Journalist, forfatter og mæcén Jørgen Harboe, Rungsted Kyst, fylder 70 lørdag d. 13. april 2013.
Af Jesper Søe, U-landsnyt.dk
Når fødselaren fejres på dagen i Studenterkilden i Klampenborg i det nordlige København kan han tænke tilbage på samme dato for tre år siden.
Da udkom frugten af det meste af ti års arbejde, nemlig biografien om Kaj Baagø, en af de markanteste skikkelser, dansk u-landsvirke har oplevet, og som på det kirkelige felt var missionæren, der ikke ville missionere.
Baagø vender vi tilbage til. For dagen i dag er først og fremmest Harboes (runde) dag.
Det hele begyndte for 45 år siden, da han troppede op på Kristeligt Dagblad som journalistelev i 1968. Et lille blad, hvor man – hvis man ellers kunne skrive – meget selv definerede sit emnefelt.
Han, der just var hjemvendt efter at have boet i Israel et år lige efter seks-dageskrigen, faldt naturligt over Mellemøsten. Snart klaprede tasterne på skrivemaskinen og historier om u-landene sprøjtede ud.
Så kaldte u-landsforeningen Svalerne og Sydasien. Harboe var en af fire volontører (u-landsfrivillige) på et hold, som Svalerne sendte til Bangladesh i august 1976. Tre af dem var helt nyuddannede socialrådgivere, mens han var journalist. Og ingen havde nogen praktisk erfaring med udviklingsbistand.
Som han skrev for nylig i sin faste blog her på U-landsnyt.dk:
“Den ballast, Svalerne gav os med på rejsen, bestod først og fremmest i nogle måneders ophold i foreningens klunserkollektiv i Lyngby ved København. Kollektivet var inspireret af den franske præst Abbé Pierres tanker om arbejde for og med de fattigste, den samme ideologi, der lå bag Svalernes udviklingsarbejde”.
“Således moralsk oprustet sendte de os ud for at lede og drive to udviklingsprojekter i Bangladesh”.
Se det var erfaring ude fra felten i praktisk u-landsarbejde fra første færd. Og forholdene var primitive. Harboe har engang fortalt, hvordan en udsendt pige gik i komatisk rædsel, da en indvoldsorm bevægede sig ud af hendes næsebor.
Forbindelsesmand til Tigrene
Siden er det blevet til ophold i flere af verdens brændpunkter.
F.eks. som menneskeretsovervåger i Rwanda et år efter folkedrabet i 1994, våbenhvileobservatør i det på mange måder ligeså blodbestænkte Sri Lanka (Ceylon), hvor han var forbindelsesmand til de Tamilske Tigre, og som valgobservatør for Det Humanitære Beredskab, det navn som indsatsstyrken af parate, vidende og robuste danskere tidl. lød.
Og meget andet, så meget, at vi kun kan kaste sonder ud.
Overskrifterne hedder folkeoplysning herhjemme om den globale fattigdom, usædvanlig vedholdende debatvirksomhed om u-landenes sag og forhold, indlæg om dansk og international bistand i mængde, et forfatterskab, der trækker meget synlige spor, og en ret så enestående rolle som mæcén for at ophjælpe dét han tror på.
Forfatterskabets allerførste produkt handlede om jute og retfærdige råvarepriser – om hvordan den rige verden kan udnytte den fattige. Senere fulgte “Bangladesh – en politisk og økonomisk oversigt” på opdrag af Danida – en af de desværre hedengangne bredt oplysende små bøger om udvalgte bistandslande, som Danida blev berømmet for at udgive.
I 1995 kom den delvis selvbiografiske “Gensyn med Jerusalem”, hvor han med sin “elegante prosa formåede at give et kyndigt, myndigt og nuanceret billede af smeltediglen Jerusalem og dens menneskemyriader”, som det blev beskrevet.
Bogen om Henning Holck-Larsen
I 1999 udsendte han bogen “Tigeren i sit leje – Henning Holck-Larsen og hans virksomhed i Indien” med et 346 siders portræt af en af indisk industris store mænd, den danske ingeniør, der i 1938 sammen med kollegaen Søren Toubro etablerede virksomheden Larsen & Toubro.
Koncernen endte med at blive leveringsdygtig i næsten alt, fra ølkapsler, paraplyer og kernekraft til tørdokker, havne og mejerier. Virksomheden er i dag et svinghjul i Indiens industriudvikling, et imponerende og eventyrligt stykke mellemfolkeligt udviklingsarbejde.
Begge disse bøger er udsolgt.
Så skulle der gå mange slidsomme år, før – man kan næsten sige – kronen på værket så dagens lys i april 2010. Nemlig bogen om Kaj Baagø, der tegner et detaljeret og inciterende rids af en markant personlighed og den bistand, han var med til at forme.
