Efter 14 år i spidsen for FN’s Befolkningsfond, UNFPA’s, nordiske kontor starter Pernille Fenger nu et nyt kapitel i arbejdslivet som chef for UNFPA-kontoret i Genève, hvor hun overtager stillingen fra portugisiske Mónica Ferro.
Her vil Pernille Fenger arbejde for at skabe opmærksomhed omkring kvinders ret til at bestemme over egen krop.
“Det er en stor og svær udfordring, som jeg ser frem til at kaste mig ud i sammen med medlemsstater og civilsamfundsorganisationer i FNs Menneskerettighedsråd og Verdenssundhedsorganisationen,” siger hun.
“Der er heldigvis sket mange fremskridt med at øge piger og kvinder seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. Men desværre er kvinders rettigheder under pres mange steder i verden,” fortæller Pernille Fenger til Globalnyt.
UNFPA er til stede i mere end 150 lande og arbejder først og fremmest med seksuel og reproduktiv sundhed. Ud over det arbejder organisationen med spørgsmål knyttet til blandt andet alderdom, menneskerettigheder, urbanisering og migration.
Pernille Fengers nye stilling har sat gang i en mindre rokade i organisationen, da Fengers nu tidligere job bliver overtaget af Ulla Elisabeth Muller. Hun kommer fra en stilling som UNFPA’s repræsentant i Nigeria.