Kommentar af Mattias Söderberg og Christina Ihler Madsen, Folkekirkens Nødhjælp
EU og Schweiz har offentliggjort bidrag til den internationale klimaaftale, men bidragene er ikke tilstrækkelige i forhold til videnskabens anbefalinger, og der er foreløbigt ingen løfter til fattige lande. EU undlader ligeledes at begrunde, hvordan deres bidrag kan betragtes som retfærdigt.
At opnå konsensus ved globale politiske forhandlinger er absolut ikke en simpel opgave.
Det plejer at ende med lange, og ekstremt svære, forhandlinger, og et udvandet kompromis. Ved de internationale klimaforhandlinger har man derfor valgt en ny tilgang. Alle lande skal præsentere, hvad de vil bidrage med, inden topmødet i december, hvor sløjfen så skal bindes.
Hvis de nationale ambitionsniveauer allerede er kendt, håber man, at det bliver nemmere at skabe enighed om globale rammer og samarbejdsmuligheder, der kan øge det totale resultat af en aftale. EU og Schweiz har, som de første, lige præsenteret sine bidrag og det ser desværre ud til at vi får en lav ambition.
Hurtige bidrag fra EU og Schweiz
EU’s mål er at reducere deres udledninger med ’mindst’ 40% fra 1990 niveauet, inden 2030. Det er sandsynligvis bedre end de fleste andre lande, men hvis man tager videnskabens anbefalinger og EU’s historiske ansvar med i overvejelserne, er dette mål alligevel ikke ambitiøst nok.
EU’s bidrag indeholder også en kryptisk formulering om at detaljer om skov og landbrug, skal falde på plads på et senere tidspunkt. Disse sektorer har dog stor betydning for EU’s udslip, og meldingen skaber derfor usikkerhed om hvad EU vil og hvordan dette vil påvirke målsætningen.
Schweiz ligger ud med et udslips reduktionsmål på 50%. Dette lyder umiddelbart som rigtig positive toner, men i realiteten er det blot 30% som schweizerne vil reducere hjemme, imens de resterende 20% skal foregå i andre lande. Derved kan de schweiziske ambitioner komme til at blive lavere end EU’s.
Hvad vil ulandene bidrage med?
Det som gør den kommende Paris aftale speciel, er at alle lande skal bidrage. Traditionelt er det kun de rige lande der får opgaver, men denne gang skal alle vare med.
Det er derfor interessant at se, hvad ulandene kommer med. Selv om flere ulande i dag er vækstlande, så kæmper de stadigvæk med store udfordringer i forhold til at skabe udvikling og velfærd.
Hvad skal prioriteres? At alle har mulighed for at gå i skole? Eller at landets udslip af drivhusgasser reduceres?
Hverken EU eller Schweiz har valgt at forholde sig til klimafinansiering, hvilket er beklagelig og ikke mindst problematisk. For hvordan skal ulandene kunne indrapportere deres mål, hvis de ikke får klarhed over hvor meget hjælp de kan forvente? Her har EU og Schweiz spildt en god mulighed for at komme ulandene i møde og højne det samlede ambitionsniveau.
Muligheder for at skrue ambitionen op
Når alle lande har fremsat sine målsætninger, må bidragene lægges sammen og analyseres. Hvis alle lande følger det ambitionsniveau som EU og Schweiz har sat, tegner der sig et billede af, at de samlede nationale bidrag ikke vil række til at holde den globale opvarmning under de kritiske 2 grader.
Og hvad gør vi så?
Topmødet i Paris får derfor en vigtig opgave. Hvis de nationale bidrag ikke løser klimaproblemet, bliver der behov for nye incitamenter og samarbejdsmuligheder, for at øge den samlede globale ambition og for at sikre, at alle er enige om, at den globale byrdefordeling er fair.
Men for at opnå enighed om hvad der er ”fair”, er det afgørende at forstå hvad landene vil bidrage med. Derfor er det yderligere problematisk når EU intet nævner om, hvorfor deres bidrag kan tolkes som fair.
Med konkrete argumenter vil der være et udgangspunkt, som parterne har mulighed for at diskutere og forhandle ud fra. Uden konkretiseringer vil forhandlingen ikke hjælpes på vej.
Derfor er det ligeledes positivt at Schweiz kommer med begrundelser i deres udmelding. Lad os håbe at de resterende lande vil følge det schweiziske eksempel på lige netop dette område.
Der er heldigvis tid til at forbedre målsætningerne inden Paris, derfor må vi håbe at de resterende lande hurtigt præsenterer deres mål og at de viser sig at være mere ambitiøse.
