Igennem de seneste ti år er der sket et fald i børnearbejde verden over samtidig med at antallet af børn, der kommer i skole, er steget. Nu gælder det derfor om at identificere hvad der har virket, og hvor der kan sættes endnu mere ind.
ILO peger på, at de centrale problemstillinger ved børnearbejde er, at børn er ekstremt sårbare overfor udnyttelse på både det formelle arbejdsmarked og i hjemmet, da deres arbejde ofte ikke er synligt for offentlige myndigheder.
De nyeste globale opgørelser viser, at omkring 120 mio. børn i alderen 5-14 år er involveret i børnearbejde. Drenge og piger er nogenlunde ligeligt fordelt her iblandt.
Årsagen til børnearbejde kan især relateres til fattigdom og mangel på ordentligt arbejde for de voksne. Desuden mangel på social beskyttelse og manglende indsats på at sikre at alle børn kommer i skole.
World Day Against Child Labour 2015
En række initiativer er særligt i fokus fredag:
- Der skal sikres gratis, obligatorisk undervisning af god kvalitet samt at alle børn har et trygt læringsmiljø.
- Der skal være nok uddannede lærere og kvaliteten af undervisningen skal sikres.
- Desuden skal der arbejdes på at sikre sammenhæng i nationale politikker omkring børnearbejde og skolegang.
Ikke levet op til 2015-målene
I FN’s 2015-mål er en målsætning at sikre, at ved udgangen af 2015 skal alle drenge og piger fuldføre en fuld grundskoleuddannelse. Dette mål kan nu ikke længere nås, skriver ILO.
Nylige data fra FN-organisationen UNESCO viser, at 58 mio. børn i grundskolealderen og 63 mio. ældre børn (svarende til secondary school i mange lande) fortsat ikke er indskrevet på en skole. Desuden møder mange af de indskrevne børn ikke op i skolen.
ILO har hvert år siden 2002 markeret kampen mod børnearbejde den 12. juni, for at bringe regeringer, arbejdsgivere, arbejdere og fagforeninger sammen for at diskutere hvad vi kan gøre for at afhjælpe børnearbejde verden over.