Koncernchef og admin. direktør Stine Bosse, Dronningmølle i Nordsjælland, fylder 50 tirsdag den 21. december 2010.
Udover sin erhvervskarriere, som i 2002 bragte den cand.jur.-uddannede kvinde i spidsen for Nordens næststørste forsikringskoncern (Tryg), er fødselaren dybt engageret i socialt arbejde og i virket for Den 3. Verden.
Det vel nok mest spektakulære indenfor det sociale arbejde var, da hun i 2008 tog på en 5 dages TV-transmitteret vandretur i Spanien med 4 kriminelle indvandrerdrenge for at se om hun og de kunne nå frem til en fælles forståelse og respekt for hinanden. Det kunne de (se til sidst).
I regi af Den 3. Verden er det så klart hendes formandskab i fadder-skabsorganisationen BØRNEfonden, der har været i mediernes søgelys flere gange det seneste års tid. Og ikke altid for det gode.
Allerede baggrunden for hendes tiltræden i marts 2009 som bestyrel-sesformand i fondens hovedkvarter på Jagtvej i København var bemærkelsesværdig. Hun kom nemlig til, fordi den hidtidige formand gennem 10 år, fhv. direktør i FDB, Bjarne Møgelhøj, havde måttet gå med slemme ridser i lakken.
Dagbladet B.T. afslørede i november 2008, at han havde et kæreste-forhold til en kvindelig ansat i fonden.
Parret mødtes ved et Røde Kors-møde og kort efter var hun ansat i BØRNEfondens informationsafdeling, samtidig med at forholdet fortsatte med at udvikle sig.
Avisskriveriet blev for meget for den på det tidspunkt kendis-spækkede bestyrelse, som bad ham trække sig.
Næppe havde kalenderen rundet årsskiftet 2009-10, før en grim sag dukkede op i et radioprogram. Her fik lytterne at vide, at BØRNEfonden havde efterladt tusindvis af sponsorbørn i det borgerkrigstraumatisere-de Rwanda i Centralafrika. Børn, der var blevet lovet en uddannelse, betalt af danske sponsorer.
Historien var den, at BØRNEfonden forlod Rwanda i 1994 efter det uhyggelige folkedrab, som på blot 100 dage kostede mellem 800.000 og en million mennesker livet. Andre organisationer som Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp blev, da Børnefonden trak sig ud.
Til sponsorerne skrev BØRNEfonden dengang, at hjælpearbejdet ville blive genoptaget, når det på nogen måde var muligt, og at fonden ville gøre sit yderste for at yde sit bidrag til børnene i et Rwanda i nød.
Men fondens daværende programchef i Rwanda, Marian Tangaa, instruerede i stedet medarbejderne på kontoret i Rwandas hovedstad, Kigali, om at brænde alle papirer på sponsorbørnene. Også de julekort, som børnene havde skrevet til deres danske sponsorfamilier, og som lå klar til at blive sendt af sted til Danmark.
Stine Bosse trådte i karakter og gav sponsorerne en uforbeholden undskyldning: “Der er én ting at sige på vegne af BØRNEfonden. Det er et stort undskyld. Det må have været en ganske voldsom oplevelse”, lød det. Hun lovede samtidig, at organisationen, hvis den i fremtiden kom i en lignende situation, for alt i verden ville forsøge at undgå et tilsvarende tillidsbrud.
Der gik ikke mange måneder, før den næste sag rullede op. Det skete i juni med en artikelrække i Ekstra Bladet, som havde besøgt det fattige Benin. Bladets reportere skrev om seksuelt misbrug af børn i fondens varetægt i det vestafrikanske land og om et børnehjem, der nærmest fungerede som et slags lokalt horehus.
Ikke nok med det. Ekstra Bladet gjorde gældende, at BØRNEfondens direktør, Annette Lüdeking, havde søgt at skjule oplysninger om forholdene, så længe hun kunne. Dvs i årevis.
Sagen blev flittigt omtalt i u-landsnyt, hvor Stine Bosse, via en pressetalsmand – på direkte opfordring fra denne nyhedstjeneste – oplyste, at heller ikke hun var blevet gjort bekendt med forholdene af sin direktør, før Ekstra Bladet omtalte dem i stort opsatte artikler.
Det fik imidlertid ingen umiddelbare konsekvenser for den uheldige direktør, der kunne fortsætte på posten. Til gengæld lovede Stine Bosse en ny og meget mere åben kommunikationsstrategi, hvor intet fremover ville blive skjult.
Den blev vedtaget på et bestyrelsesmøde i november i år – se også http://bornefonden.dk/om-bornefonden/kommunikationspolitik – og overra-skende nok uden at der nogensinde er udsendt en pressemeddelelse herom.
Den dårlige omtale har dog fået konsekvenser. Berlingske Tidende kunne således i oktober skrive, at BØRNEfonden i år har mistet 3.300 sponsorforældre til børn i Den 3. Verden. Kommunikationschef Marianne Schou Delkus forklarede det overfor avisen med “eftervirkningerne af finanskrisen”.
Samme udvikling syntes imidlertid ikke umiddelbart at kunne spores hos 2 andre sponsor-organisationer for fattige u-landsbørn. PLAN Danmark havde ifølge Berlingske mærket frafald, men samtidig konstateret en nettotilgang af faddere det seneste år.
I SOS Børnebyerne var der også netto-tilgang af faddere. Direktør Hanne E. Rasmussen opgav tallet til “5.000 flere aktive faddere om året de sidste par år”.
Samtidig sagde direktør Robert Hinnerskov i indsamlingsorganisatio-nernes brancheorgan, ISOBRO, til Berlingske, at “danskernes vilje til at støtter almen velgørenhed er stigende og afspejler ikke finanskrisen”.
Så der er nok at tage fat på for den aktive og engagerede formand, hvis internationale status fik et ordentligt boost, da hun på opfordring fra udviklingsminister Søren Pind (V) blev udpeget til FNs Millennium Development Advocacy Group.
Her skal hun sammen med topledere og toppolitikere fra hele verden sikre international opmærksomhed omkring verdens fattigste og de så-kaldte 2015 mål, hvis hovedsigte er at halvere den globale fattigdom.
U-landsnyt interviewede hende herom tidligere på året, uden dog at få specielt mange konkrete meldinger – se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/16-09-10/interview-med-stine-bosse-danmarks-medlem-i-ny-eks
Udnævnelsen har under alle omstændigheder været med til at gøre hende (endnu mere) kendt i det store udland. Her forleden kårede det ansete britiske blad “Financial Times” hende til den 22.ende mest magtfulde erhvervskvinde i verden.
Engageret, nærværende, dygtig og indfølende er ord, der hæftes på dagens fødselar. Vi lader de 4 indvandrerdrenges rap efter vandre-turen til erhvervsbossen med de mange millioner i årsløn stå til sidst:
“Jeg er Stine Bosse.
Jeg har så meget magt, at hvis bare jeg kigger på dig, mister du den ene nosse.
Men jeg rummer også andre elementer
F.eks. kan jeg kigge på jer, så jeres hjerter smelter
Jeg har et moderinstinkt i mig og vil gøre alt på jeres vegne
Man skulle næsten tro, at I var mine egne
Det sidste vi kan sige om Stine the Boss
Er, at vi føler os trygge, for vi ved, hun holder hånden over os…”
Indvandrerdrengene er betegnende nok stadig en del af hendes omfattende netværk, som helt privat tæller en kæreste, 2 voksne døtre og et barnebarn.
