Mere effektive brændekomfurer, små biogasanlæg, workshops om miljøbevidsthed, kurser i bedre ernæring og undervisning i permakultur, der bl.a. handler om at dyrke jorden miljøvenligt og passe på ressourcerne.
Det er hovedelementerne i et CISU-støttet projekt kaldet Eco-community i det sydligste Indien. Projektet, der netop er afsluttet, var et samarbejde mellem skole- og udviklingsinstitutionen Mitraniketan i Kerala og foreningen Mitraniketans Venner i Danmark.
”Kvinderne kan typisk spare to timer hver dag til at samle brænde ” fortæller Sabith Pillai, der har været projektleder.
”De nye energieffektive komfurer sparer både brænde og tid, og det giver kvinderne mulighed for i stedet at bruge tiden på at tjene penge eller dyrke grøntsager. Det betyder også, at kvinderne får et sundere liv, da de undgår at stå i al den røg, der kom fra de gamle ildsteder. Men det vigtigste i projektet er den samlede læring som kvinder og flere andre målgrupper har fået: ny teknologi kan lette deres liv, og samtidig kan de bidrage til en bæredygtig udvikling. ”
Sabith Pillai er en ung mand på 32 år, men han har allerede lang erfaring med socialt arbejde som projektleder på Mitraniketan, der har organiseret mindst 10 grupper af småbønder og 50 grupper af fattige kvinder. Disse var de primære målgrupper for projektet, der også har omfattet elever fra Mitraniketans børneskole og højskole, lokale håndværkere og en stor gruppe NGO’er og andre vidensbaserede aktører.
Højere bevidsthed om energi og klima
Som led i projektet har 60 kvinder fået et nyt energieffektivt brændekomfur, mange har været med til at bygge det selv og har lært hvordan de kan vedligeholde og reparere det. 12 familier har fået et lille biogasanlæg og 4 større anlæg er etableret i institutionskøkkener mv.
Flere hundrede kvinder, elever, håndværkere og småbønder har deltaget i workshops og der har været og er fortsat en stor indsats for at sprede viden og erfaringer. Der er også etableret en udstilling om vedvarende energi og energibesparelser på Mitraniketan, som har mange besøg, ligesom der ofte kommer interesserede på besøg hos ejerne af de nye komfurer og biogasanlæg.
En ekstern evaluering af projektet konkluderer, at den primære målgruppe, der har fået et biogasanlæg eller et brændekomfur, alle har de færdigheder, der skal til for at bruge og vedligeholde det – og at 70 % af samtlige deltagere i projektet har fået en mærkbart højere bevidsthed om energi og klima, og i dag har kapacitet til at efterspørge og bruge mere bæredygtige teknologier og praksisser.
”Der er allerede 12 andre NGO’er i det sydlige Indien, der har igangsat projekter med inspiration fra vores arbejde, og flere er på vej.” fortæller Dr. Reghu Rama Das, der er er leder af højskolen People’s College på Mitraniketan og har det overordnede projektansvar.
”Vi har et stort netværk, op mod 90 deltagere fra andre organisationer har deltaget i workshops, hvor vi har delt viden og erfaringer fra dette projekt. En række lokale institutioner og regeringsinstanser har også været involveret. ”
Projektet bygger på et langt og godt samarbejde
Eco-campus projektet havde fokus på vand, planter, energi, miljø og affald på selve skoleområdet. En opgradering af skolens vandsystem med regnvandsopsamling og etablering af volde og damme, der regulerer vandet, har sikret, at der nu er vand nok til både skolens elever og til dyrkning af frugt og grønt.
Elever og lærere deltog i arbejdet og nyder nu godt af et forbedret landbrugspotentiale, der både er led i undervisningen og et tilskud til elevernes mad. Et vigtigt element i projekterne er, at det sociale og det miljømæssige går hånd i hånd. Der er fokus på uddannelse, på at skabe jobs, og på processen, hvori der indgår læring om klimaforandringer, miljø og sundhed.
Mitraniketans Venner har flere gange besøgt projekterne og været sparringspartner, og bidraget bl.a. med et forslag om at uddanne en gruppe forandringsagenter. Dette blev hilst velkommen af ledelsen på Mitraniketan, ligesom de takkede ja til at inddrage kurser om permakultur.
