Elever samler ind til Pakistan

Forfatter billede

17-årige Anam Riaz fra ASF-Dansk Folkehjælps integrationsprojekt “Taking the Lead” har på blot 4 dage samlet hundredvis af elever på Københavns åbne Gymnasium til indsamling for ofrene for katastrofen i Pakistan. I dag fredag den 3. september går de på gaderne i København og omegn.

Oversvømmelserne i Pakistan berører op mod 20 mio. mennesker. De enorme ødelæggelser gør også indtryk på danskerne.

Anam Riaz er en af dem, der er kommet op af stolen. Hun vil hjælpe her og nu. Derfor har den energiske pige med de pakistanske rødder, der er med i ASF-Dansk Folkehjælps projekt Taking the Lead, samlet eleverne på Københavns åbne Gymnasium i Sjælør.


Anam Riaz, der er elev i 2 R, siger: – Jeg har taget dette initiativ, fordi de har hårdt brug for det i Pakistan.

Hendes far hører hele tiden de pakistanske nyheder og fortæller om de mange døde og nødlidende.

Det er gået hurtigt. I tirsdags fik Anam Riaz idéen til indsamling, og allerede her fredag går det løs.

– Jeg kontaktede rektoren på gymnasiet, og hun var frisk på det, og så kørte det bare derudaf, fortæller Anam Riaz.
Rektor for Københavns åbne Gymnasium i Sjælør lader eleverne få fri fra undervisning i de 3 timer, indsamlingen varer.

Ofrene er ligesom os


Mobiliseringen af skolens elever er sket sammen med 2 andre elever Usman Nadeem Kiyani og Mohammad Zaeem Ul Sultan Mahmoud, der også begge har pakistansk baggrund.

For at overtale kammeraterne til at gå ud med indsamlingsbøsserne har de benyttet skolens interne net. Derudover har de kontaktet alle elever på Facebook. De er sikre på, at alle elever har hørt om indsamlingen i dag.

Også for de to drenge er indsamlingen vigtig: – Jeg håber, at der er nogle, der også ville hjælpe os, hvis vi kom i nød, siger 18-årige Mohammad, og 17-årige Usman supplerer: – De har samme behov som os. De er også mennesker.

Der er ca. 600 elever på gymnasiet, og arrangørerne regner med at der kommer mellem 400 til 500 unge til indsamling. De håber på at samle ca. 150.000 kr. ind i dag mellem 12 og 15 i indre København og Københavns omegn.

Dansk Folkehjælp samarbejder med Caritas


Generalsekretær i ASF-Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, er stolt over de unges initiativ:

– Jeg er imponeret over de unges gå på mod og håber, de kan samle rigtig mange penge ind, siger han.

ASF-Dansk Folkehjælp har ikke selv nødhjælpsaktiviteter i Pakistan, så resultatet af de unges anstrengelser overrækkes ubeskåret til den katolske hjælpeorganisation Caritas.

– Det er vigtigt at danske organisationer kan arbejde tæt sammen i at afhjælpe nøden for så mange ofre som muligt under en katastrofe som denne, anfører Nørlem.

Pengene vil gå til Caritas’ arbejde for nødhjælp og fødevaresikkerhed for 250.000 mennesker i Pakistan.

Derudover er Klaus Nørlem glad for de unges valg:

– Vi er stolte af, at de unge har valgt ASF-Dansk Folkehjælp som partner i deres indsamling. Det er et eksempel på, at vores arbejde med at uddanne rollemodeller i projektet Taking the Lead-projektet bærer frugt. Det handler nemlig om at inspirere unge til at arbejde frivilligt. Det er denne indsamling et super eksempel på.

Fakta om Caritas i Pakistan


Caritas’ hjælp til ofrene for oversvømmelserne består af bl.a. mad, uddeling af telte, latriner, vandforsyninger og genetablering af broer, stier, og skoler.

Caritas-netværket arbejder i Balochistan, Punjab, Sindh og Khuber Pakhtunkwa. Der er behov for i alt 70 mio. kr.

Fakta om Taking the Lead


Taking the Lead er et integrationsprojekt for unge mellem 15 og 18 år med anden etnisk baggrund end dansk. Formålet er at inddrage de unge i dansk foreningsliv og arbejdsmarkedet og at gøre dem til rollemodeller for andre etniske unge i deres eget netværk og boligområde.

Projektforløbet strækker sig over et år. Her får de unge nogle kvalifikationer, som de kan bruge nu og senere i deres liv – i fritidslivet, i deres uddannelse, i deres nærmiljø og i mange andre sammenhænge.

Man kan se mere på www.folkehjaelp.dk