An Economist in the Real World – The Art of Policymaking in India
Kaushik Basu
Forlag: Penguin Books/Viking og Massachusetts Institute of Technology (MIT)
Udgivet 2015
Hardcover, 256 sider
Kaushik Basu er netop afgået som cheføkonom i Verdensbanken. Han har og har haft adskillige professorater i verdens førende universiteter, og hans publikationsliste er lang som et ondt år. På hans CV finder vi også stillingen som chief economic advisor for den indiske regering i årene 2009-13. Denne bog handler om disse år.
Indiens premierminister i disse år var Manmohan Singh, ligesom Basu økonom og tidligere finansminister og direktør for Indiens nationalbank, Reserve Bank of India. Singh repræsenterede det indiske Congress Party og stod for en fortsættelse af den reformkurs, som blev indledt i Indien i begyndelsen af 1990. Bogen levner ingen tvivl om, at Singh og Basu har været enige i de centrale spørgsmål om reformkursen og i det hele taget den økonomiske politik.
Kaushik Basus bog ”An Economist in the Real World” er et godt mix af anvendt økonomisk teori og pragmatisk politik. Det er ingen selvbiografi, men den rummer præcis tilstrækkelig information om de praktiske omstændigheder til, at læseren kan sætte sig ind i de relevante sammenhænge.
Det er kort sagt en bog, der både giver interessante oplysninger om Indiens udvikling i disse afgørende år, og som samtidig forklarer, hvordan en økonomisk-teoretisk ballast kan udnyttes til at belyse de udfordringer, som kæmpelandet står overfor. Den rummer også flere konkrete forslag til forbedring af samfundet, herunder nogle kontroversielle. Dem vender vi tilbage til.
Det er en læseværdig og læsevenlig bog. Den indeholder et væld af detaljer, uden at overblikket glipper. Der henvises til en del økonomisk teori, men også læsere med beskeden eller ingen baggrund kan følge med (vistnok … anmelderen har selv en økonomisk baggrund og er måske ikke den rette til at dømme i dette spørgsmål).
Bogen starter med et overblik over Indiens nyere økonomiske historie. Han bemærker det, som hans erfaring tilsiger:
At Indien først for nylig er blevet et højvækstland. Frem til reformperioden i 1990erne (og faktisk et par år mere, inden reformerne slog igennem) havde Indien for det meste pæn, men ikke imponerende vækst. Man havde undgået katastrofer af afrikanske dimensioner, men havde på den anden side ikke imponeret med sine vækstrater.
At Indien i løbet af 20 år skulle blive verdens hurtigst voksende større økonomi, var der ingen, der troede på eller blot tænkte. Som Basu selv skriver:
In the Coffee House [of Delhi School of Economics, f.a.] in the 1980s and even the early 1990s, … no one ever spoke of India as a fast-growing economy in the conceivable future. We took pride in the nation’s vibrant democracy, … and free media; but no one believed India could be in the lead when it came to growth and economic development. [s.11]
Indien var før denne periode plaget af mange problemer, som ofte skyldtes unødvendig bureaukratisering og slingrekurs, især i spørgsmålet om omfanget af planlægning og regelstyring. Basu giver et markant eksempel i reglerne om håndtering af fremmed valuta. Dette blev betragtet som en vigtig ressource, og derfor havde man fastsat strenge regler for, hvor meget fremmed valuta man måtte føre ud af landet. Da der samtidig var store problemer med betalingsbalancen, lød det i datidens ører blandt politikere fornuftigt at have strenge begrænsninger på dette område.
Under reformperioden besluttedes det imidlertid at ophæve de fleste af disse begrænsninger. Mange frygtede, at dette ville betyde enden på Indiens beholdning af fremmed valuta. Der skete det modsatte: I løbet af 20 år voksede Indiens beholdning af fremmed valuta til ca. 300 mia USD, mere end 50 gange det oprindelige niveau!
Hvorfor gik det sådan? Fordi: Når man ikke kan tage fremmed valuta ud af landet, vil man være meget forsigtig med at tage den ind i landet. De fleste, der havde indtægter i fremmed valuta, lod dem derfor forblive i udlandet, på udenlandske bankkonti eller lignende. Så snart begrænsningerne i udførslen var ophævet, var folk mere end villige til at tage fremmed valuta ind i landet. Indien har i dag én af verdens største beholdninger af fremmed valuta.
Dette er kun ét af talrige eksempler på Basus anvendelse af økonomisk tankegang på praktiske problemer. Han er en pragmatiker, der har en god forståelse af markedernes fordele til effektiv anvendelse af ressourcer.
Men han ser også markedernes begrænsninger.
