Diskussionen om mikrofinans har raset i årevis. Mohammad Yunus fik Nobels fredspris for sit pionerarbejde inden for branchen i Bangladesh, hvor angiveligt milioner af mennesker var kommet ud af fattigdom ved hjælp af mikrofinans. Donororganisationer og NGOer verden rundt har satset på mikrofinans.
Men den danske reporter, Tom Heinemanns, dokumentarfilm afslørede en række tilfælde, hvor mennesker var blevet ruineret, også som følge af mikrofinans-aktiviteter.
Empiriske analyser har peget i alle retninger. Det har været meget svært at blive klog på, om det er noget, man som donor eller NGO skal satse på.
Som sagt har der ikke været mangel på rapporter og analyser om emnet – dette til trods for, at mikrofinans jo er et forholdsvis nyt fænomen.
Måske bl.a. derfor har der imidlertid ikke været nogen klar konklusion med hensyn til effekterne på fattigdom og velfærd.
Granskede 14.000 omtaler
I et nyt studie har en gruppe forskere under ledelse af Ruth Stewart fra University of London undersøgt en lang række rapporter og studier om mikrofinans-aktiviteters effekter på en række lokaliteter i Afrika og Asien.
De har gransket i alt 14.000(!) omtaler af effekter af mikrofinans, som har været nævnt på internettet eller andre steder. Ud af disse har de fundet 84 studier, som blev anset for relevante for en nærmere analyse.
Ved nærmere eftersyn viste det sig, at flertallet af disse havde forskellige mangler og problemer. Der kunne f.eks. være tale om, at udvælgelsen af lokaliteter, hvor mikrofinans fandtes, var tendentiøs eller på anden måde mangelfuld.
Eller der var slet og ret tale om sjusk i databehandlingen. Tilbage blev 17 studier, som gruppen anså for troværdige nok til en nærmere gennemgang.
Begrebet er så mange slags
Indledningsvis slår gruppen fast, at mikrofinans er mange forskellige ting, som bør vurderes hver for sig. Først og fremmest omfatter mikrofinans:
• Mikrokredit, altså långivning til private
• Mikroopsparing, hvor en gruppe slår sig sammen om at spare penge op, evt. med specifikke investeringer eller andre formål for øje. Det kan være med eller uden ”commitment” eller forpligtelser for de involverede.
• Mikro-leasing, hvor de involverede lejer maskiner, udstyr, husdyr eller andet for at øge produktiviteten lokalt. Forfatterne nævner, at denne form for mikrofinans har interessante perspektiver, bl.a. fordi aktørerne afskæres fra at bruge lånte midler på uproduktivt forbrug. Der er imidlertid endnu for få oplysninger om dette fænomen til, at en fyldestgørende analyse kan udføres.
Mikro-leasing indgår derfor ikke i studiet i øvrigt.
Stribe af definerende spørgsmål
Gruppen har opstillet spørgsmål, som man har anset for helt centrale i vurderingen af mikrofinansens effekter. Spørgsmålene er:
• Får de fattige lettere adgang til at låne eller spare op?
• Giver mikrokredit og mikroopsparing bedre muligheder for, at fattige kan forbedre deres økonomiske muligheder; hvis ja: hvilken slags økonomiske muligheder?
• Giver mikrokredit og mikroopsparing og de afledte aktiviteter højere indkomster?
• Har mikrofinans-kunder højere opsparing?
• Har mikrofinans-kunder flere produktive aktiver (redskaber, husdyr mm.)?
• Har mikrofinans betydning for kundernes forbrug?
Der er kort sagt tale om en meget grundig analyse af mulige konsekvenser af mikrofinans.
154 millioner kunder
Med hensyn til det første spørgsmål fandt forskerholdet, at mindst 154 millioner mennesker har været eller er kunder i mikrofinans-organisationer af én eller anden art.
Der er altså tale om, at de fattige (og andre) selv finder vej til mikrofinans og vælger en form for engagement. Mange betragter dette alene som et stort resultat af mikrofinans-bevægelsen.
For disse mennesker er det ikke længere nødvendigt at gå til pengeudlånere, ligesom de kommercielle bankers mangelfulde tilstedeværelse blandt de fattige ikke længere er et problem i samme omfang som før.
Erhvervsaktiviteter, opsparing og kundernes forbrug
Derimod er der ikke noget, der tyder på, at de fattige i højere grad rent faktisk igangsætter flere erhvervsmæssige aktiviteter.
Der er heller ikke noget klart belæg for, at indkomsterne bliver højere. Visse studier finder ganske vist, at låntagerne får højere omsætning, til gengæld har de jo en større gældsbyrde, som skal afvikles.
Med hensyn til opsparing er der positive resultater for de såkaldte ”commitment accounts” (dvs. konti, hvor kunderne forpligter hinanden til at præstere en vis opsparing).
Kunder, som engagerer sig på denne måde, ender med at have flere reale aktiver, f.eks. husdyr, forbedret bolig og lignende. For andre typer af mikroopsparing og mikrokredit er der derimod ikke nogen klar tendens.
Der er heller ingen klar tendens med hensyn til effekten på kundernes forbrug. Analyser fra forskellige dele af verden har vidt forskellige udfald.
Hvad kan man konkludere ud fra en sådan analyse?
Først og fremmest at mikrofinans rent faktisk efterspørges af de fattige, og at mikrofinans derfor er kommet for at blive. At afskaffe mikrofinans er absurd.
Vi er ikke kommet nærmere spørgsmålet om, hvorvidt mikrofinans i de(n) nuværende udformning(er) rent faktisk bidrager til fremme af de fattiges velfærd.
Resultaterne af de enkelte analyser peger fortsat i flere retninger.
Sikkert er det, at det ikke er ligegyldigt, hvordan mikrofinans-institutionerne konkret udformes. Dette må være fokuspunktet for fremtidige analyser.
Man kan hente (downloade) rapportens hovedtræk fra
http://eppi.ioe.ac.uk/cms/LinkClick.aspx?fileticket=pl1Whdj1_5s%3D&tabid=3352&mid=6527
Og rapporten i sin helhed på
http://www.dfid.gov.uk/r4d/pdf/outputs/systematicReviews/Microcredit2012StewartReport.pdf
Cand.polit. Jens Lehrmann Rasmussen er tilknyttet U-landsnyt.dk som ressourceperson og har mangeårig indsigt i udviklingsproblemer.
