”Shoot him, shoot him!”.
Det råb sitrer stadig et sted i bevidstheden sammen med fornemmelsen af et dirrende maskingevær mod min tinding. Ind imellem aktualiseres det i en drøm, hvor jeg ser den sorte råbende mand foran bilen, der ikke kan få sin røverkollega til at skyde mig.
I stedet tømmer han selv sit maskingevær igennem vindspejlet, som splintrer i hovedet på mig. Det næste er, at min hjernemasse bliver sprøjtet rundt i bilen.
Så vågner jeg – 24 år efter at det skete i Kampala i starten af halvfemserne.
”Velkommen til Uganda”
Hold-ups i Kampala dengang var sådan lidt ”business-as-usual”. Som betjenten på Kabalagala-politistationen sagde, da vi anmeldte overfaldet og fortalte, hvor det havde fundet sted:
” Oh, that’s the usual place!”
Uvæsenet med røverier, car-jackings, skyderier, indbrud, hold-ups, drabelige væbnede kampe mellem indtrængende røvere og vagtfolk ebbede heldigvis ud med tiden. Kampala og Uganda forandrede sig til det bedre og fredeligere.
Men inden da havde vi oplevet kolleger, der blev skudt ned på åben gade i fuldt dagslys, andre der var bagbundne gidsler i egen bolig og en temmelig mange andre ubehageligheder, samtidig med at vi vidste, at den nu herostratisk berømte Joseph Kony huserede i Kampalas omegn. Hans projekt gik ud på at indtage byen og vælte præsident Museveni.
På ambassaden, hvor jeg var ansat, blev overfaldet dagen derpå mødt med en syrlig bemærkning fra ambassadør Thomas Schjerbeck: ”Velkommen til Uganda”, sagde han, mens ambassadens rare chauffør, Stephen, levede op til myten om den altid taknemmelige ugander. Han sagde: ”Thank you for surviving!”.
Det var så lidt!
Ingen traumabehandling, ingen psykolog-samtaler, ingen hjælp. Den slags skulle man bare kunne klare.
No-go-areas
Det er svært at forestille sig i dag, hvor der er fokus på de risici, udstationerede kan løbe ind i. Hvis vore dages forsigtighed var gældende dengang, er det tvivlsomt, om der overhovedet havde været en ambassade i Kampala og dermed i dag et af Danmarks største bistandsprogrammer.
Kampala i starten af 90’erne er det absolut farligste sted, jeg nogensinde har opholdt mig, inklusiv Libanon og Elfenbenskysten under et par borgerkrige, Johannesburg, Nairobi i de skumleste kvarterer og som halsløs rygsæksrejsende her og der og alle vegne, bl.a. på West Side Manhattan og i New Yorks Subway, der i start-80’erne var absolut ”no-go-area” for naive fynboer som mig, særligt om natten.
Når startfasen i Kampala har lejret som det farligste, er det selvfølgelig på grund af overfaldet men også de evige ra-ta-ta-skudsalver. En AK47 støjer enerverende meget, særligt om natten. Og skydes der i nærheden af ens bolig, og det skete tit, giver det dårlig nattesøvn og permanent sitrende næsebor.
Andre vil måske sige, at Kampala ikke var så slem endda, og det hænger sammen med, at fare og fornemmelsen af trusler er en subjektiv konstruktion. Vi laver vores egne, individuelle udlægninger af, hvad og hvor der er farligt, og hvor der ikke er.
Underlagt de samme realiteter
Privat kan man mene det ene eller det andet, uden at det bringer nogen i fare, men der, hvor en vurdering af farer og trusselbilleder bliver interessant, er, når folk har magt til at pålægge andre deres mening desangående. Det er der masser af eksempler på fra de mange organisationer, som arbejder i ”ustabile områder” eller steder, ”hvortil ikke-nødvendige rejser frarådes”.
“Tvillingebyerne” Gisenyi på Rwanda-siden og millionbyen Goma på Congo-siden.
Foto: Google Maps
Goma og Kivu-provinsen er et af de hotteste ”sikkerhedsmæssige” områder i verden, hvilket understreges af, at 22.000 FN-folk befinder sig i regionen.
De er ”fredsbevarende” soldater, politi og civilister, og så er der i Goma næsten alt, hvad der kan krybe og gå af verdens bistands-NGOer plus almindelige kriminelle, smuglere, lyssky mellemmænd og en bunke ”business-folk”, der vil have fat i DR Congos herligheder i undergrunden (guld, coltan, diamanter, you name them).
Sagen – i en ”sikkerhedssammenhæng” – er, at alle humanitære organisationer i regionen er underlagt nogenlunde de samme realiteter. De har kontorer i de samme kvarterer i Goma, altså rent fysisk, men de indretter sig påfaldende forskelligt ”sikkerhedsmæssigt”.
Enkelte kræver, at deres medarbejdere SKAL bo i Goma. Så er man jo tæt på arbejdet. Andre at medarbejdere SKAL bo på den anden side af grænsen Rwanda og shuttle frem og tilbage over grænsen hver dag. Så er man jo uden for fare, i fritiden.
Blandt de, der SKAL bo i Goma, kan nogle færdes frit, hvor de vil i byen. Andre har udgangsforbud fra f.eks. kl. 20 eller kl. 22.
Nogle stillinger i Goma er ”unaccompanied”, altså ikke noget med kæreste eller ægtefælle med til posten, mens nogle FN-organisationer tillader ”medfølgende ægtefæller”.
Nogle par SKAL bo i Goma. Andre organisationer kræver, at deres ansatte skal bo og blive på Goma-siden på hverdagene, mens ægtefælle og børn på Rwanda-siden ikke må krydse grænsen. Familien kan så være sammen på Rwanda-siden i weekenden.