Højskolen, der bygger på principper fra både Grundtvig og Gandhi, er iværksat med støtte fra Danida i 1996. Mange danskere har besøgt stedet, som stadig med glæde tager imod besøg og praktikanter fra Danmark, der har lyst til at bidrage til undervisning eller få indblik i arbejdet med de unge fra især de underprivilegerede grupper. Mange unge indere har via højskolen fået mulighed for at lære et fag, f.eks. landbrug, IT, snedker eller blikkenslager og samtidig har de nydt godt af højskolelivet.
Kan Indien selv?
I forbindelse med afslutning af Eco-community projektet har undertegnede lavet interviews i lokalområdet. Her viste det sig, at Miljøstyrelsen i Kerala (Kerala State Council for Science, Technology and Environment -KSCSTE) har et program, hvor de promoverer miljøhensyn på skolerne.
”Der findes 3500 Eco-clubs i Kerala og 1400 skoler har aktivitetsbaserede programmer om miljø, ” fortalte Dr. Kamalakshan Kokkal fra KSCSTE.
”Men disse kommer ikke i nærheden af den indsats, et projekt som Eco-community kan præstere. Som jeg ser det, kan projekter med udenlandsk støtte tjene som pilotprojekter, der både kan udvikle metoder og give inspiration til andre steder. ”
Jeg spurgte ind til dette på to lokale skoler, som jeg besøgte for at se hhv. deres biogasanlæg og deres brændekomfur. Her fortalte de, at regeringens programmer i bedste fald fører til få timers undervisning årligt om miljø. Skolerne er for pressede på økonomi og mangel på gode lærere til at give det en højere prioritet. Dette kan selvfølgelig være anderledes på nogle skoler.
Indien, der siden 2005 har takket nej til udviklingsstøtte fra en række lande, herunder Danmark, tager fortsat imod støtte i form af små civilsamfundsprojekter, som f.eks. disse projekter støttet af CISU.
Mitraniketan har aldrig været i tvivl om behovet, og de siger også ja tak til fortsat projektsamarbejde. Flere interview med forskere og NGO-er peger på, at Indien har så mange udfordringer, at de langt fra når hele vejen rundt. Et eksempel er håndtering af affald, som stadig er meget mangelfuld og meget synlig idet der ligger bunker af affald i gader og på grønne områder i de fleste byer.
”Vi har så mange problemer i Indien, så vi slet ikke når til at tage hånd om det hele. Hvordan skal vi bekymre os om affald i gaderne, når der mangler lærere og god undervisning til mange børn i landsbyer? ” sagde f.eks. den unge ingeniør Ruchita fra organisationen ’Teach for India’, som jeg interviewede i Kerala.
Mindre ulighed
Uligheden i Kerala er dog tydeligvis mindre end andre steder i Indien. Det skyldes bl.a. deres politiske historie, hvor regeringen i lange perioder har været ledet af det kommunistiske parti, der har skabt statslige jobs og prioriteret uddannelse. Der er endvidere tradition for uddannelse, også til piger, i Kerala, men der er alligevel stadigvæk store grupper i samfundet, der lider af fejlernæring og dårlig adgang til uddannelse og sundhed. Det gælder især stammebefolkningen, som indtil for få årtier siden i høj grad levede som samlere og først de senere år har erfaringer med at drive landbrug. Her lever mange stadig i markant fattigdom. Ifølge Verdensbanken er der 270 millioner indere, der i dag (2016) lever under fattigdomsgrænsen! Så behovet for udvikling og forbedring af mulighederne for de fattige er enormt.
En ekstern evaluering af Eco-community projektet beskriver resultaterne af projektet således: ”70 % af befolkningen på landet i Kerala bruger brænde til madlavning, i andre dele af Indien gælder det endnu flere. CO2 udledning og luftforurening fra afbrænding af træ er enorm. … Under sådanne forhold er et projekt på græsrodsniveau som Eco-community projektet meget relevant som en model, der kan kopieres og udbredes. … Dette projekt sikrer en ændret praksis gennem uddannelse, der giver konkrete færdigheder og omfatter demonstration af teknologier … Den valgte strategi er unik i den henseende. ”
Hertil kan føjes, at små udviklingsprojekter støttet af CISU’s Civilsamfundspulje knytter frivillige kræfter i Danmark til organisationer i f.eks. Indien med mulighed for læring og oplevelser, der går begge veje. Et førstehånds kendskab til mennesker og venskaber på tværs af kloden, der er værdifuldt i sig selv.
Artiklen er blevet til med støtte fra CISU’s Oplysningsbevilling.
Jette Hagensen er selvstændig konsulent og medlem af Mitraniketans Venner.