Han stiller også flere konkrete forslag til forbedring af Indiens økonomi. Nogle af dem er kontroversielle.
Bl.a. foreslår han, at korruption kan begrænses, hvis man legaliserer betaling (men ikke modtagelse) af bestikkelse! Dette er ikke så skørt, som det lyder. Det vil oftest være modtageren af bestikkelse, som sidder på magten, og som har mest at vinde ved korruptionen.
Den, der betaler bestikkelse derimod, vil ofte kun betale af nød, fordi hun har behov for en eller anden offentlig service.
Hvis betaling af bestikkelse afkriminaliseres, har betaleren en interesse i at afsløre modtageren (den korrupte embedsmand eller hvem det nu er). Dermed bliver det også farligere at modtage bestikkelse. Hvis både betaler og modtager gøres kriminelle, har de en gensidig interesse i at holde bestikkelsen skjult, og det er derfor langt vanskeligere at afsløre.
Et andet kontroversielt forslag er at udnytte Indiens konkurrenceevne inden for højere uddannelse. Der er mere end 600 universiteter i Indien, og som Basu fastslår, er det ikke muligt at have ensartede standarter for alle disse universiteter. Ikke desto mindre har dette været den officielle politik. Der har været ensartede lønninger til undervisere og forskere, og der er tilstræbt ensartethed i pensa og studenterbetaling.
Basu påpeger, at dette vil føre i retning af, at alle universiteter bliver lige dårlige, og Indiens historiske forspring i forhold til mange andre 3. verdens lande er ved at gå tabt. Han foreslår derfor, at universiteterne får frihed til at selv at bestemme de studerendes betaling, fagenes pensa og lærernes lønninger. Det vil ifølge Basu betyde, at de bedste universiteter vil blive konkurrencedygtige på internationalt niveau.
Foruden højere videns- og kompetenceniveau kan dette medføre store indtægter for de bedste indiske universiteter, idet de vil være attraktive også for mange studerende fra vesten.
Disse forslag er kontroversielle og har muligvis ikke megen gang på jorden i dagens Indien. Men de er gode eksempler på Basus arbejdsmetode. Hans pragmatiske tilgang til problemerne leder i mange tilfælde mod brud på vanetænkning og frem til nye løsningsmodeller. Måske bliver hans forslag ikke til noget i dette eller det følgende årti. Men frø er sået og kan måske spire senere.
Basu slutter af med en vurdering af Indiens muligheder i dag. Han har som hovedsynspunkt, at Indien står ved en korsvej. Nye muligheder har åbnet sig i de første år af det tredje årtusind, og der skal tages stilling til, hvordan man skal forholde sig til disse. De nye muligheder sammenfattes af Basu således:
- Globaliseringen. Det er efter Basus mening ikke længere muligt at rulle globaliseringen tilbage, hvilket indebærer en varig fordel for Indien og andre lavomkostningslande. (Har Basu her været lige hurtig nok? Valget af Donald Trump og Brexit har fundet sted efter bogens udgivelse)
- Indiens tradition som åbent demokratisk samfund vil vise sig at medføre store fordele i fremtiden, sammenlignet med andre lande, som først nu er i gang med at etablere en demokratisk tradition og lider af alle demokratiets børnesygdomme.
- Reformerne, som startede i begyndelsen af 1990erne, har vundet momentum og ses i dag som et af de vigtigste grundlag for den økonomiske succes, som Indien har i dag.
- Det nylige regeringsskifte, hvor Moti har dannet en koalitionsregering, åbner et ”window of opportunity”, som udnyttes til at uddybe reformprocessen.
Hvordan vil Indien forholde sig til disse muligheder? Om højvækstperioden kommer til at fortsætte, afhænger i høj grad af, hvorvidt Indien vil drage fordel af de muligheder, der har vist sig. Hvis fordelene skal høstes, kræver det flere reformer. Alt afhænger af viljen til at gennemføre flere reformer. Basu har med denne bog bidraget til, at reformkursen fortsættes.
Bogen er generelt letlæselig og velformuleret. Skulle man indvende noget, kunne det være mod Basus hang til fabulering. Ofte uddybes tankegange ud over det nødvendige, som når han fx fører aktuelle problemer tilbage til Adam Smith og Stuart Mill. Mindre kunne flere steder have gjort det.
Dette er dog kun skønhedspletter på en glimrende bog. Den kan læses med udbytte af alle med interesse i Indiens økonomi og nyere historie. Også udviklingsforskere og teoretiske økonomer, som har svært ved at anvende deres teorier i praksis, kan have nytte af bogen. Som hermed anbefales på det varmeste af denne forfatter.