Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé (18.04.11)
Mens frivillige fra Røde Kors samlede lig op i Abidjans gader, holdt Elfenbenskystens nye præsident, Alassane Ouattara, i onsdags (13.4.) sin første pressekonference, efter at den politiske krise i det engang så rige vestafrikanske land var kulmineret i stor dramatik.
2 dage før, om mandagen, trængte soldater dybt ind og ned i præsidentpaladsets kælder, hvor de arresterede Laurent Gbagbo, der stadig nægtede at anerkende, at han havde tabt præsidentvalget til Ouattara den 28. november i fjor.
Billederne af en totalt ydmyget Gbagbo iført pyjamas i sit soveværelse gik verden rundt, og dokumenterede med al ønskelig tydelighed, hvem der var taber, og hvem der var vinder af de 2 kamphaner, Gbagbo og Ouattara
Vinderen, Ouattara, sagde i onsdags til den fremmødte presse, at Laurent Gbagbo, nu er ”blevet flyttet til et sikkert sted” i Elfenbenskysten, og ”vil blive behandlet med den værdighed, der tilkommer en tidligere præsident”.
Taberen, Gbagbo vil blive retsforfulgt både i Elfenbenskysten og ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, sagde Ouattara.
At Ouattara og Gbagbo er efter hinanden med alle midler, er der ikke noget nyt i. Deres indædte rivalisering går over 20 år tilbage, og genlæser man historien, afdækkes et par magtbegærlige mænd, hvor ingen af dem særligt overbevisende kan kalde sig en stor demokrat.
RIDSER I demokrati-lakken
Gbagbo har muligvis været det engang, og Ouattara er muligvis blevet det (det vil fremtiden vise), men begge har siden 1970erne fået nogle alvorlige ridser i lakken, hvis vi taler om demokrati og fair play.
Vi skruer derfor tiden tilbage til 1971 og finder her en 26-årig Gbagbo, der er voldsomt kritisk over for landets grundlægger og første præsident og nærmest indehaver af en et-parti-stat, Felix Houphouët-Boigny.
Boigny havde på det tidspunkt allerede været ved magten i 11 år og viste flere og flere diktatoriske tilbøjeligheder. Gbagbo var, som det hed på de tider, stærkt venstreorienteret, aktiv i fagbevægelsen og argumenterede åbenlyst for at indføre demokrati og kritiserede derfor indædt den korrupte præsident Boigny.
Boigny hævdede, at Gbagbo som historielærer indoktrinerede de stude-rende og smed ham i fængsel for ”statsundergravende virksomhed”. Der sad han i næsten 2 år, uden at det dog lukkede munden på ham.
I 1982 stod han i spidsen for en landsdækkende strejke blandt lærere, og samme år stiftede han sit eget parti, ”Den ivorianske Folkefront”, der var inspireret af det franske socialistparti.
Boignys sikkerhedsstyrker chikanerede kontinuerligt Gbagbo og partifællerne, og til sidst blev jorden igen så varm under Gbagbo, at han flygtede i eksil i Frankrig.
Han vendte tilbage i 1988 og genoptog straks sammen med folkefronts-partiet sit pres på Boigny for at afskaffe et-parti-staten og holde demokratiske valg.
Det lykkedes omsider i 1990, hvor det første præsidentvalg i Elfenbenskysten blev holdt. Gbagbo var eneste kandidat mod Boigny.
Valget, som iagttagere dengang som nu kaldte totalt manipuleret, blev vundet stort af Boigny.
Gbagbo blev dog samme år valgt ind i nationalforsamlingen, og her blev han endnu mere højtråbende i sine krav om politiske forandringer i kakao-landet.
I 1992 blev Gbagbo igen sat i fængsel; denne gang for at ”ophidse til vold”, og nu ikke af Boigny, der havde været syg og døende længe, men af ministerpræsidenten som reelt havde styret Elfenbenskysten i 18 måneder.
Han hed Alassane Ouattara.
Gbagbo blev løsladt i løbet af 1992, og ude af fængslet skulle han snart høre Outtara meddele nationen, at den gamle diktator – med tilnavnet “Den store Elefant” – var død.
Det var den 7. december 1993, og Ouattara kaldte bestemt ikke den afdøde præsident for diktator, men sagde i stedet hengivent ud i æteren: ”Elfenbenskysten er blevet forældreløs”.
