Det første man bemærker, når man ankommer til de flygtningelejre, som titusindvis af saharawier flygtede til fra den marokkanske besættelsesmagts bombardementer i 1976, er det tørre, ufrugtbare ørkenlandskabs ekstreme varme, de lerhytter og telte som folk bor i, og manglen på vand og basale fornødenheder.
Men lige bagefter forundres man over, hvordan de 165.000 mennesker, der i dag bor i lejrene, har lykkes med at skabe et samfund hvor over 90 procent kan læse, og hvor der er velfungerende skoler, presse, hospitaler, og et parlament.
Flygtede gennem ørkenen
En af dem der måtte flygte gennem ørkenen, fra den marokkanske besættelsesmagt med sin familie, var syvårige Abba Malainin.
Han er i dag Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisarios repræsentant i Danmark, og bor på Amager. Men han rejser tit til lejrene hvor han voksede op for at besøge sin familie, eller fordi han som uofficiel ambassadør skal vise en politiker, journalist eller NGO-medarbejder hvordan det er at bo i en flygtningelejr der har 40 år på bagen.
Ifølge Abba Malainin fejrer Saharawierne i dag, at de har formået at bygge et moderne demokratisk samfund i ørkenen, hvor alle har en rolle at spille.
”Med festlighederne i lejrene kan vi fejre det vi har opnået gennem årene, under utroligt svære vilkår, sammen med de mange politikere, mediefolk, civilsamfundsfolk og andre mennesker fra hele verden, der er til stede. For vi har et funktionelt samfund klar til når vi får mulighed for at vende tilbage til vores eget land, men vi behøver hjælp fra Danmark og andre Europæiske lande hvis det skal lykkes,” siger han.
Mangler støtte
Men når især Frankrig, men også USA, blokerer enhver løsning på Vestsahara-konflikten i FN’s Sikkerhedsråd, til trods for at over 100 FN-resolutioner holder FN op på at Vestsahara har ret til at blive en uafhængig stat.
Når samtlige vestlige lande undlader at anerkende, og dermed legitimere og støtte, SADR, selvom republikken er medlem af den Afrikanske Union og er blevet anerkendt af over 80 lande.
Og når EU laver frihandelsaftaler og fiskeriaftaler med Marokko, og den danske regering ikke slår ned på firmaer eller kommuner der handler med den marokkanske besættelsesmagt, så er vi med til at legitimere og støtte besættelsen af Vestsahara, og er en del af problemet i stedet for en del af løsningen i forhold til Afrikas sidste koloni.