Baagø (1926-1987) startede ud som missionær i Indien, senere kom han til Danida og var med til at lægge grunden for den fattigdomsorientering, som har præget dansk bistand. Han blev bilateral chef i Danida og endte som ambassadør i Indien, hvor han døde alt for tidligt, kun 61 år gammel
Journalist Uffe Torm anmeldte bogen om Baagø “Manden der ville frelse verden” her på U-landsnyt.dk – se anmeldelsen på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-05-10/kaj-baagoe-et-menneske-2-verdner-og-3-liv-bogen-ma
Vil gerne fortælle en god historie
Selv sagde Harboe til Lokalavisen i Hørsholm, at “Baagøs historie er i en vis forstand mit eget livs historie. Jeg bryder mig ikke om at skrive selvbiografi, men jeg bruger gerne mine egne oplevelser til at fortælle en god historie”.
Lokalavisen skrev bl.a.:
“Jørgen Harboe kan fortællingens håndværk. Han tryller behændigt med værktøj fra både historieforskning, journalistik og skønlitteratur, og som en anden Hemingway får han ud af de mindste hverdagsdetaljer i (hustruen) Kitte og Kaj Baagøs liv skabt et større perspektiv, som vi først får øje på, når vi efter åndeløs læsning har lagt bogen fra os”.
Og videre: “Bogen tegner gennem kilder ude og hjemme et mangefacetteret billede af, hvad der drev Kaj Baagø og hvordan han med snilde, stædighed og en næsten eventyrlig arbejdsevne nåede de mål, han havde sat sig”.
“Eller rettere, de fleste. Enkelte ambitioner slog fejl. Jørgen Harboe sørger for at få hovedpersonens ærgrelser og anfægtelserne med i paletten, og det får i særdeleshed fortællingen til at leve og ånde. Det er næsten film i bogform. Det er i hvert fald godt skrevet”.
Ringen sluttet
Baagø var første modtager af danske globale journalisters hædersbevisning, Nairobi-Prisen. Det var tilbage i 1980. 29 år efter – i juni 2009 – fik Harboe selv prisen.
Og samtidig havde en langt senere prisvinder skrevet en bog om den første. Cirklen var sluttet.
Fortid og nutid mødes – dog således, at der på grund af trakasserier omkring udgivelsen skulle gå det meste af et år, før den kom på gaden.
Man kan se Harboes takketale for prisen på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/18-06-09/modtager-af-nairobi-prisen-tak-tak-og-lad-prisen-g
Behøver vi næsten nævne, at Harboe var blandt de syv dedikerede journalister, som i juni 1976 var med til at stifte Nairobi-klubben i Kenyas hovedstad.
Fundatsen for prisen lyder sådan:
Nairobi-klubben kan en gang om året uddele ”Nairobiprisen” til en person, gruppe eller organisation, som på anerkendelsesværdig måde har bragt de fattige landes vilkår frem i danske medier, eller som har stået for et perspektivrigt initiativ til gavn for befolkningsgrupper i fattige lande”.
Der var kun to kandidater til prisen i 2009 og Harboe vandt suverænt. Når han fik sin længe fortjente hæder netop dét år, hænger det nok også sammen med, hvad der var sket året før.
Manden med den store papkasse
Harboes far, Niels Harboe, var død i 2006, 88 år gammel. Salget af hans livsværk, medicovirksomheden Dako til kapitalfonden EQT, udløste milliarder til deling mellem små 30 efterkommere af Niels Harboe og hans bror, Gunnar
En af dem var Jørgen Harboe, som blev – det kan vi vel godt skrive – en holden mand. Men det medførte helt nye perspektiver. Harboe blev mæcén, manden, der kom med en stor papkasse til oplysning herhjemme om nationerne i Afrika, Asien og Latinamerika.
Han stiftede i begyndelsen af 2008 en ny fond, der fik navnet Timbuktu-fonden, med 10 millioner kr. i kapital. Afkastet skulle så vidt muligt hvert år udloddes til projekter for u-landsoplysning.
Som han sagde: “Det er gået voldsomt tilbage for u-landsjournalistikken. Det vil jeg gerne være med til at rette op på”.
Og videre:
“Før så vi befolkningen i de fattige lande som medmennesker, vi ønskede at hjælpe og komme i møde. I dag ser vi dem som terrorister og fjender. Jeg vil være med til at vende den stemning, som f.eks Dansk Folkeparti står for”.
Jørgen Harboe var vred over nedskæringerne på u-landsområdet under den dav. VK-regering.
“De betyder, at organisationerne i dag mest laver oplysning knyttet til fundraising. Det er alt for snævert. Jeg ønsker at koble befolkningen og bistanden sammen. Danskerne skal vide, hvad det handler om”, sagde han.
Han kaldte u-landsoplysningen for “præget af gold ligegyldighed og mekanisk tankegang”.
“Opgaven er at skabe et eksperimentarium for nye initiativer på området. Vi vil finde metoder til at lave engageret oplysning, så det igen giver mening. U-landsoplysning skal være en folkesag”, lød det.
Boost til U-landsnyt.dk
En stor konference på Christiansborg senere i 2008 trak alle mand af huse til debat om fondsmidlerne og i december samme år fik nyhedstjenesten U-landsnyt.dk som den første 160.000 kr. i fondsmidler til at videreudvikle portalen.