LEJESVEND OG halv ivorianer
Siden da kan Gbagbos positive udtalelser om Outtaras person vist tælles på én hånd. De negative er derimod talrige og centrerer sig om 2 forhold, som Gbagbo har bragt frem gang på gang.
For det første er Ouattara ifølge Gbagbo i lommerne på Frankrig og reelt de tidligere koloniherrers tro lejesvend, der opererer i franskmændenes interesse, som ikke altid er sammenfaldende med Elfenbenskystens.
Der er da også en del franske ”connections” i Ouattaras liv. Udover at han har boet i flere omgange i Frankrig, er han gift med en fransk kvinde (via et bryllup i 1990 på et rådhus i Neuilly-sur-Seine i Frankrig, hvor vielsen blev forrettet af en ung borgmester, der senere blev særdeles kendt: nu præsident Nicolas Sarkozy.
For det andet har Gbagbo med kyshånd taget den pointe til sig, at Ouattaras far ikke var fra Elfenbenskysten, men fra det nordlige naboland, Burkina Faso.
Det var Gbagbos forgænger i præsidentembedet, Henri Konan Bédié, der i 1995 fandt på den med, at Ouattara ikke er ”rigtig” ivorianer. Det har Gbagbo råbt imod Ouattara adskillige gange senere. Bedié fik endog lovfæstet, at begge éns forældre skal være fra Elfenbenskysten, hvis man vil stille op som præsident.
Formålet var utilsløret at holde Ouattara væk fra magten, og det lykkedes altså lige indtil 2010, hvor Gbagbo forud for valget den 28. november efter internationalt pres som ved skæbnens ironi erklærede, at nationalitetsspørgsmålet ikke længere var relevant. Ouattara kunne altså stille op.
Ouattara har i løbet af årene på forskellig vis søgt at slippe ud af ”nationalitetsfælden”. Han har ved flere lejligheder fået højtstående politiske personligheder uden for Elfenbenskysten til at udtale sig om, at for dem er Ouattara helt klart ivorianer. En af dem er Burkina Fasos mangeårige præsident Blaise Compaoré.
Han forsøgte også på et tidspunkt at forfalske sit nationalitetsbevis, så han igen lignede en ”rigtig” ivorianer. Det blev selvfølgelig opdaget, og en ivoriansk ret begærede ham arresteret. Imidlertid var Ouattara på det tidspunkt i udlandet.
Ouattara var altså som ”halv” ivorianer forhindret i at deltage i det valg i oktober 2000, hvor Gbagbo stillede op, og som udviklede sig til en militær magtkamp, der var langt værre end den, der kulminerede i mandags.
Gbagbo udfordrede i 2000 militærkommandanten Robert Guéï, der havde taget magten ved et militærkup juleaften året før, men under internationalt pres havde ladet udskrive valg.
Nærmest som en forløber til krisen i år hævdede både Gbagbo og Guéï, at de havde vundet oktober-valget. Guéï ville ikke træde tilbage, og det udløste massedemonstrationer for Gbagbo i Abidjan og til sidst en militær konfrontation, som Gbagbo gik sejrrigt ud af. Guéï og støtter blev jaget ud af Abidjan. Guéï selv blev senere dræbt, formentligt af Gbagbo-støtter.
MASSEMORD
Hændelserne omkring Gbagbos magtovertagelse i 2000 vil nok blive endevendt særligt nidkært af den sandheds- og forsoningskommission, som Ouattara har erklæret at ville nedsætte. Det er i den periode, at de alvorligste anklager mod Gbagbo om massemord og henrettelser af politiske modstandere er blevet rejst.
De seneste 11 år i Elfenbenskysten bliver på samme måde afgørende for kommissionens arbejde, hvis den skal have et konstruktivt formål. Det er nemlig i den periode, at nogle grundlæggende brudflader i landet er blevet så påtrængende, at de har udviklet sig i 2 regulære borgerkrige.
En helt afgørende brudflade er skellet mellem nord og syd. Religiøst er det sydlige hovedsageligt kristent, mens muslimer udgør flertallet i nord.
Værre er det imidlertid, at langt den største velstand skabes i syd. Det er her den frugtbareste jord findes, og hvor finanscentret Abidjan og frihavnen ligger. Nord er derimod tørt og ufrugtbart og præget af landets største fattigdom og en evigt underliggende utilfredshed i befolkningen med, at fordelingen er så skæv.
