterspørgsel på biobrændsel har “som ingen anden markedsvare de seneste årtier været medvirkende faktor til at drive de globale markedspriser på fødevarer i vejret”, siger rapporten, der foreslår, at der findes alternativer til de såkaldte biobrændsler.

Men der er især hårdt brug for langsigtede og bæredygtige løsninger, der bl.a. styrker og effektiviserer landbrugsproduktionen og den økonomiske udvikling som sådan.

Konsekvenser af fødevarekrisen

De fattigste og svageste har allerede konsekvenserne af den globale fødevarekrise helt inde på livet.

Lars Jørgensen, som er koordinator for Folkekirkens Nødhjælps arbejde på Afrikas Horn, er netop vendt hjem fra Etiopien, hvor priserne på korn og andre basisafgrøder er steget dramatisk, mens priserne på kvæg er faldet.

– Folk sælger kvæg for at købe korn. Et klart tegn på en lurende sult-katastrofe. Normalt sælger bønderne deres korn på markedet, når priserne er høje, men de har ingen korn at sælge, fortæller han.

Kilde: www.noedhjaelp.dk