En sang om Afrika
Jean-Lorantz Lafontaine
Illustreret af Bjarne Sørensen
Trykt af Thomas Lafontaine Pilegaard
Udgivet november 2016
199 sider
Bogen kan købes på www.jambo-shule.dk
Jean-Lorentz Lafontaine skriver i et sjovt, affekteret sprog, der er fuldt af ord som ”skøn”, ”glædesbombe” og ”dejlig”, om en tur til Kenya, hvor han og en rejsemakker besøger forskellige projekter, som de støtter økonomisk gennem organisationen Jambo Shule. Det er swahili og skal nok oversættes til ”hej skole”, men jambo betyder mange forskellige ting, for eksempel at have problemer.
Det er nu fem år siden, de to rejsepartnere startede organisationen, og i den anledning udgiver de en bog om deres oplevelser med projekterne. Da bogen er fuldt finansieret, går hele bogens indtjening ubeskåret til projekterne i Kenya.
De to besøger børn i et fattigt landdistrikt i nærheden af Kissi, som de støtter direkte ved at betale deres skolepenge, og et skoleprojekt i en slum i Nairobi, hvor de blandt andet donerer en legeplads og en nyttehave. Og så tager de lige en afstikker til Mombasa, hvor de besøger nogle venner.
Lafontaine beskriver levende de fattige børns smittende glæde, trangen til at hjælpe og de frustrationer, der opstår, når lokalbefolkningen ikke kan forstå den danske punktlighed eller ikke kan se idéen i et bestemt projekt og derfor ikke deltager så entusiastisk, som han kunne ønske sig. Der er ingen tvivl om, at hans kærlighed til Kenya er ægte, men man føler indimellem, at den balancerer mellem fascination og foragt.
En hårfin balance
De fleste, der har boet eller arbejdet i Afrika, vil formentlig på et eller flere tidspunkter have oplevet nogle af de irritationsmomenter, Lafontaine beskriver: Tilsyneladende ligegyldighed, udeblivelse fra aftaler, priser, der konstant stiger, folk, der lige skal prøve lykken med historier, der måske er mere opdigtede end sande, selvfede embedsmænd, der misbruger deres magt vilkårligt og forventer facilitation-penge, nepotisme og konstant usikkerhed over, om ens venner virkelig er ens venner, eller bare er på udkig efter en nem indtjeningsmulighed.
Men hvor en forfatter som Jakob Ejersbo gennem konkrete historier formår at beskrive den særlige blanding af fascination med folket og kulturen og frustration over den manglende lighed i relationerne og den deraf konstant lurende konflikt uden nogensinde at forfalde til generaliseringer, lykkes det ikke altid for Lafontaine.
Selvom jeg selv har været igennem alle de problemer, han beskriver og kan nikke genkendende til det hele, kradser det alligevel i øjnene, når en negativ oplevelse bliver efterfulgt af en bemærkning som: ”Han er som de fleste kenyanere er, og at finde en samarbejdspartner der agerer mere efter vores hoved er nærmest umuligt, derimod må en del af projekterne være at prøve, at få dem til at forstå vigtigheden af samarbejde og pålidelighed” (side 58).
Bogen er krydret med Karen Blixen-citater, hvilket ikke ligefrem fjerner følelsen af, at forfatteren måske ser ned på kenyanerne. Lafontaine er selv inde på, at Blixen bliver beskyldt for at være racist, men han mener, at hvis man ser hende som et produkt af sin samtid, var hun faktisk temmelig progressiv og så kikuyuerne som meget mere menneskelige end de fleste af hendes med-koloniherrer. Han ser hendes dybe kærlighed til landet og har flere Blixen-citater tatoveret på sin krop.
Ægte begejstring, ægte kærlighed
Samtidig kan der ikke herske nogen tvivl om Lafontaines kærlighed til Kenya og især til landets fattige børn. Han har ikke mere til overs for velgørenhedsindustrien eller fattigdomspornoen, end han har for nepotistiske og korrupte embedsmænd, og han forsøger altid at beskytte de børn, organisationen hjælper, så de ikke en dag skal finde de mest intime detaljer af deres liv plastret ud over en fundraisingside på internettet.
Han kender mange detaljer om landets historie, som han flittigt refererer til, og han forsøger næsten altid at komme til at tale med de mennesker, han møder, så han kan sætte sig ind i deres baggrund og motiver, i stedet for bare at betragte dem som irriterende og i vejen. Hans ønske om at engagere sig i landet er tydeligvis ægte.
Anbefaling med forbehold
Selvom jeg mener, at det er i orden – og faktisk ønskværdigt – at italesætte problemer, man oplever i Afrika, og selvom jeg, som Lafontaine, synes, at Karen Blixen har mange forsonende egenskaber og ikke bare var en gammel, håbløs racist helt uden for pædagogisk rækkevidde, så mener jeg stadig, at bogen ligger lige på grænsen. Jeg tror, at mange, der er mere optaget af politisk korrekthed end jeg, kan finde den stødende.
Begejstringen, det lidt skæve sprog såvel som historiens genkendelighed gør bogen sært medrivende, og selvom generaliseringerne irriterer med deres forsøg på at beskrive en hel befolkning gennem nogle mere eller mindre heldige oplevelser med enkeltpersoner, kan man læse historien om Jambo Shule og Lafontaines oplevelser i Kenya mellem linjerne. Dét er en spændende og imponerende historie om en meget stædig mand, der gerne vil hjælpe. Den ville have været endnu bedre, hvis generaliseringerne havde været udeladt.