Og her væver rivaliseringen mellem Gbagbo og Ouattara sig igen ind i landets øvrige forhold. Gbagbo hentede nemlig sin største opbakning i syd, mens Ouattaras findes i nord.
Det var da også Ouattaras støtter i ”Forces Nouvelles”, der var utilfredse med, at han ikke kunne stille op til præsidentvalget i 2000. Så utilfredse, at de i 2002 revolterede og forsøgte at indtage Abidjan med væbnet magt.
Det lykkedes imidlertid Gbagbo at slå oprøret tilbage nordpå, hvor rebellerne indtog og kontrollerede alle større byer, bl.a. hovedbyen Bouaké. Hermed var nationen i bogstaveligste forstand delt i 2 og blev ved at være det de næste 5 år, mens borgerkrigen bølgede frem og tilbage.
At det overhovedet lykkedes at standse borgerkrigen i 2007 og omsider at få gennemført et valg i 2010 skyldes en massiv tilstedeværelse af FN-soldater med et stærkt fransk islæt, talløse mæglerbestræbelser fra internationale og regionale personligheder og ikke netop Gbagbos eller Ouattaras gensidige goder viljer eller kærlighed til demokratiet.
Selv om Gbagbo nu med Ouattaras ord befinder sig et ”sikkert sted” og i ”værdighed”, har Ouattara en kæmpeopgave foran sig. Han skal bringe Elfenbenskysten på fode igen, og for at det kan lade sig gøre, skal han stadig overbevise næsten halvdelen af befolkningen om, at han er præsi-dent for hele Elfenbenskysten og ikke ”lejesvend” for franskmændene.
HVEM væltede Gbagbo?
For øjeblikket går den mest intense diskussion i Elfenbenskysten da også på, hvem der rent faktisk stod bag omsider at få overmandet Gbagbo i showdown-et i mandags: Var det franske soldater eller Ouattaras egne soldater?
Både Ouattara og franskmændene fastholder officielt, at det var Ouattaras egne soldater, der trængte ind i præsidentpaladset, men flere iagttagere, bl.a. den britiske journalist Dean Nelson i Abidjan, er ikke en døjt i tvivl om, at Ouattaras soldater aldrig ville være nået så langt uden fransk hjælp.
Det ansete franske ugemagasin, Jeune Afrique, mener i sin seneste udgave at kunne dokumentere, at flere telefonsamtaler mellem Ouattara og den franske præsident Sarkozy siden begyndelsen af april har haft til formål at skaffe fransk militær støtte til at fjerne Gbagbo.
Ifølge magasinet har Ouattara nærmeste tigget Sarkozy herom. Han krævede imidlertid, at franskmændenes direkte deltagelse i en sådan aktion skulle basere sig på en henvendelse fra FN. Den skal Sarkozy angiveligt have fået fra selveste FNs generalsekretær Bank Ki-moon.
Spørgsmålet er nu, om Ouattara overhovedet kan bevare magten uden franskmændene og fransk militær tilstedeværelse. En svær balancegang, eftersom anti-franske følelser er ganske udbredte i Elfenbenskysten.
Vestafrikas svar på Bob Marley, Elfenbenskystens vel nok mest kendte og populære musiker, Alpha Blondy, har en sang, som blot hedder ”Armee Francaise” og stadig er vildt populær.
Omkvædet lyder sådan her: ”Armee Francaise – allez-vous en! Allez vous-en de chez nous”, og betyder lidt forenklet: ”franske hær – skrid herfra”.
Præsidenter i Elfenbenskysten:
7. august 1960 – 7. december 1993: Félix Houphouët-Boigny (død i embedet)
7. december 1993 – 24. december 1999: Henri Konan Bédié (væltet af militærkup) af
24. december 1999 – 26. oktober 2000: Robert Guéï
26. oktober 2000 – 11. april 2011 Laurent Gbagbo (fra 4. december 2010 embedet også krævet af)
4. december 2010 Alassane Ouattara
Boigny døde 88 år gammel og nåede at rejse et gigantisk monument over sig selv – en katedral større end Peters Kirken i Rom, se mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Basilica_of_Our_Lady_of_Peace_of_Yamoussoukro
———–
Journalist Lars Zbinden Hansen har indgående kendskab til vestafrikanske forhold og bor p.t. i Lomé i Togo.
