Den danske strafferamme for alvorlig dyre-kriminalitet er blandt de allerlaveste i EU. Sverige har f.eks. en strafferamme på fire år, Tyskland har fem år og Holland har en strafferamme på seks år for alvorlig wildlife-kriminalitet.
Det skriver WWF i en pressemeddelelse mandag.
Den danske strafferamme blev fastlagt helt tilbage i 1984. Siden er smugling af udryddelsestruede dyr eksploderet og handlen er nu en reel trussel for mange arters overlevelse i naturen.
Men dansk lovgivning – der skal beskytte de truede dyr – er blandt de slappeste i Europa. Samtidig har dansk politi ikke adgang til de samme avancerede metoder i kampen mod dyresmuglerne som landene omkring os.
WWF Verdensnaturfonden har på den baggrund fremlagt en wildlifecrime-pakke med krav om strengere straffe og bedre muligheder for politiet i kampen mod kriminelle, der smugler og sælger sjældne dyr.
Dyresmuglerens paradis
“Resten af Europa har svaret ved at øge straffene for såkaldt wildlifecrime. Men i Danmark sker ingenting, og vi er i dag blevet bundskraber i kampen mod de kriminelle netværk”, siger WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Bo Øksnebjerg, som forsætter:
“Dermed risikerer Danmark at ende som dyresmuglernes foretrukne paradis. Det må ikke ske. Derfor har vi fremlagt en wildlifecrime-pakke, der vil – hvis pakken gennemføres – betyde, at Danmark i stedet for en bundplacering kommer på niveau med vores nabolande i bekæmpelsen af organiseret dyresmugling”..
WWF Verdensnaturfonden foreslår konkret, at den danske strafferamme øges fra et til seks år. Det vil samtidig betyde, at politiet får nye og bedre arbejdsvilkår i efterforskning af alvorlig wildlife-kriminalitet.
Blandt andet vil dansk politi med en seks-årig strafferamme få adgang til telefonaflytning og beslaglæggelse af elektronisk post – efter Retsplejelovens regler herom. Reglerne foreskriver bl.a., at politiets ønske om telefonaflytning skal forelægges en dommer i hvert enkelt tilfælde.