Efter 36 år i eksil og som flygtninge i en ørken i Algeriet har saharawierne fået nok. De FN-ledede forhandlinger har ikke medført en løsning for de flere end 165.000 flygtninge fra det af Marokko besatte Vestsahara. ”Vi har prøvet med fredelige midler at få vores land tilbage i over 20 år nu”, siger Mohammed, som bor i Smara-lejren. ”20 år med udsigtsløse forhandlinger og marokkanske forhalinger. Nu vil vi i krig for at få vores land tilbage”.
KOMMENTAR
Af Morten Nielsen og Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
Lige nu strømmer der, langt om længe, en bølge af sympati ned over de demokratiske kræfter i Nordafrika. Til befolkningerne i bl.a. Tunesien, Egypten, og Libyen, der kæmper for retten til at bestemme over deres eget liv.
Og nu da det langsomt er ved at gå op for os i Vesten, at det billede som vore regeringer, efter-retningstjenester og medier har tegnet af indbyggerne i denne del af verden som en slags støtter af Al Qaida og muslimske fanatikere, ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, bør vi også vende blikket mod EU og USAs nærmeste allierede i Nordafrika, Marokko.
I mere end 36 år har Marokkos illegale besættelse af Vestsahara ikke ændret på EU og USA’s støtte til Marokko. Mens den ene rapport efter den anden har dokumenteret at besættelsen er ulovlig, og at der sker massive menneskerettighedsovergreb på Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, i de besatte områder, indgår EU og USA til stadighed nye ulovlige aftaler om fiskeri og samhandel med besættelsesmagten Marokko.
I mere end 20 år er der blevet forhandlet for at finde en fredelig løsning på konflikten i Vestsahara, under FNs ledelse og med et mandat fra FNs sikkerhedsråd. Men uden at dette har givet et resultat som Saharawierne kan leve med.
Alle neutrale iagttagere, der følger forhandlingerne, er enige om, at det er Marokko, der blokerer for en reel løsning. Marokko tjener simpelt hen for godt på besættelsen af Vestsahara til at tillade, at området får sin uafhængighed. Desuden har den marokkanske konge brug for en syndebuk over for sin egen undertrykte befolkning.
Resultatet af de manglende resultater er, at der stadig er 165.000 mennesker, der sidder i en varm ørken i det sydlige Algeriet, og venter. Vi besøgte lejrene i henholdsvis februar og maj i år, og det budskab beboerne i lejrene havde til os, var ikke er til at misforstå:
”Vi ønsker ikke at leve en dag mere i denne ørken, vi ønsker at komme tilbage til vores land, og vi ønsker at gå i krig om nødvendigt, mod den marokkanske besættelsesmagt, for at kunne dette. Vi vil ikke leve i et marokkansk enevældigt kongedømme. Vi kæmper for demokrati og selvbestemmelse over vores egen skæbne, og det vil og kan Marokko ikke give os”.
Føler sig svigtet
Årsagen til at mange, især unge, saharawier nu er i gang med at planlægge en krig med besættelsesmagten, Marokko, er at de føler sig totalt svigtet af især EU og USA.
Begge disse stormagter har nemlig indgået handelsaftaler med Marokko. Både EU og USA opfatter Marokko som en ven og strategisk partner i kampen mod terror, og EU har brug for Marokko for at stoppe strømmen af flygtninge over Middelhavet.
Og så må alle disse to stormagters flotte ord om menneskerettigheder og demokrati vige for en realpolitisk dagsorden.
Samtidig har FN arbejdet for en forhandlet løsning i mere end 20 år med krav om en folkeafstemning om områdets tilhørsforhold, og sandsynlig-vis efterfølgende uafhængighed for Vestsahara, sådan som hundredvis af FN-mandater har krævet det i årtier (i parentes bemærket krævede det blot nogle enkelte resolutioner, for at Danmark gik i krig i Irak).
Det kræver ikke den store analyseevne for at forstå at dette aldrig vil lykkes, så længe at verdens supermagter er mere interesseret i deres egne økonomiske og sikkerheds interesser, end et lille ørkenfolks fundamentale rettigheder.
Når f.eks. EU indgår fiskeriaftaler med Marokko, der omfatter de besatte områder, handler de ikke kun i strid med international lov, men også imod EUs egne juridiske eksperters anbefalinger.
For de saharawier, som vi talte med i flygtningelejrene, er dette et tydeligt signal om at EU ikke støtter deres kamp for demokrati og menneskerettigheder, da dette ikke vejer så tungt som det, at der er rigelige mængder friske fisk i vores butikker.
Den manglende afklaring, eksiltilværelsen, udplyndringen af deres resurser, og ligegyldigheden fra det internationale samfund har nu pågået i 36 år. Dette vil nok få de fleste til at genoverveje deres tro på at fredelige forhandlinger løser noget.
Derfor vil mange saharawier bryde våbenhvilen med Marokko efter 20 år. Derfor vil mange saharawier nu i krig mod en militær overmagt, der har placeret mere end 100.000 soldater langs en 2700 km lang mur der adskiller de tre fjerdedele af Vestsahara der er besat af Marokko, med den fjerdedel der styres af saharawierne. I krig mod et land som støttes af USA og EU.
Og derfor har saharawierne gjort oprør mod besættelsesmagten i de besatte områder af Vestsahara siden oktober sidste år, selv om disse indtil videre fredelige forsøg på en opstand i stil med dem i resten af Nordafrika, kun er blevet mødt med vold og tortur.
Frankrigs kedelige rolle
Selvom mange Vestlige lande burde skamme sig overfor saharawierne, har især Frankrig en stor del af skylden for at konflikten ikke er blevet løst. Frankrig har nemlig påtaget sig rollen som den marokkanske kong Mohammed VIs beskytter.
Frankrig har permanent medlemskab i FNs Sikkerhedsråd, og bruger dette til at nedlægge veto imod alle forslag om at lægge pres på Marokko for at løse konflikten i Vestsahara. F.eks. nedlagde Franrkig for nyligt veto mod at give FNs fredsbevarende styrker i Vestsahara, Minurso, mandat til at overvåge menneskeretssituationen i de besatte områder i Vestsahara.
Frankrigs støtter også handels- og fiskeriaftalerne mellem EU og Marokko og investerer store summer i Marokko, også i de besatte dele af Vestsahara. Dertil eksporterer Frankrig massevis af våben til Marokko, våben der bruges til at holde Vestsahara besat, og til at slå hårdt ned på saharawiernes fredelige protester.
Krigen er nær!
Så imens en hær af marokkansk-betalte advokater driver lobbyvirksomhed i både USA og EU, for at Vestsahara skal blive ved med at være under marokkansk overherredømme, forsøger saharawierne at råbe verdenssamfundet op – uden de store resurser og med kun få venner.
Men som det var helt tydeligt at høre på de mange saharawier vi talte med i lejrene, bliver resultatet endnu en krig i Nordafrika.
Den vil være resultatet af, at EU og USA ikke forholder sig langt mere kritisk over for Marokko, der jo ikke er et demokratisk land, men et korrupt og undertrykkende enevælde, og begynder at presse på for en løsning af Vestsahara konflikten.
Og en sådan krig vil ikke bare være et problem for Marokko og Vestsahara, men for den i forvejen politisk ustabile nordafrikanske region.
—————————-
Morten Nielsen og Peter Kenworthy er aktive i den danske NGO, Afrika Kontakt, der arbejder for en løsning af konflikten i Vestsahara og støtter demokratikræfterne i de besatte områder og i flygtningelejrene i Algeriet. De besøgte området i henholdsvis maj og februar i år.