De penge blev helt afgørende for at forvandle medie-initiativet fra en idealistisk-sindet hjemmeside til en mere fuldbåren nyhedstjeneste – en tjeneste, der som et af MEGET få tiltag på området herhjemme nu er økonomisk selvkørende og netop har kunnet ansætte sin første lønnede redaktionssekretær på deltid.
Den slags giver redaktionel frihed, selvstændighed og tyngde. Så mon ikke Harboe finder pengene godt anvendt. Vi tror det.
Fonden har tillige søgt at give den kritiske u-landsjournalistik et boost ved at stifte Timbuktu-prisen, som i pengebeløb rager godt op i landskabet med en donation til prismodtageren på 100.000 kr.
Første modtager var den kulegravende reporter Tom Heinemann – et navn som Nobelpristageren Mohammed Yunus med garanti ikke glemmer lige med det samme.
Mikrolånenes far og hans bank blev grillet eftertrykkeligt – så meget at han afviste at lade sig interviewe af selvsamme Heinemann, da han besøgte Danmark tidligere på året.
Mange aftryk
Alt i alt mange og dybe fodtryk at sætte for dagens ubestikkelige fødselar.
Som Nairobi-klubbens formand, journalist Jan Kjær, sagde ved pristildelingen i 2009:
“Du er ihærdig, vedholdende og redelig. Intet gøgl og smartness over dig og derfor din afsky over fundraising og den type kommunikation”.
Da Jørgen Harboe for nogle år tilbage blev morfar, nøjedes han ikke med at glæde sig over sin nye status, men var under indtryk af de mange asylsager herhjemme med til at stifte foreningen “Bedsteforældre for asyl”.
Foreningens første manifestation udspillede sig på forpladsen ved indgangen til Hørsholm Kirke. “Til præstens store fortrydelse,” noterer Jørgen Harboe med slet skjult tilfredshed.
Også en side af ham.
“Hvil i fred u-land”
Vi lader ham få ordet til sidst ved at citere et af hans talrige debatindlæg, her med titlen: Hvil i fred u-land:
Dette er en nekrolog, en afsked med en af mine ældste og bedste venner: U-landet.
U-landet er nemlig afgået ved døden! Det skete vist nok for længe siden, men uden at nogen rigtig opdagede det. Danida vil sandsynligvis beskæftige sig med u-lande i mange år endnu, selv om de er væsener fra en anden tid. Spøgelser.
U-landet blev født efter Anden Verdenskrig som et barn af kolonifrigørelsen. Barnet blev undfanget i imperialismens syndige alliance mellem Nord og Syd.
Den førte til udvikling i Nord og det modsatte i Syd, mente man. Derfor stod u’et oprindelig for underudvikling. Opvæksten kunne først begynde, da kolonierne blev fri og kunne indhente det forsømte gennem udvikling.
Det var i de glade 1960ere. Dengang vi troede, u-lande kun behøvede et skub i den rigtige (læs: vores) retning. Så ville de blive fuldvoksne modne stater ligesom vores egne. Vi så kun én vej frem til den fagre voksne verden, og det var den, vi selv havde gennemløbet i de sidste 100 år, mens de blev holdt tilbage i forkrøblet infantilitet.
Udviklingsbistand blev den medicin, der skulle til. Den blev et skoleridt i patentløsninger. Landene var stort set ens og stod over for samme problemer, mente vi. Derfor forsøgte vi at hjælpe dem med standardbistand mod fattigdom, uvidenhed, overbefolkning, sygdom og underernæring.
Give them the tools, giv dem bare redskaberne, så klarer de kvikt resten selv, sagde vi for 40 år siden, da verden var ung, og håbet lysegrønt.
Dette er som nævnt en nekrolog, for u-landet eksisterer ikke mere i nogen virkelighed, selv om vi stadig slæber rundt med begrebet som fællesnævner for noget, vi ikke ved, hvad er.
For u-lande var aldrig ens og stod altid over for hver deres problemer. Fattigdom i Tanzania og Indien har forskellige årsager, for Tanzania og Indien er forskellige.
Men begrebet “udvikling” forførte os til at tro på én “udviklingsløsning”, der kunne kurere fattigdom i alle u-lande ud fra samme generelle udviklingsteori uden bund i nogen konkret virkelighed. Alle disse universalkure slog fejl, men troen på dem forfølger os, så længe vi holder fast i det døde begreb: udviklingsland. Derfor er det rigtigt at begrave det.
Man kan ikke besværge virkeligheden med ord og patentmedicin. Derfor bør begrebet u-land begraves. Det havde måske sin tid. Nu er tiden en anden. Hvis Danida tager sin egen fattigdomsorientering alvorligt, bør vi definere, hvad vi vil forstå ved fattige lande, holde os til dem og lade u-landene hvile i fred.
Det er langtfra blot en strid om ord, sluttede Jørgen Harboe.
Privat er han flyttet ned i stueetagen i sit elskede Rungstedhave og skal i det hele taget passe lidt på helbredet.
Måtte han holde mange år endnu. Et stort tillykke på dagen.
