Journalist Hanne Selnæs, Hellerup, fylder 50 søndag den 17. august 2008.
Fødselaren er for nylig vendt tilbage til sit foretrukne udgangspunkt, nemlig u-landsorganisationen IBIS, hvor hun i årenes løb har lagt så stor en del af sit virke, heraf 3 år (1999-2002) som forkvinde.
Jobskiftet skete 1. april, hvor hun gik fra at være underviser på Danmarks Journalisthøjskoles (DJH) åbne uddannelser/UPDATE til at blive kommunikationsmedarbejder i IBIS-domicilet på Nørrebro i København.
IBIS, hvorom hun for nylig sagde i et interview: – Det er en politisk organisation, jeg er meget enig med. Det er ikke bare hattedamer, vi skal ikke redde verden. Folk kan godt redde sig selv, vi skal bare hjælpe med at give dem muligheden.
Efter uddannelsen som journalist i 1983 gik vejen bl.a. over “Demokraten Weekend”, men snart kaldte Afrika, nærmere betegnet Namibia. I 1990 rejste hun med mand og barn som “lærerinde” til landet i det sydvestlige Afrika og arbejdede som træner for landets første sorte journalistelever. Hun engagerede sig også i den første lokalradio i slumbyen Katutura uden for hovedstaden Windhoek.
Det blev 3 spændende år i den nyslåede uafhængige nation, hvor IBIS havde bistået SWAPO under hele frihedskampen. I 1993 gik turen 2 år til et andet stort “IBIS-land”, Mozambique, hvor hun bl.a. arbejdede free lance for flere danske medier.
Hendes virke i en 3. Verdens-sammenhæng spænder også til jobbet som kursusleder for journalister til bl.a. Indien og Bangladesh.
I anden sammenhæng var hun i 1998 en af drivkræfterne, der sørgede for, at et kvartersløft-projekt i Holmbladsgade på Amager fik sin egen lille lokalavis “Holmbladet”. Og hun har ikke sluppet dette arbejde med ansættelsen i IBIS. Her skal hun arbejde 30 timer, så der bliver tid til tiltagene på Amager.
De 30 timer er også valgt, fordi det, som hun siger “er vigtigt at bevare en grad af frihed og en kritisk distance”.
Den åbne og positive Hanne Selnæs, som de sidste 3 år var tilknyttet DJHs åbne uddannelser som underviser, giver i øvrigt nogle tankevækkende svar i et nyligt interview i fagbladet “Journalisten”.
Er der for lidt selvkritik i u-landsmiljøet?
– Ja, det er der klart en tendens til. Hvis folk er syltet ind i deres eget miljø og deres egen sag, så kan det blive vanskeligt for dem at forstå, at alle andre ikke også synes, at netop den sag er den vigtigste i verden.
Er du ikke selv i fare for at blive for selvfed?
– Selvfølgelig er jeg det. Det er vi alle på det her felt, og derfor er det godt stadig at have en fod udenfor i virkeligheden. Det er vigtigt ikke at blive for indspist.
Hvordan gør du en forskel hos IBIS?
– Der er klart behov for, at u-landsorganisationer som IBIS kan slå bedre igennem. Konkurrencen om opmærksomhed i medierne er stor, og alle skal være klar til at svare på en mere rimelig og troværdig måde. Helt konkret kan jeg forhåbentlig gøre organisationen bedre til det.
Med fødselarens brede forudsætninger, erfaring og engagement skulle der være gode muligheder herfor. Det er bestemt tiltrængt. Ifølge rundspørger er IBIS den mindst kendte af de større projektudførende bistandsorganisationer herhjemme.
Se også telegrammet www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=937&mode=Navne
