Fhv. æresgeneralsekretær og dr.med.h.c. Inge Genefke, Skodsborg, fylder 75 lørdag den 6. juli 2013.
Fødselaren er med rette kaldt “torturens Florence Nightingale”, som U-landsnyt.dk skrev ved hendes 70 årsdag. I avisomtalen i år kaldes hun “Et moralsk fyrtårn”, “Torturofrenes ambassadør” – og “Et ukueligt menneske” af forfatteren Carsten Jensen i dagbladet Informations store dobbeltopslag på den runde dag.
Hun er indstillet til Nobels Fredspris ikke færre end otte gange, bl.a. af hele tre danske udenrigsministre, Per Stig Møller (K) og hans to seneste forgœngere Mogens Lykketoft (S) og Niels Helveg Petersen (R).
Hun er også indstillet til den store pris her i 2013 – nemlig af Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl.
“Hun bør have den pris nu”
Carsten Jensen er ikke i tvivl om, at hun bør have den nu. Som han skriver i Information:
“Der går en kvinde rundt i Danmark, som burde være verdensberømt. Hun burde have modtaget Nobels Fredspris for længst…og det er stadig ikke for sent”.
“Kvindens navn er Inge Genefke. Hun er en lille dame med hvidt hår, altid ulasteligt klædt i lyse spadseredragter, men ellers ikke velkommen på diplomatiets bonede gulve og i magtens spejlsale. Dertil er hendes sprog for uslebent, for råt, om man vil, for hun taler i de mest direkte vendinger om en virkelighed, vi helst ikke vil kendes ved”.
“Hun er spinkel og nydelig at se på, men man brænder fingrene, hvis man rører ved hende, for hun er en ulmende vulkan af vrede og engagement. Hun har set for meget til at være andet”, anfører han.
Det vil i givet fald blive den nær sagt eneste betydelige pris, hun ikke har fáet for sit banebrydende arbejde, der rækker tilbage til 1973. I Kraks Blå Bog fylder omtalen af hæderbevisninger, priser og æresiegater næsten 60 linjer.
Mødet med Amnesty
Inge Genefke er vokset op i et velstående og kæriigt hjem på Frederiksberg. Faderen var modstandsmand under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, og efter krigen hørte hun med gru ham og hans venner tale om, hvad der var foregâet i de tyske KZ-Fejre.
I 1956 blev hun matematisk student fra Frederiksberg Gymnasium og besiuttede som den første i familien at blive læge. Hun ville arbejde som et handlingens menneske, og under en sygdomsperiode som barn fik hun sympati for lægegerningen.
Af betydning for valget var den fransk-tyske tropelæge Albert Schweitzer, der fra gymnasíetiden havde været et ideal for hende, fordi han ydede afrikanerne hjælp pá deres egne betingelser i respekt for deres kultur.
Hun gik ind i videnskabeligt arbejde, men savnede patienterne og uddannede sig 1972-82 på københavnske hospitalsafdelínger til speciallæge i neurologi. I fem af árene var hun ansat pá Rigshospitalet hos professor Erik Skinhøj, som hun respekterede højt som tidlígere modstandsmand med forstâelse for KZ-ofrene.
Inge Genefke meldte sig ind i Amnesty International (AI) i 1969, og i 1970 kom hun i bestyrelsen for den danske afdeiing. Hovedkontoret i London iværksatte i 1973 en kampagne mod tortur og udsendte en indtrœngende opfordring til verdens iœger om at gøre en indsats.
Blev en livsopgave
Denne opfordring fandt for alvor genklang hos Genefke og ændrede hendes liv. Fra da af gjorde hun det til sin Iivsopgave at hjælpe ofrene og bekæmpe tortur, som hun betragter som det ondeste af alt.
Hun rejste til hovedkontoret i London og berettede efterfølgende om kampagnen i Ugeskrift for Læger, hvor hun talte kraftigt for. at kollegerne skulle deltage i Amnestys møde, der i 1974 netop skulle finde sted i Danmark.
Op til dette møde sluttede hun sig sammen med lægerne Peter Moltke, Hellmut Stadler og Ole Vedel Rasmussen, og med idealisme og energi indledte de fire et verdensomspændende pionerarbejde mod tortur.
Deres má! var at helbrede torturofrene eller í hvert fald give dem sà god behandling som muligtI og de organiserede sig som Iægegruppe i den danske afdeling af Amnesty International.
| 1982 Iykkedes det grundlægge den selvejende humanitære organisation Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RCT) i en tidiigere professorbolig pá Rigshospitalet.
