Da regeringens nye strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik blev præsenteret tirsdag, var der en del fokus på vendingen ’pragmatisk idealisme’. Men det er nok den mindst intereresante del af dokumentet. Sådan lyder det fra Ole Wæver, der er professor i international politik ved Københavns Universitet. Strategien som helhed er dog fornuftig, mener han.
Adspurgt af Globalnyts journalister indvilger han i at se lidt nærmere på strategien, og han skiller den ad i tre dele: Den irrelevante, den interessante og den problematiske.
Det første betegner han som ordgejl og som et røgslør – men noget som mange, især journalister, lapper i sig. Det handler om, at vi tidligere har været mere idealistiske i vores udenrigspolitik, og at vi nu er blevet mere pragmatiske og realistiske.
”Forrige gang vi fik en strategi, var melodien den modsatte. At nu skiftede vi til at have et moralkompas, som det hed under den tidligere udenrigsminister. Og før det skiftede vi igen, og vi skiftede igen, og der er ikke nogen, der kan se forskel,” lyder det fra ham, da han gæster Globalnyts studie for at deltage i podcasten Højtryk.
Erklæringerne i den ene eller anden retning på idealisme-realisme-spektret gør ingen forskel i praksis, mener han.
”En test vil være at spørge en udenrigsminister, om vi skal følge et ideal, selvom det ikke er i vores interesse, eller om vi skal følge en interesse, selvom det er noget, vi principielt er modstandere af. Nej, det er jo aldrig tilfældet. Vi gør ting, fordi vi synes, at det er i vores interesse, og fordi det er en måde at organisere verden på, som repræsenterer vores værdier. De meget overordnede erklæringer er tomme og spil for galleriet.”
Der er altså ikke tale om noget som helst nyt i den måde, vi træffer fundamentale beslutninger, slår han fast.
Når det er sagt, så ligger der faktisk et skifte i strategien, mener han. Det kommer for eksempel til udtryk, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) taler om, at vi skal prædike mindre.
”Det er et opgør med en ideologisering af udenrigspolitikken. Og her er der noget reelt indhold. I første omgang kan man sige, at det handler om formen. At vi skal være mindre prædikende og selvretfærdige, at vi skal være mindre belærende overfor resten af verden. Så det handler mere om midlerne, end om målene – og de er de samme, som de altid har været.”
”Men det er lidt mere end midlerne. Det er i virkeligheden også en markering af, hvem det er, vi satser på, og hvad det er en vision for, hvordan verden skal indrettes.”
Den danske udenrigspolitik efter den kolde krig har handlet meget om at amerikanerne har en formel, og den er den rigtige, og den skal vi bare støtte. Det signalerer regeringen, at den begynder at træde et skridt væk fra.
”Det går man selvfølgelig ikke ud og siger. Vi kan ikke have en dansk udenrigspolitik, der siger, at vi vil lægge lidt mere afstand til USA. Derfor bliver det sagt på den her indirekte måde, at det bliver mere europæisk, mere dansk og mere globalt syd. Og dermed bliver det mindre amerikansk. Så i den forstand sker der noget interessant i politikken, det er bare noget lidt andet, end man lige fanger.”
Det tredje element, kræmmerelementet, som han kalder det, er mere problematisk, mener han.
En mere pragmatisk udenrigspolitik kan bruges som et argument for at handle med lande, som vi måske burde være mere kritiske overfor i forhold til menneskerettigheder. Derfor er det ikke altid nødvendigvis rigtigt at sige, at vi skal bare være pragmatiske, siger han.
”Det pragmatiske er for mig at se en stor styrke, når det handler om at lægge afstand til en meget ideologiseret ny øst-vest konflikt mellem USA og Kina, og til dels mellem Vesten og Rusland. Men det er ikke nødvendigvis altid en god idé, hvis det betyder, at vi skal prioritere dansk erhvervsliv højere end andre interesser i forhold til et eller andet lokalt spørgsmål.”
Vi må ikke glemme de helt store spørgsmål
Ruslands krig i Ukraine og forholdet til Rusland fylder meget i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, og er ikke så mærkeligt, siger Ole Wæver. Men han understreger, at vi er nødt til at blive ved med at se på det store billede og ikke blot zoome fuldstændigt ind på Ukraine og Rusland.
Han vurderer, at der er tre store spørgsmål, som vi skal huske at have med i vores billede af verden.
Det første er, at verden er på vej ind i en periode med konfrontation mellem USA og Kina og mellem Vesten og Rusland. Tingene vil blive værre før de bliver bedre, mener han. Perioden vil minde lidt om koldkrigsperioden fra Anden verdenskrig og frem til Sovjetunionens sammenbrud, men også kun lidt. For hvor verden var skarpt opdelt – både politisk, kulturelt og økonomisk – under den kolde krig, så er vores lande i dag filtret godt og grundigt sammen.
Det andet vi skal have med i billedet er de store globale udfordringer, for eksempel klimakrisen, biodiversitetskrisen og betydningen af kunstig intelligens. De har det med at glide lidt ned ad dagsordenen, når nye akutte kriser, som for eksempel krigen i Ukraine, trænger sig på. Dette element spiller også sammen med det første element, den øgede konfrontation mellem USA og Kina og Vesten og Rusland, på den måde, at det bliver sværere for os at møde de store globale udfordringer sammen, forklarer han.
Det tredje element er, at en række større lande i det globale syd optræder på verdensscenen med en øget selvbevidsthed og ikke nødvendigvis er interesseret i at følge de dagsordener, som vi her i det globale nord mener er de vigtigste. Det har vi for eksempel set i forhold til Ruslands krig i Ukraine, som mange lande ser som en regional europæisk konflikt, som ikke rigtig kommer dem ved, og som de ikke vil involvere sig i.
Dette element ser han afspejlet i den nye strategi.
”Derfor synes jeg det er glædeligt, at der i hvert fald retorisk er en lille åbning over for den øgede selvbevidsthed der er er meget tydelig i både Afrika og Latinamerika, og i et vist omfang også i Sydøstasien og bestemt i Sydasien.”
Hør hele interviet med Ole Wæver herunder eller ved at finde podcasten Højtryk, der hvor du plejer at finde dine podcasts.
