Af Mogens Poulsen,
Konsulent og tidligere Danida-rådgiver i Egypten
Kairo, 28. januar 2011: Den folkelige opstand i Egypten har været mulig, dels fordi mellemklassen har fået mobiltelefoner, dels fordi det er blevet lettere at skaffe sig internationale, ucensurerede nyheder.
Mange unge er nu også flittige Facebook brugere og er blevet vant til at kommunikere internationalt.
Der findes omkring 60 millioner mobiltelefoner i Egypten, og det må siges at være mange i et land med ca. 85 mio. indbyggere.
De største mobiloperatører er Vodafone (engelsk), Mobinil (egyptisk) og det noget mindre Etisalat (De Forenede Emirater).
Mange følger dagligt med på Al Jazeera (Qatar) TV kanalen, som egyptere finder helt anderledes troværdig end deres egne kanaler. Både den arabisksprogede og den engelsksprogede udgave er ret kritisk over for den politiske udvikling i Egypten.
Men også de private og statslige aviser og magasiner i Egypten er blevet mere åbne i de seneste år.
Og med mobiltelefoner kan alle i løbet af minutter holdes underrettet om, hvad der sker, hvor, hvordan og hvorfor – og de kan mobiliseres.
Slut med kritisk klumme
Succesforfatteren Alaa Al-Aswany, som har skrevet bogen ”Yacoubians hus”, har således haft en fast kritisk og humoristisk klumme i Dagbladet Al-Shourouk. Et udvalg af klummerne er netop samlet i en bogudgivelse. Den er foreløbig kun på arabisk.
Men indenfor de sidste uger er Al-Shourouk blevet presset af regeringen til ikke at bringe klummen.
Alaa Al-Aswany holder derfor foredrag, hvor det er muligt at købe bogen og få den signeret af forfatteren selv. Foredragene er samtidig diskussions aftener mellem ham og andre kulturpersonligheder.
Han har udtalt følgende på et møde: ” Jeg kan fortælle jer, at forandringer kommer til Egypten, og de kommer snart”. Han har også tilkendegivet, at han ville støtte de kommende masse protester.
I en af sine klummer har Alaa Al-Aswany fortalt en fabel om en elefant, der ønskede, at hans babyelefant skulle efterfølge ham som leder. Elefanten blev støttet af æslet. Men de små og mindre magtfulde dyr, anført af giraffen, demonstrerede på gaden og bragte fredeligt elefantregimet til fald.
Det var nok en skjult hentydning til præsident Hosni Mubarak, der ønsker at hans søn Gamal overtager præsidentposten, selv om Al-Aswany spøgte med, at det naturligvis drejede sig om ”Tunesien”.
De muslimske brødre og kopterne
Partiet De muslimske brødre var i starten slet ikke interesseret i at deltage i protesterne den 25. januar – nok fordi det ikke var dem selv, der arrangerede dem. Men efterhånden som datoen nærmede sig, blev de mindre afvisende. Og efter der er kommet momentum efter fredagsbønnen den 28. januar, så har De muslimske brødre tilsluttet sig protesterne.
Den koptiske kristne kirke var også først imod at deltage i ”Vredens Dag” den 25. januar, og de anbefalede kopterne ikke at deltage i demonstrationerne.
Som der blev sagt i kirken, så står der i Bibelen, ”at vi skal adlyde vores konge og vores ledere Så at indkalde til protester er destruktivt, derfor beder vi for Egyptens sikkerhed”.
De ca. 8 millioner kopterne har i det store og hele støttet Mubarak, fordi de var bange for at De muslimske brødre kunne komme til magten.
Efter terrorist angrebet i Alexandria i julen 2010 er kopterne forsigtige og besøgende afkræves nu identifikation, hvis man vil gå indenfor i kirke områderne.
For første gang er jeg således blevet afkrævet legitimation, da jeg gik ind i Jomfru Marie Kirken i Maadi syd for Cairo. Der var nu ingen i kirken, men vagten sagde ”Good Bye Mr. Poulsen” da jeg gik ud.
Om aftenen den. 27. januar var jeg til en hyggelig middag med danskere og egyptere. Samtalen drejede sig næsten udelukkende om demonstrationerne, og der var hele aftenen en stadig mobil kommunikation mellem gæsterne og deres familie og venner ude i byen.
Bl.a. modtog en ung koptisk pige en sms, der fortalte, at det nu også var tilladt for kopterne at deltage i demonstrationerne den næste dag. Hun fortalte også, at Mubarak har givet tilladelse ti, at de kristne kirker kan ringe med kirkeklokkerne ved bestemte anledninger.
Sympati for demonstrationen
Under mit ophold i Cairo snakkede jeg med mange egyptere. Alle, jeg mødte fra middelklassen, havde helt klart sympati for demonstrationen, men det var få, der selv deltog.
En mor berettede dog om sin voksne datter (mor til tre børn), der deltog og holdt mobil kontakt med hende undervejs. Hun syntes, det var risikabelt af datteren at gå med, men indrømmede at hun nok ville have gjort det samme, hvis hun havde været yngre.
Alle forventede, at der ville ske ændringer. Måske ville Mubarak først afskedige regeringen og derefter blive tvunget til at forlade landet. Rygterne sagde også, at sønnen Gamal allerede var flygtet.
Alle forventede kæmpe demonstrationer efter fredagsbønnen. Det forlød, at El Baradei’s ville lande i lufthavnen torsdag aften fra Wien, hvor han bor. Det synes ikke som om, at El Baradei har folkelig opbakning i Egypten, men han kan måske få en vis symbolsk betydning.
Militæret har nøglen
Fredag nat holdt Mubarak så endelig sin tale til nationen. Måske kommer der i løbet af weekenden en ny regering, men det vil nok ikke hjælpe ret meget. Problemet for den nuværende regering er, at det makro-økonomisk går ret godt for Egypten, men det siver ikke nedad til de fattige.
Jeg hørte engang en minister udtale, at det største problem for Egypten er, at der findes 6 millioner lavt betalte embedsmænd, hvoraf mange enten arbejder mindre end en time om dagen eller er korrupte.
Hvis præsident Mubarak går af, er det formanden for Parlamentet, der overtager posten, indtil der bliver udskrevet valg. Økonomisk kan Egypten ikke klare usikkerheden ret længe.
Børsen var lukket i torsdags, og det er så spørgsmålet om, hvornår den genåbner. Turismen er også allerede påvirket af situationen.
Hvordan det hele kommer til at gå, afhænger nu af militæret, som vel råder over 1,4 millioner mand. Militæret har mange økonomiske interesser i Suez-kanalen og også i så meget andet i Egypten.
——–
Mogens Poulsen, der er civilingeniør og nu har egen konsulent-virksomhed, har i en årrække været knyttet til Danida. I 1989 blev han bistandsråd på ambassaden i Beijing, og derefter fulgte poster som privat-sektor koordinator i Accra, New Delhi og Hanoi. Han sluttede i Kairo 2004-2008 som koordinator for Danidas Business to Business program og opholder sig nu regelmæssigt i byen, hvor han har egen bolig.
