Antal elever i Danmark
Ved skoleårets start i 2017 gik der i alt 323.858 elever i landets 8. 9. 10.-klasser, ungdomsuddannelser og efterskoler.
Af dem var 152.513 tilknyttet en ungdomsuddannelse som f.eks. et alment gymnasium.
I 2017 og 2018 samlede ca. 15.000 elever ind til Operation Dagsværk.
Kilde: Undervisningsministeriet og Operation Dagsværk
Da Operation Dagsværk den 7. november samlede ind til Ungdommens Røde Kors’ projekt for unge i Grønland, var der markant færre tilmeldte elever end for bare fem år siden. 15.000 elever samlede ind på dagen, mens der i 2014 var hele 20.000 tilmeldte elever. Faktisk har organisationen i gennemsnit mistet opbakning fra 1.000 elever om året de sidste 10 år.
Operation Dagsværk oplyser, at det dalende antal tilmeldte elever skyldes manglende opbaknings fra rektorer og lærere, et øget karakterpres og mere konkurrence fra andre organisationer.
”Der er mange årsager, som påvirker antallet af elever, der tilmelder sig dagsværkdagen. Blandt andet har vi oplevet et øget krav fra uddannelsessystemets side af, så presset på eleverne er større. Nogle elever vælger derfor lektierne frem for at give en dags arbejde til fordel for Operation Dagsværk,” siger Charlotte Hedevang Nielsen, kampagneleder i Operation Dagsværk til Globalnyt.
Operation Dagsværks koncept er, at elever på landets ungdomsuddannelser, efterskoler og 8.-9. klasser har mulighed for at indsamle penge, ved at bytte en skoledag ud med en arbejdsdag, hvor de penge, som eleverne tjener, går til en udvalgt organisations projekt.
Operation Dagsværk mener desuden, at elevernes manglende opbakning også skyldes landets rektorer og lærere.
”Skolerne griber dagen forskelligt an. På nogle skoler bliver eleverne registreret som fraværende, hvis de deltager i dagsværksdagen. Vi har oplevet, at der er skoler, som er gået fra at have få tilmeldte elever til flere hundreder, efter at eleverne har fået opbakning fra rektoren og lærerne. På nogle skoler skal eleverne skrive en opgave om årets projektland, hvis de ikke vil arbejde på dagen,” siger Charlotte Hedevang Nielsen og fortsætter:
”Samtidig oplever vi, at der er flere organisationer om buddet end tidligere. Vi er mange organisationer, der gerne vil oplyse unge og motivere dem til at bruge deres handlekraft.”
Birgitte Verdersø, rektor på Gefion Gymnasium og formand for Danske Gymnasier, kan ikke nikke genkendende til, at rektorerne på landets gymnasier ikke bakker op om Operation Dagsværk.
“Jeg har bemærket, at elevernes opbakning til Operation Dagsværk er blevet mindre, men det er mit indtryk, at rektorerne bakker op om organisationen. Gymnasierne skal registrere eleverne som fraværende, hvis de deltager på dagen, men sådan er lovgivningen. Vi er nødt til at følge reglerne,” siger Birgitte Verdersø til Globalnyt.
Nyt fokus på efterskoler
Operation Dagsværk har historisk været en organisation, som særligt har mobiliseret eleverne på landets ungdomsuddannelser herunder eleverne på de almene gymnasier, men i løbet af de seneste år er landets efterskoler og 8.-9. klasser også blevet tilbudt at samle ind på dagen.
”Vi har øget vores fokus på at mobilisere elever i udskolingen. Til næste år vil vi arbejde endnu hårdere for, at elever på efterskoler også inviteres til at deltage i Operation Dagsværk,” siger Charlotte Hedevang Nielsen.
Operation Dagsværks øgede fokus på at få elever fra landets efterskoler til at deltage, har dog stået på i flere år, og har altså ikke øget den gennerelle opbakning til organisationen.
Samme antal projektstillere
Det er ikke Operation Dagsværk selv, der står for de projekter, eleverne samler ind til. I år samlede organisationen ind til Ungdommens Røde Kors’ projekt for udsatte unge i Grønland, mens den sidste år indsamlede 3,7 millioner til PlanBørnefondens udviklingsprojekt i Bangladesh. Hjælpeorganisationerne stiller med projekter, og så vælger elevrepræsentanter fra Operation Dagsværks medlemsskoler et af dem. I 2008 indsamlede 25.000 elever 6,4 millioner kroner til Operation Dagsværk.
Det lavere årlige indsamlingsbeløb har dog ikke fået færre organisationer til at søge om at få del i pengene fra dagsværkdagen.
”Der er ikke færre organisationer, som vælger at søge om, at netop deres projekt bliver valgt. Når en organisationen bliver valgt, får de ikke kun en pose penge, men bliver også en del af en landsdækkende oplysningskampagne, der bidrager med vigtige budskaber til landets unge. Organisationen får en masse synlighed på landets skoler og forhåbentligt omfattende pressedækning, ”siger Charlotte Hedevang Nielsen.
Operation Dagsværk fortæller, at den først til næste år, har et overblik over, hvor meget landets elever samlede ind den 7. november.
Indsamlingsresultater
2018: 15.000 elever samlede ind til Ungdommens Røde Kors’ projekt i Grønland. Indsamlingsbeløbet meldes ud næste år.
2017: 15.000 antal elever indsamlede 3,7 millioner kroner til PlanBørnefondens projekt i Bangladesh.
2016: 18.000 elever indsamlede 4,2 millioner til Oxfam Ibis’ projekt i Guatemala. I 2016 blev det vejledende indsamlingsbeløb per elev ændret fra 300 til 350 kroner.
2015: 19.000 elever indsamlede 4,1 millioner til SOS Børnebyernes projekt i Somaliland.
2014: 20.000 elever indsamlede 4,1 millioner til Sex & Samfunds projekt i Kenya.
2008: 25.000 elever indsamlede 6,4 millioner til Care Danmarks projekt i Niger.