Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé
Fhv. præsident Laurent Gbagbo var tydeligvis lettet, da den Internationale Straffedomstol meddelte, at man vil granske menneskeretsovergreb og krigsforbrydelser i Elfenbenskysten de sidste ti år.
Fra sin interneringscelle i Haag i Holland lod Gbagbo en af sine advokater, Emmanuel Altit, sige til pressen, at ”vi er taknemmelige overfor anklager Luis Moreno-Ocampo, for at han har ændret efterforskningens natur”.
Straffedomstolen skal ikke længere kun se på forbrydelser begået mellem november 2010 og april 2011 men nu helt tilbage til 19. september 2002.
Den dag, i 2002, lød startskuddet til den ivorianske borgerkrig, da deserterende soldater forsøgte at vælte Gbagbo fra magten i det engang så stabile vestafrikanske kakaoland.
Præsidentens styrker slog angrebet tilbage, men kupforsøget satte gang i kampe mellem rebellerne og regeringshæren, der varede i fem år og medførte tusindvis af døde og fordrevne og et ødelagt land.
Gbagbo har hele tiden anført, at Straffedomstolens korte undersøgelsesperiode på fem måneder udelukkende tjente til at fasttømre ”sejrherrens justits”.
Vinder og taber
Hermed hentyder Gbagbo til det opgør, der brød ud mellem ham selv og den nu siddende præsident Alassane Ouattara, efter at begge hævdede at have vundet præsidentvalget den 28. november 2010.
Opgøret bragte volden op i nye rekord-højder med over 3.000 dræbte og en million fordrevne. Den hørte først op, da Ouattara-soldater skarpt assisteret af franske tropper trængte ind i præsidentpaladset i Abidjan og arresterede Gbagbo den 11. april i fjor.
Gbagbo blev sat i husarrest, mens Ouattara i maj indtog præsidentembedet og i november lod sin rival udlevere til retsforfølgelse i Haag.
Der kommer altså nu skarpere fokus på alle parter i den lange konflikt, og Gbagbo vil givetvis forsøge at flytte opmærksomheden over på ikke bare sine modparters ugerninger men også på de franske tropper, der en tid lang holdt de ivorianske kombattanter adskilt ved en demarkationslinje på tværs af landet: Gbagbo i syd, rebellerne i nord.
Gbagbo vil nok fremføre, at franskmændene ved flere lejligheder er gået særdeles hårdhændet til værks, når de har været involveret i kamphandlinger eller nedkæmpelse af optøjer – ikke mindst overfor Gbagbos unge militante støtter i ”De Unge Patrioter”, der i 2004 til 2006 ville ”rense gaderne” for de forhadte franskmænd.
Patrioterne fra det kristne syd mente, at Frankrig støttede rebellerne fra det overvejende muslimske nord, som de beskyldte for at ville ”islamisere” landet.
Længere anklageskrift
Med Straffedomstolens beslutning risikerer Gbagbo imidlertid også at få tilføjet et endnu længere anklageskrift, når retssagen indledes den 18. juni.
Dommerne fra Haag opregner i deres erklæring fra 23. februar, at han vil blive stillet til regnskab for massehenrettelser, angreb på ubevæbnede civile og andre overgreb, specielt i årene 2002-2004.
Men også Ouattaras premierminister, Guillaume Soro, får nu domstolens direkte søgelys rettet imod sig.
Soro var fra i 2002 leder af ”Elfenbenskystens Patriotiske Bevægelse” og senere de ”Nye Styrker” (”Forces Nouvelles”), der kæmpede mod Gbagbo fra deres baser i nord.
Grufulde forbrydelser
Soro, der har været en central skikkelse hele vejen igennem krisen, modbeviser med sin person påstanden om, at rebellerne ønskede at udbrede islam sydpå. Soro tilhører det kristne mindretal i nord.
Han og Gbagbo skrev den 4. marts 2007 under på en fredsaftale, hvor Soro fik premierministerposten. Den har han holdt, indtil han skiftede over til Ouattaras side i november 2010, da Gbagbo nægtede at erkende sit valgnederlag.
Inden marts 2007 havde Soros tropper stået bag adskillige lige så grufulde forbrydelser som Gbagbos sikkerhedsstyrker og militser.
Det kan derfor ikke udelukkes, at også den 40-årige Soro vil blive tiltalt i Haag. Han har imidlertid hilst domstolens beslutning om også at se på årene fra 2002 velkommen.
Det skyldes ifølge BBC, at både Ouattara og Soro forsøger at give offentligheden et indtryk af uskyldighed. Man spiller med på domstolens beslutninger, mens man internt frygter for selv at skulle stilles til ansvar.
Kritik af sandhedskommission
Samtidig er Ouattara kommet under kritik for hastværk med den ”kommission for dialog, sandhed og forsoning”, som han nedsatte i juli 2011. Dens formål var at ”kaste lys over alle krænkelser af menneskerettigheder, som er blevet begået under krisen” som følge af valget i november 2010.
Men arbejdet kom først i gang i januar i år, og allerede i februar forelå en rapport fra kommissionen. Det mener bl.a. NGO’en Human Rights Watch er alt for hurtigt. Organisationen anbefaler stærkt en forlængelse af kommissionens arbejde med et halvt år.
Med Straffedomstolens beslutning kan det ikke udelukkes, at anbefalingen imødekommes, og at der snart bliver større trængsel i Haag af aktører fra den ivorianske borgerkrig.
——————-
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