Undtagelsestilstand
I min tid var der eksempler på ansatte, der blev fyret, fordi de kom til at overtræde strikte sikkerhedsregler, der ofte virkede, som var de konstrueret til det samme, nemlig at slippe af med uvelkomne ansatte. Reglerne blev ganske enkelt brugt til at demonstrere ledelsens magt over medarbejderne.
En amerikansk organisation pålagde f.eks. medarbejderne at være hjemme kl. 22, men det afholdt dog ikke chefen fra at frekventere byens diskoteker til langt ud på natten.
Også i Bamako, Mali, hvor jeg nu bor, er der et væld af organisationer og dermed også mange forskellige udlægninger af, hvad der er farligt, og hvor stor truslen er, og hvordan man skal indrette sig.
Her har været to større terrorangreb: et i november 2015 på Hotel Radisson Blu, hvor 20 blev dræbt, og senest den 18. juni i år, hvor et hotelkompleks i udkanten af Bamako blev hærget af et halvt døgns ildkamp mellem purunge jihadister og sikkerhedsstyrker. Fem gæster blev dræbt.
Og så er her undtagelsestilstand på grund af kaos’et i den nordlige del af landet, som har stået på, siden Gaddafi blev væltet i Libyen i oktober 2011 – en begivenhed, der sendte dønninger af uro ned over Afrika.
I Bamako er der jævnlige demonstrationer, mest politiske manifestationer eller som udslag af utilfredshed med den store arbejdsløs, men ellers er byen i alt væsentligt fredelig. Imens diskuterer mange blandt os udlændinge, hvad der er farligt, og hvad der ikke er.
Er det f.eks. farligt at køre i byens tusindvis af taxier? Nogen hælder til, at taxier skal undgås altid, mens andre – herunder Deres blogger – mener, at en taxa-tur i Bamako er en potentiel guldgrube af informationer.
Chaufførerne er som maliere er flest: flinke, imødekommende, hjælpsomme og glade for at få noget så usædvanligt som et blegansigt med i vognen. De fleste er snakkesalige, så der er gode informationer at hente i taxierne, også omkring sikkerheden.
De fleste vogne er nedslidte, skrottede modeller fra Europa, der sjældent kommer op i høj fart i Bamakos tætte trafik. Så på den led udgør de ikke en nævneværdig fare.
Sikkerhedsmæssigt, altså som beskyttelse mod tyve, røvere og jihadister med en potentiel kidnapper i maven, er taxierne i virkeligheden det sikreste sted, man som almindelig dødelig toubabou (hvid m/k) kan lade sig transportere rundt i Bamako.
Indtil videre. For begynder alle expats at tage taxier, og det rygtes blandt byens potentielle jihadister, kan en taxa-tur blive lige så farlig som at køre rundt i firhjulstrækker fra FN eller med grønne diplomatplader.
Det sidste er er guf for radikaliserede jihadister med kidnapnings-aspirationer. Dyre biler med rige mennesker fra rige organisationer får givetvis vandet til at pible i mundvigene på unge, der overvejer en kort karriere som terrorist.
Selvom uroen i Mali starter cirka 600 kilometer nordvestpå fra Bamako, tager byen sine forholdsregler. Der er grundige sikkerhedscheck ved alle større restauranter og supermarkeder, helt ulig i Europas storbyer, hvor almindeligt godtfolk og potentielle selvmordsbombere færdes overalt uden at blive checket.
Tag TGV-højhastigheds-toget Paris og Bruxelles, som jeg for nylig frekventerede med liv og lemmer som indsats. Her var der fri og uhindret adgang for alle. Jeg så ikke skyggen af sikkerhedscheck, og TGV-toget er vel om noget et potentielt terrormål.
Eller tag København, hvor kuglerne flyver om ørerne på tilfældige trafikanter, og hvor mærkelige mennesker skærer andre i småstykker, og hvor der har været endnu flere terrorangreb end i Bamako.
I København kan man vade uhindret ind og ud ad Nørreport Station, Rigshospitalet, Hovedbanegården (fortsæt selv listen). I hovedstaden er det mere undtagelsen end reglen, at man standses af et sikkerhedscheck.
Og det kan undre. Se blot denne statistik fra dansk politi, og stil for eksempel skarpt på København:
Under ”Indsats og resultater”, København og ”Antal anmeldelser og sigtelser fordelt på aktivitet” kan man ved at bladre i forbrydelserne konstatere, at der i første halvår af 2017 har været anmeldt
- 2.619 indbrud
- 4.411 narkotika- og smuglingsforbrydelser
- 320 røverier
- 289 sædelighedsforbrydelser
- 24.830 tyverier
- 1.897 voldsforbrydelser
- – og så er der en mærkelig sammenblanding mellem ”drab” og ”brand”. Har der været anmeldt 106 brande, er det overslemt. 106 drab er rent ud forfærdeligt.
Foruroligende ser det ud, ja frygtindgydende, og meget bedre bliver det ikke, hvis man kigger på resten af Danmark.
Tør man overhovedet rejse hjem på ferie?
Skælvende fodnote: Bloggen er afledt af et incident beskrevet i et tidligere indlæg (”En skideballe”), hvor jeg blev nægtet adgang til Børnefondens personale og omvendt, alt sammen med henvisning til ”sikkerhedssituationen i Mali”. Bemærk, at Børnefonden i Mali udelukkende opererer i den sydlige del, hovedsageligt i Sikasso-regionen, der aldrig har været direkte berørt af urolighederne i nord. Undtagelsen er et projekt i den centrale del af landet, der blev igangsat for ganske nylig.
