En diplomat for (næsten) hele verden

Ole Wøhlers Olsen


Foto: Eventyrernes klub
Forfatter billede

Fødselaren blev cand.jur. i 1966 og kom tre år senere til udenrigs-tjenesten; den gerning der skulle blive hans livsopgave med godt 40 år som diplomat (1969-2010).

Han har været udstationeret som ambassadesekretær, ambassaderåd, chargé d´Affaires i Marokko, Algeriet, Angola og Filippinerne.

Og været ambassadør i Saudi Arabien med sideakkrediteringer i Oman og Yemen, i Chile med sideakkreditering i Peru, i Syrien med sideakkrediteringer i Libanon og Jordan samt – som sidste post – Algeriet med sideakkrediteringer i Mauritanien, Tunesien og Libyen.

Han var også en slags guvernør for Iraks fire sydligste provinser i tre omtumlede måneder i 2003, hvorfra han blev hjemkaldt – eller selv pakkede kufferten – på grund af, hvad han opfattede som umulige arbejdsbetingelser under den dav. amerkanske ledelse efter Irak-krigen.

"Kultur-muslim"

Ole Wøhlers Olsen er blevet sendt ud til nogle af de mest problematiske positioner i Mellemøsten og den arabiske verden som sådan. Måske har hans konvertering til islam tilbage i 1968 været en fordel.

Muslim er dog så meget sagt; han harudtalt til Berlingske, at han "ikke kaster sig ned på gulvet på bedetæppet fem gange om dagen" og vil hellere kaldes "kulturmuslim".

Eventyrlysten har bragt ham vidt omkring og han dyrker fortsat møderne og rejserne med Eventyrernes Klub, som han har været medlem af i 35 år. Ud for medlemsnummer 338 skriver han om sig selv: 

Blaffet i Mellemøsten og Nordafrika 1963-65. Boet hos tuaregerne i Libyen. Blaffet Istanbul-Tokyo og retur via USSR 1967-68. Boet i Marokko og Algeriet 1971-75. Angola 1977-79 under borgerkrigen. Manila 1979-84. Ambassadør i Saudi Arabien 1987-94. Oplevede Golfkrigen og cyklede fra Riyadh til Mekka. Ambassadør i Chile 1994-99, i Syrien 1999-2005 og i Algeriet 2006-2010.

Han er tillige kulturel rejsefører i Mellemøsten og Nordafrika med mindst seks fremmedsprog i bagagen.

Han fylder dog især pensionisttilværelsen med arbejdet i sit sommerhus syd for Køge samt det øvrige år med rejser i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Indien og Sydøstasien.

Alt i alt lever han godt op til titlen på journalist Lally Hoffmanns bog om ham i 2004, "Beduin i Laksko".

Ole Wøhlers bidrog i samarbejde med 13 andre danske ambassadører i udarbejdelsen af den i 2015 udgivne bog "Danmark og verden efter den kolde krig" om dansk udenrigspolitik efter 1989.

Og debatten har han ikke lagt fra sig. Senest kritiserede han i TV Venstres og Socialdemokratiets ønske om udnævnelse af politiske ambassadører på centrale poser i stedet for klassiske embedsfolk.

Det brød han sig slet ikke om.