I den internationale debat og senest på COP26-mødet i november i Glasgow har et centralt fokus været, hvordan man kan sikre øgede investeringer i vedvarende energi i de fattigste lande.
Baggrunden har dels været, at de rige lande ikke har levet op til deres forpligtelser om at bidrage med 100 milliarder dollars årligt i klimainvesteringer i udviklingslandene fra 2020, og dels, og i direkte forlængelse heraf, at man på forskellige måder har søgt at motivere den private sektor til at øge investeringerne indenfor dette område.
Det sidste er imidlertid gået langsommere end forventet, og der er stor opfindsomhed, når det gælder om at udvikle forskellige finansielle instrumenter for at øge de private investeringer. Danmarks seneste bidrag var lanceringen lige før mødet i Glasgow af en ny grøn statslig garantiordning, som skal støtte private investeringer i grøn omstilling i udviklingslandene.
Der er en stor andel af befolkningerne i de fattigste lande, der fortsat ikke har adgang til energi, og en ny rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA) peger endda på, at for første gang i en årrække er der et voksende antal mennesker i Afrika syd for Sahara, der ikke har adgang til elektricitet. Skal der, samtidig med at flere sikres adgang til energi, gennemføres en grøn omstilling i disse lande, er der ingen tvivl om, at der er behov for markant øgede investeringer i energisektoren i landene, og herunder i vedvarende energi.
Nyere analyser peger imidlertid på, at denne noget ensidige fokusering på finansieringen af energiprojekter ikke kan stå alene, hvis det skal lede til reel omstilling uden store omkostninger for landene.
For meget energi
En analyse fra Center for Global Development i Washington viser således, at en række af de finansierede energiprojekter gennemføres ukoordineret. Samme analyse peger på, at manglende gennemsigtighed i forbindelse med de internationale investeringer vanskeliggør planlægning i udviklingslandenes energisektorer og dermed også potentielt omlægningen til vedvarende energi. Samtidig har det vist sig, at en række afrikanske lande har lavet alt for optimistiske fremskrivninger af energiforbruget, som endvidere er blevet påvirket i nedadgående retning af konsekvenserne af Covid-19.
Lige nu er en række lande i Afrika (det gælder blandt andet Ghana, Kenya og Rwanda), således havnet i den noget groteske situation, at der er overkapacitet i energisektoren, samtidig med at mange mennesker ikke har adgang til energi. Hvorvidt dette problem løser sig på lidt længere sigt – og i givet fald hvornår – er uklart, men konkret har flere af landene (blandt andet Kenya og Ghana) stoppet igangværende forhandlinger om nye energiprojekter.
Problemet for landene er desuden, at mange energiprojekter ofte er baseret på langvarige kontrakter med udenlandske investorer, der forpligter landene til at betale investorerne, selv om den producerede energi ikke kan afsættes. I sidste ende vil der dermed være en risiko for øget gældsætning og en betydelig regning, der skal betales af udviklingslandenes indbyggere.
For lidt lokal ledelse
Vores egen nylige analyse konkluderer endvidere, at der er store forskelle mellem landene både med hensyn til energiressourcer og interesser i at gennemføre en omlægning til øget anvendelse af vedvarende energi. Det sidste kan blandt andet afhænge af, i hvilket omfang omlægningen til vedvarende energi kan kombineres med øget adgang til energi og ske uden negative fordelingsmæssige konsekvenser.
Ovennævnte rapport fra Det Internationale Energiagentur peger dog på, at mange i Afrika, selv hvis de fik adgang til elektricitet, ikke ville være i stand til at betale, og at dette problem er vokset som en konsekvens af Covid-19.
En yderligere faktor, der kan have betydning for interessen i en energiomstilling, er graden af inddragelse af lokale producenter og underleverandører i produktionen af vedvarende energi.
Der er således et åbenlyst behov for, at de fattige lande selv leder og koordinerer omstillingen med udgangspunkt i de specifikke forhold i landene, men det kræver, at landene har den fornødne tekniske og administrative kapacitet.
Derfor er der gode grunde til, at Danmark støtter en omstilling til vedvarende energi i udviklingslandene på en række forskellige måder. Mens Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, især fokuserer på finansiering, er Energistyrelsens internationale arbejde koncentreret om myndighedssamarbejde og forskellige former for kapacitetsopbygning, men primært i mellemindkomstlande. Derudover støttes forskellige multilaterale organisationers arbejde på dette område.
De danske bilaterale indsatser er blevet evalueret i forskellige sammenhænge og ovennævnte problemer antydes også i disse evalueringer. For eksempel kritiseres IFU for at have for lidt fokus på effekterne af investeringerne på sektor- og samfundsniveau og dermed for ikke at være nok opmærksom på behovet for en sammenhængende støtte til energisektorerne i de enkelte udviklingslande.
Evalueringerne af den danske støtte til at forebygge klimaforandringer (2013-2019) og af den danske støtte til klimatilpasning (2008-2018) peger på behovet for opbygningen af nationale institutioner og kapacitet og desuden på behovet for en bedre forankring af den danske støtte i partnerlandene, blandt andet baseret på analyser af den lokale politiske kontekst.
Lokal forankring
Konklusionen på ovenstående er, at de rige lande ikke bare skal levere øgede investeringer i energiomstilling, men også bør øge støtten til en styrkelse af udviklingslandenes kapacitet til at lede og koordinere denne omstilling. Der vil samtidig være behov for, at man bevæger sig bort fra finansieringen af enkeltstående energiprojekter og over imod mere sammenhængende indsatser, der er baseret på en større gennemsigtighed.
Det vil forudsætte en bedre forståelse af lokale politiske forhold, ligesom det også kunne betyde, at man i større omfang støtter udviklingen af infrastrukturen i energisektoren i landene. Og endelig, selv om fokus lige nu især er på mellemindkomstlande, vil der fremover være et stort behov for i øget omfang at støtte de fattigste lande i omstillingsprocessen.
Den danske bistand til en grøn omstilling indeholder en række positive elementer, men ovenstående peger på, at der er behov for at gentænke, hvordan man sikrer bedre koordination mellem såvel danskstøttede som andre donorstøttede aktiviteter, samt især, hvordan man kan få styrket den lokale forankring med udgangspunkt i de specifikke forhold i de enkelte udviklingslande.
Rasmus Hundsbæk Pedersen er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, med fokus på energi- og naturressource-investeringer i Afrika.
Ole Winckler Andersen er senioranalytiker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, med fokus på især udviklingsfinansiering.