Ekstra benzin flyves til CAR for at holde humanitær hjælp i gang

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

FN’s Fødevareprogram har fløjet 50.000 liter jetbrændstof til Den Centralafrikanske Republik (CAR) for at kunne opretholde hjælp til de mest sårbare indbyggere. Pris: 1,5 millioner kroner.

Usikkerheden i CAR forhindrer de normale leverancer af brændstof til det konfliktramte land.

Derfor har FN’s Fødevareprogram, WFP, været nødt til at sende ekstra leverancer af benzin til landet med fly, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Hvis der ikke var kommet ekstra brændstof til Bangui, kunne det have haft konsekvenser for organisationens arbejde i Bangui og de omkringliggende områder.

FN’s egne fly (United Nations Humanitarian Air Service, UNHAS) har holdt stille på landjorden siden den 23. april på grund af mangel på brændstof.

De 50.000 liter flybrændstof, der nu er sendt til CAR, er fløjet ind fra Kenyas hovedstad, Nairobi. Den samlede pris for leveringen har været 280.000 dollars (1,5 millioner kroner), heraf 80.000 dollars for selve benzinen og 200.000 for at få det fløjet til Bangui.

”Denne lufttransport føjer en stor ekstraudgift til vores operationer i CAR, men vi havde ikke noget valg. Hundredtusinder af mennesker har brug for vores hjælp i Bangui og inde i landet, og UNHAS har afgørende betydning for hele det humanitære samfund,” siger Denise Brown, WFP’s regionale leder for Vestafrika.

Mængden af brændstof dækker behovet for tre uger.

Hver måned transporterer UNHAS i gennemsnit 1800 passagerer til 27 forskellige steder i CAR. Tjenesten er afgørende for evakueringer i nødsituationer og for de humanitært ansattes bevægelse rundt i landet.

UNHAS transporterer endvidere fødevareprodukter til fjerntliggende egne for at forhindre og behandle fejlernæring.

WFP oplyser desuden, at der også er mangel på brændstof til FN’s biler i CAR. Hvis det ikke bliver muligt at få leveret brændstof via landjorden snart, vil der opstå mangel på benzin om tre uger.