I 1976 ankom en ung, dansk medicinstuderende kort før sin 25-års fødselsdag til Swaziland i det sydlige Afrika for at hjælpe til på det lille hospital i byen Mankanyane med dengang ca. 500 indbyggere.
Opholdet skulle kun have varet ét år, men kom til at vare i 3 år og kom også til fuldstændigt at ændre den unge medicinstuderendes tilværelse.
Et kolossalt sundhedsløft
Det kunne være gået rigtig galt: Vi kunne have fået en selvforherligende ”så gjorde jeg det, og så gjorde jeg det”-fortælling uden perspektiv og analyse. Vi kunne også have fået endnu en teoretisk og nørdet rapport om de seneste årtiers indsatser, metoder og trends i den danske og globale udviklingsbistand på sundhedsområdet.
Heldigvis får vi ingen af delene. I stedet får vi en spændende og i ordets bedste forstand opbyggelig fortælling, der på overbevisende facon forklarer baggrunden for en af verdens bedste nyheder gennem de seneste årtier, nemlig det kolossale sundhedsløft af verdens fattige. For eksempel at levealderen i lavindkomstlande steg med 22 år i en periode på blot 35 år, mellem 1960 og 1995, og er fortsat med at stige siden – for blot at nævne ét af bogens mange eksempler.
Jørn Heldrup bruger nemlig ikke sine imponerende mange ansættelser rundt omkring i verden til at imponere, men til at gøre de mange begreber, organisationer, indsatser og vedkommende, forståelige og relevante.
Tag bare det tidlige ophold i Swaziland: Hvad kan en ung, dansk medicinstuderende overhovedet udrette i så anderledes et land med så få ressourcer? spørger Jørn Heldrup, og det spurgte han nok også sig selv dengang.
Han giver selv svaret i bogen, der skildrer, hvordan han ikke nøjedes med at være gapfiller, men sammen med lokale kolleger tog fat på at udvikle enkle manualer til at tackle de mest almindelige sygdomme og trænede sundhedspersonalet i at bruge manualerne – i første omgang i distriktet, senere – og det var derfor det blev til 3 år i Swaziland – i hele landet. Og de nye manualer og træningen virkede.
Fra projekt- til sektorprogramstøtte
Mødet med den afrikanske virkelighed anno 1976 overbeviste den unge medicinstuderende – og dermed også læseren – om, at det ikke er lidt bedre medicin hist og lidt mere udstyr pist, der for alvor sikrer verdens fattige en bedre sundhedstilstand. Det er det lange, seje træk, først og fremmest for bedre og mere velfungerende sundhedssystemer, men også for bedre levevilkår i øvrigt: bedre adgang til vand, uddannelse m.m.m.
Og det bliver Jørn Heldrups ledetråd gennem hele karrieren: Med Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia i 1980erne, med Danida i Tanzania – og mange andre steder – i 1990erne, hos WHO og GAVI (Global Alliance for Vaccines and Immunisation) i 2000erne.
Ved at bruge sine egne internationale stillinger som konkrete cases får Jørn Heldrup det f.eks. til at give god mening, at den danske bistand til sundhed og mange andre sektorer fra 1990erne skiftede fra projekt- til sektorprogramstøtte.
Danmark som stormagt
Jørn Heldrups egen historie er – og bliver i bogen – også historien om især den danske, men også den globale bistand til sundhed for verdens fattige. Jørn Heldrup skildrer fra sine mange forskellige maskinrum, hvordan Danmark op gennem 1980erne og 1990erne kombinerede sine indgående erfaringer fra bilaterale sundhedsbistand til adskillige lande i Afrika og Asien med globale indsatser i WHO, Verdensbanken og andre globale fora, og at det gjorde, at lille Danmark omkring 2000 blev set som en af de førende donorer inden for global sundhed og udvikling.
Ja, man kan næsten sige, at Jørn Heldrup kommer til at personificere den kobling imellem de barske arbejdsvilkår på den underbemandede sundhedsklinik i det fattige udkantsafrika og indsatsen på de bonede gulve ved internationale konferencer, der har karakteriseret dansk sundhedsbistand, når den har været bedst.
Den kobling er helt afgørende, mener Jørn Heldrup, og han beskriver – og begræder, at den er under afvikling: Ikke blot er dansk sundhedsbistand faldet markant. Den bilaterale sundhedsbistand, der tidligere gav så vigtige erfaringer og kontakter, er næsten afviklet. Den sundhedsfaglige ekspertise – som Jørn Heldrup – i udenrigsministeriet og på de danske ambassader, der sikrede den altafgørende faglige dialog med partnerlandene, er også stort set væk.
Det er på mange måder den samme historie, som Lars Engberg-Pedersen fortæller i sin fremragende og tankevækkende serie af indlæg her på Globalnyt: ”Danmarks fald fra udviklingstinderne.”
Lars Engberg-Pedersens artikelserie og Jørn Heldrups bog fortjener en bred læserskare og kan især anbefales til dem, der trænger til at blivemindet om, at isolerede og højprofilerede indsatser nok kan skabe opmærksomhed, men at det er det lange, seje, brede, vedholdende og desværre ofte lavprofilerede træk, der skaber bæredygtig udvikling.
Saxo e-bog 100 kr., paperback 164 kr.
