Anmeldelse af Henrik Døcker
Det er en vægtig og meget oplysende bog om “Den globale udfordring”, som Danmarks FN-ambassadør Carsten Staur her har bedrevet.
Dens undertitel ”FN mellem relevans, legitimitet og handlekraft” signalerer, at der fokuseres på såvel FN’s betydning som dets effektivitet og folkeretlige forankring. Staur har levet sig virkelig ind i FN’s struktur og virkefelt, siden han – der er historiker af fag – overtog sit nuværende job i 2007.
Han påpeger bl.a. Sikkerhedsrådets unikke position i FN-systemet, fordi det efter FN-pagten kan træffe beslutninger, der er bindende for medlemsstaterne:
15 lande (de for tiden værende medlemslande i Sikkerhedsrådet) kan ’autorisere’ (dvs. påbyde) magtanvendelse mod lande eller personer, såsom indefrysning af penge, der måtte stå på en konto i et fremmed land, eller gennemføre handelsrestrik-tioner.
Det vil dog sjældent være i form af en egentlig ’ordre’, snarere en kraftig opfordring. Staur nævner ingen eksempler på, at en sådan opfordring ikke er blevet fulgt af et medlemsland.
Ligervis fik USA i 1950 af Sikkerhedsrådet bemyndigelse til at hjælpe Sydkorea, efter at det i 1960 var blevet angrebet af Nordkorea (Korea-krigen). Mere generelt har rådet altså ikke i egentlig forstand beordret stater til at skride til bestemte handlinger.
I den langvarige Mellemøst-konflikt har rådet således normalt bekræftet, hvad der er opnået enighed om andetsteds. Men i løbet af 2011 demonstrerede det betydelig handlekraft i to spørgsmål, nemlig vedrørende magtskiftet i Elfenbenskysten og oprøret i Libyen.
Det er velkendt, at Sikkerhedsrådet ikke magtede (og fortsat ikke magter) at få samme opbakning til en lige så markant international undsigelse af Syrien, om end mange stater har indført kraftige sanktioner.
Mens FN-styrker i Elfenbenskysten medvirkede til nedkæmpelse af Laurent Gbagbo, den forsmåede hidtidige præsident (som nu endog er bragt til Den Internationale Straffedomstol i Haag som tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden) kan Ba-shar al-Assad fortsætte nedskydning af civilbefolkningen i Syrien.
Magtpolitik vejer bestandig tungere end FN-idealer.
Slører manglende vilje
Carsten Staur påpeger prægnant, at en del lande, der massivt krænker deres egne borgeres (borgerlige og politiske) menneskerettigheder, gerne fokuserer på andre slags ’rettigheder’.
Eksempelvis ’retten til vand’, der er blevet ’udflettet’ af FN’s konvention om de økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder af 1966 med basis i dennes proklamation af retten til arbejde, social tryghed, sundhed med videre.
Derved sløres disse landes manglende vilje til at sikre væsentlige elementer i retsstaten. Staur kommer vidt omkring disse vigtige emner, herunder også Danmarks fortsatte indsats for at begrænse anvendelsen af tortur gennem resolutioner, men jeg savner nogle manifeste eksempler på enkelte lande, hvor dette har haft effekt.
Forfatteren fremhæver som noget væsentligt den rolle FN’s Udviklingsprogram (UNDP) spiller for, hvad man lidt frit oversat kunne kalde ’velfungerende styreformer’ (’good governance’). Hvordan parlamenter, kommuner og lokale forvaltninger opbygges med disses respekt for civilsamfundsorganisationer, fri presse, kort sagt så der tilvejebringes en ’demokratisk kultur’ i samfundet.
Meget af dette samles nu om dage i begrebet kapacitetsopbygning. Heri ligger også en fundamental styrkelse (man kunne måske sige skabelse) af borgere som rettighedsindehavere, mens de offentlige myndigheder er pligtbærere, dvs. kernen i menneskeretsproblematikken.
Jeg kunne have ønsket mig en smule mere om disse borgeres klagemuligheder, når deres rettigheder krænkes eller ikke opfyldes.
Europæiske fortrin
Den europæiske menneskerettighedskonvention er for de europæiske lande ”generelt mere detaljeret og relevant end FN’s menneskerettighedssystem”, skriver Staur.
Jovist, men bedre havde det været om han tydeligt forklarede, at Europas borgere har en menneskerettigheds-domstol, der kan tilkende menneskeretsofre godtgørelse (erstatning) for menneskeretsbrud. Det findes ikke i samme målestok, dvs. ikke så effektivt noget andet sted i verden.
FN-ambassadøren berører og beskriver et utal af emner og sætter dem ind i en meningsfuld sammenhæng i forhold til FN’s muligheder. Det er træffende, når han kalder det afgørende at nedbryde det klassiske skel mellem industri- og udviklingslande, mellem OECD-landene (som nu senest også omfatter Mexico, Sydkorea og Chile) og G77-landene, dvs. ca. 130 udviklingslande.
Som han skriver holder den gamle ”vi/de-opdeling” af verden ikke, når OECD-landenes andel af den globale økonomi for fremtiden vil falde, samtidig med at nogle af de nye økonomier, ikke mindst Kina, Indien og Brasilien, vokser kraftigt år for år.
Klima, bæredygtighed, nødhjælp, fredsskabelse er blandt de mange andre emner, der forstandigt og indgående beskrives i bogen, som er båret af dybt indsigt i og tro på De Forende Nationer.
Carsten Staur: Den globale udfordring, 317 sider, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Se mere på http://www.djoef-forlag.dk/vare/8757426732
Carsten Staur (57) kom til udenrigstjenesten i 1981 og kronede karrieren med chefposten for Danida (2001-2007), før han kom til New York som FN-ambassadør.
———
Henrik Døcker er journalist med speciale i folkeret.
Anmeldelsen er oprindelig bragt i FN-forbundets magasin “Global” og stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af forfatteren.
