Danske eksportører skal fremover have statslig garanti gennem Eksport Kredit Fonden (EKF) ved eksport til Afghanistan, skriver dagbladet Børsen tirsdag.
Da forsikringsselskaber ikke dækker så store risici, vil regeringen samtidig forlænge statsgarantien, som gælder eksport til Irak, oplyser økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) til Folketingets finansudvalg.
Siden efteråret 2003 har EKF haft en økonomisk ramme på 1 milliard kr. til eksportgarantier til Irak. Rammen er forlænget 2 gange – senest indtil udgangen af 2006.
Indtil 19. oktober 2005 var der udstedt 30 garantier for eksport af udstyr til genopbygning af Irak. De omfatter et samlet beløb på 289 mio. kr. Garantien fungerer på den måde, at staten garanterer betalingen for firmaernes leverancer til eksemplevis Irak eller Afghanistan, hvis modtagerne ikke selv kan.
Regeringen vil videreføre garantiordningens regler og vilkår fra Irak til Afghanistan. Den økonomiske ramme på 1 milliard kr. øges dog ikke.