Der er mange gode grunde til at juble over, at Charles Taylor torsdag blev kendt skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i sin præsidentperiode i Liberia fra 1997 til 2003.
Bare mindet om Sierra Leones bestialske krigsherrer (og –børn) i ”Revolutionary United Front” (RUF) giver kuldegysninger.
Og hele set-up’et med præsident Taylor, der udvekslede våben for ”blood diamonds” med den modbydelige leder af RUF, Foday Sankoh (døde i 2003), er nok til at glæde sig over, at ”retfærdigheden denne gang sker fyldest”, og at der nu er sat et internationalt pejlemærke for, at statsledere skal vare sig for lignende forbrydelser. De kan ikke længere forvente at gå fri.
Men mange spørger samtidig: hvorfor lige – og kun – Taylor?
Af de mænd i RUF, der svingede machetterne, er kun 11 blevet dømt ved en domstol i Sierra Leone. Et ukendt men stort antal andre går stadig frit rundt med håndsafhuggelser, voldtægter og massedrab på samvittigheden.
Og ikke bare borgerkrigene i Sierra Leone og i Liberia var kendetegnet ved den ene massakre efter den anden, hvor mange andre kunne stilles til ansvar ved siden af Taylor.
Også den modbydelige ”afrikanske borgerkrig” i Congo/Zaire fra 1998 til 2003, som efterlod over fem millioner dræbte, var mere præget af militsers grufulde overgreb på civilbefolkningen end regulære kamphandlinger mellem to hære. Hvem stod bag? Hvem ”tilskyndede”? Hvem pumpede våben og penge ind?
Men med Taylors alenlange synderegister var udfaldet næsten givet på forhånd. USA har været efter ham, siden det i 1985 lykkedes ham at flygte fra et amerikansk fængsel. Her sad han på grund af underslæb for en lille million dollars. I 2003 vedtog den amerikanske kongres en dusør på 2 millioner dollars for Taylors anholdelse.
Og da nobel-prisvinder Ellen Johnson-Sirleaf satte sig i præsidentstolen i Liberia i 2006, var løbet kørt for Taylor. Den nye præsident, der nyder næsten uforbeholden støtte i USA, fik hurtigt Taylor udleveret fra sit eksil i Nigeria.
Det forlød dengang, at den amerikanske præsident George W. Bush spillede en aktiv rolle for at overbevise daværende præsident Olusegun Obasanjo om at udlevere Taylor.
At Johnson-Sirleaf havde støttet Taylor kom først frem i juli 2009 via en rapport fra den sandheds- og forsoningskommission, som hun selv havde fået nedsat.
Kommissionen anbefalede, at Johnson-Sirleaf og 48 andre blev ”afskåret fra offentlige embeder og fra at blive valgt eller udnævnt i 30 år” for deres ”forbindelser med tidligere krigsførende grupper”.
Johnson-Sirleaf undskyldte sin støtte til Charles Taylor men forklarede, at hun ikke dengang kendte “Taylors virkelige intentioner”. Siden er der ikke blevet talt meget om den sag.
Johnson-Sirleaf kan næppe mistænkes for et synderegister bare tilnærmelsesvis Taylors, men andre liberianere er tæt på.
F.eks. Prince Johnson, der er herostratisk berømt fra en video, hvor hans rebelstyrker i 1990 ses lemlæste og dræbe diktatoren Samuel Doe, bl.a. ved at skære ørerne af ham. Imens kigger Johnson roligt på og drikker en øl.
Johnson er sluppet for tiltale af nogen art og stillede op til præsidentvalget i oktober, hvor han kom ind på en tredjeplads.
Der kunne berettes om mange store og små fisk i det vestafrikanske drama, men man kan nøjes med at notere, at Taylor-sagen er del af en langsom og svær udvikling af en universel retspraksis, hvor store forbrydelser tages under behandling – en udvikling, der er afhængig af, i hvilken retning, politiske kræfter trækker.
