10 års borgerkrig og måske 239 års kongemagt er afsluttet
Kommentar af Poul Struve Nielsen, journalist og kommunikationsrådgiver
Historisk: 83 Maoister aflagde ed, da de 330 medlemmer af Nepals midlertidige parlament for første gang trådte sammen mandag.
Det markerer afslutningen på 10 års borgerkrig, at maoisterne er kommet ud af deres skjul i bjergene for at indtage pladserne i parlamentet. Borgerkrigen har kostet 13.000 mennesker livet, og det er fantastisk for Nepal, at blodsudgydelserne nu synes standset.
Det markerer også afslutningen på Shahdynastiets greb om magten. Dynastiet stammer fra den lille by Gurkha, som også er kendt for at levere trofaste soldater til den britiske hær. Kong Gyanendra forfædre flyttede hovedstaden til Kathmandu i 1768.
Siden har kongefamiliens haft et – ganske vist ikke altid lige fast – greb om magten. Nu har den midlertidige forfatning ophævet Gyanendras status som statsoverhoved og overgivet alle hans statslige funktioner til premierministeren. Dermed har han mindre at skulle have sagt i Nepal end dronning Margrethe har i Danmark.
I juni næste år bliver der holdt valgt til en ny grundlovgivende forsamling, som skal beslutte, om kongehuset skal have nogen fremtid i Nepal.
Det er nok på tide at lade kongefamilien gå på i hvert fald førtidspension. Efterkommerne har ikke løst den opgave, som Kong Tribhuvan påtog sig, da han i 1951 vendte tilbage fra et kort eksil i Indien og tog over Rana-familien, hvis feudale styre havde præget Nepal siden 1816. Opgaven var at modernisere Nepal og bringe det ind i det 20. århundrede.
Missionen mislykkedes
Den 1. juni 2001 stod det reelt klart, at den mission var mislykkedes. Hvad der reelt skete den dag, får vi nok aldrig at vide. Den officielle version er, at kronprins Dipendra skød sin far, Kong Birendra, og resten af familien, inden han skød sig selv.
Gyanendra befandt sig i kongefamiliens palads i Pokhara under tragedien. Han overtog tronen efter broderen.
Hans tid ved magten udviklede sig til et rædselsregime, hvor den demokratiske udvikling blev sat over styr, mens korruptionen rasede videre sammen med borgerkrigen. Kongen svævede over vandene og magtede ikke at komme ned fra sit elfenbenstårn på verdens tag for at føre de reelle politiske forhandlinger og indgå de kompromiser, der var nødvendige for at bringe Nepal ud af dødvandet.
Siden 1951 er magten bølget frem og tilbage mellem de politiske partier og “Paladset”, som kongehuset er blevet kaldt i daglig tale. Det har til tider været uklart, om det var kongen eller magtfulde rådgivere, der traf de vigtigste beslutninger, men Paladset har aldrig været til at komme uden om, for kongen har altid haft magt over hæren.
Folket i gaderne
I februar 2005 satte Gyanendra imidlertid Paladsets sidste gran af troværdighed over styr, da han opløste parlamentet og reelt genindførte enevælden. Det blev heldigvis på lånt tid. I april 2006 gik folket på gaden og til sidst gav kongen efter for presset og gav magten tilbage til parlamentet.
Folket havde også været på gaden i 1990, hvor Kong Birendra ophævede forbuddet mod politiske partier, så vi alle troede, at nu var Nepal et konstitutionelt monarki i stil med det danske. Forhåbentligt har de etablerede politiske partier lært noget af de fejltagelser, der blev begået i de 15 år, de fik ved magten fra 1990 til 2005.
Det lykkedes aldrig at komme korruptionen til livs. Selv når de absolutte politiske topposter er blevet fordelt, har det først og fremmest handlet om, at den enkelte kandidat skulle tilgodese sig og sine – ikke samfundet som sådan.
Selv om partierne har været ude i en, set med europæiske øjne lidt komisk, konkurrence om at have flest mulige marxistisk-leninistiske fraser i de politiske programmer, har der været både en social og en kastemæssig slagside. Det politiske liv har som enhver anden form for liv i Nepal gennem flere tusind år og også på det seneste været domineret af mænd fra de højere kaster.
Kvinder og kasteløse
Der kommer forandringer med maoisternes indtog i parlamentet. De lader sig nemlig repræsentere både af repræsentanter fra de lavere kaster og af kvinder. De stiller med 29 kvinder, der er 11 dalitter, 43 repræsentanter for større etniske minoriteter.
Spørgsmålet er, om flertallet i parlamentet vil tage de udstødte befolkningsgruppers ønsker og krav alvorligt, når det kommer til stykket. Vi må håbe det, for blandingen af korruption, patriarkalsk fatalisme, kaste og kongemagt har været en alvrlig hindring for Nepal udvikling.
Måske er det symbolsk, at også den partipolitiske leder, der har haft størst indflydelse på Nepals udvikling modvilligt synes på vej til en pensionisttilværelse. Den 84-årige premierminister Girija Prasad Koirala, som har kuppet sig tilbage til magten i Kongrespartiet hver gang, han er forsøgt udskiftet med yngre kræfter, var for syg til at deltage i åbningen af det midlertidige parlament.
Poul Struve Nielsen har arbejdet i to år som journalist i Sydasien og er forfatter til “Nepal – en politisk og økonomisk oversigt,” Danida 2001.
www.poulstruvenielsen.dk