Genefke blev lægechef og behandlingsarbejdet lige fra starten udført tværfagligt af læger fra forskellige specialer, fysio- og ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere m.fi.
Startede på bar bund
Den medicinske verden havde ingen særlîg víden om tortur og dens virkninger, og der fandtes ingen specifik behandling af ofrene, da Inge Genefke og hendes kolleger gik i gang med arbejdet i 1974.
Fra begyndelsen iagde de vægt pá vìdenskabeiigt at dokumentere rehabiliteringen af ofrene, og de har publiceret deres resultater i en stribe artikler i nationale og især internationale fagtidsskrifter.
De har vist, at tortur har mange psykiske og fysiske følger for helbredet. Desuden har de udforsket og beskrevet torturmetoderne og dermed skærpet diagnostikken.
Selv om følgerne ofte er alvorlige, har de mod forventning fundet, at mange ofre ved grundig behandling bliver helt rehabiliterede (psykisk og fysisk helbredt).
Siden har RCT (Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre) fáet eget domicil i Kabenhavns centrum med et stort antal fagligt vidt forskellige medarbejdere.
Milepælen IRCT
Sideløbende med arbejdet i Danmark har hun haft bred kontakt med kolleger og andre, der rundt omkring i verden har gjort en indsats mod tortur, og var initiativtager til opretteisen i 1985 af International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), som er en international sammenslutning af rehabiliteringscentre.
Hun var Iægechef i RCT 1982-97 og derefter generalsekretær i IRCT til 2000, da hun blev udnævnt til æresgeneralsekretær (2000-2002) og ambassadør for Rådet (2002-2010); et råd som ikke mindst takket være Genefke har henlagt sit verdenshovedkvarter til København.
Det har været centralt for IRCTs virksomhed, at alle regioner i verden er repræsenteret. og der er opbygget henimod 200 rehabiliteringscentre fordelt pá nu 136 lande.
Grundlæggende for inge Genefke og hendes medarbejdere har været erkendelsen af, at tortur er et effektivt magtmiddel mod mennesker, der arbejder for demokratiske forhold i deres land. Kampen mod tortur er derfor en livsvigtig kamp for frihed og demokrati.
Denne indsigt har dannet grundlag for, at centrene netop i stigende omfang har arbejdet med forebyggelse af tortur. De har iværksat oplysningskampagner, arrangeret seminarer for journalister m.fl. og tilbudt undervisning af fængselspersonale og politi.
Genefke har selv deltaget, hvor der har været mest brug for hende, og hun har udvist stort personligt mod ved at opsøge og gøre sin sag gældende i lande med særlig udbredt brug af tortur. Hun har ofte fået ordet i internationale forsamlinger, deriblandt FN og EU.
Indimellem skrev hun bogen “Torturen i verden – den angår os alle” (1986 – Rosenkjærprisen).
Den kompromisløse kamp mod tortur har opslugt alle hendes kræfter, og Inge Genefke, der ikke har fået børn, har tilsluttet sig sin afdøde ven, forfatteren Elsa Gress’ ord: “Vist koster det noget.”
Som da hun blev beskyldt for at skabe samarbejdsvanskeligheder på RCT, men tilbageviste kritikken og ufortrødent fortsatte sin bane.
Den nye fond
I 1990 blev hendes første ægteskab opløst, og året efter giftede hun sig med kollegaen professor Bent Sørensen, der har været en ihærdig næstformand for FNs Committee against Torture og en stor støtte for hende.
Bent Sørensen er i dag manager for “Inge Genefke and Bent Sørensen Anti Torture Support Foundation” – se www.atsf.dk
Fonden startede med en gave fra Jette og Alan Parker (OAK Foundation) til Bent Sørensens 70 års fødselsdag i 1994.
Gaven var på en million danske kroner til støtte for rejser, specielt så læger og andre kunne rejse fra u-lande til centre i i-lande med henblik på videreuddannelse, men også som en beskyttelse for dem og deres arbejde i hjemlandet.
Fra 1995 og frem var det netop penge til rejser, der var sværest at tilvejebringe, hvorfor “Bent Sørensen’s Travel Fund”, som det hed dengang, gjorde stor nytte.
Jette og Alan Parker fortsatte efter år 2000 med at støtte Bent Sørensen’s Travel Fund og i 2002 oprettede de Inge Genefke og Bent Sørensens Antitortur Støttefond. Det er den, der er centrum for parrets arbejde her i 2013.
