Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Olsen har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder to afrikanere, to asiater, to latinamerikanere og fire europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Det må altid hilses velkomment, når nogen filosoferer over udviklingssamarbejdet, som Mie Roesdahl har gjort.
Læs også: Radikale forandringer i udviklingsbistanden – det er på tide at tænke nyt
Ud fra de værdier, vi hylder i min organisation, Genvej til Udvikling, og vores modernetværk, Emmaus International, skitserer Roesdahl en del af problemet i sin overskrift ved at bruge ordet ”bistand” – allerede K. H. Skott, som stiftede U-landsfonden af 1962 sammen med sin hustru Ruth, foreslog, at vi i stedet siger ”samarbejde”; men denne term har helt åbenlyst svært ved at fænge i dansk tankegang og terminologi. Det er værdigt at samarbejde og uværdigt at modtage bistand, hjælp og støtte.
Der står ”ligeværdige omgangsformer” på mit visitkort, og det har været overskriften på to foredrag, jeg har holdt inden for de seneste år – med tilføjelsen ”mellem Syd og Nord.”
Det ene holdt jeg i Skørping Sognegård heroppe i Himmerland, og vi var i alt syv inklusive lederen af Torsdagscafeen og mig selv. Normalt er der et par og tyve til Torsdagscafeen, og der var næsten 50 til et foredrag om den nazistiske digter Harald Bergstedt.
Og for cirka fem år siden lyttede jeg til et foredrag om Uganda, Kenya og Tunesien af en gammel Arden-borger i Arden Sognegård, som var fyldt til sidste stol; men det var efter den traditionelle opbygning og det traditionelle budskab: ”Vi modtog alenlange jammerkataloger, alt var mørke og kaos; men så kom vi med vores energi og kolossale viden, og så kom der forandringer til det bedre.”
Det andet foredrag, jeg har holdt med overskriften ”Ligeværdige omgangsformer mellem Syd og Nord,” var på Astrup Kro på vej til Terndrup, og også denne gang delte jeg et ark ud til deltagerne med billeder af Emmaus Internationals forretningsudvalg, som er fra Benin, Peru, Indien, Elfenbenskysten og Frankrig .
Læs også: Magten drog sydpå hos Emmaus
Denne gang var værten en humanitær organisation, som er aktiv både lokalt og internationalt, og der var tre gange så mange som i Skørping, måske fordi der var mødepligt. Det lykkedes ikke at få en snak i gang om ligeværdige omgangsformer – de tilstedeværende var mere interesserede i, om der blev røget hash i Emmaus-Bevægelsens sommerlejre i tresserne og halvfjerdserne (meget lidt – det var udsmidningsgrund).
Et par af de store oplysningsforbund har mit foredragstilbud liggende – uden at respondere.
En stemme fra Syd
Hvis vi – som Mie Roesdahl tydeligt lægger op til – skal styrke lokale organisationer rundt omkring, burde det være interessant at lytte til organisationsledere. Hvis vi kan konkludere en lille smule ud fra en erfaring, vi gjorde os i Genvej til Udvikling for et par år siden, ser det ikke godt ud med den interesse.
Stifter og leder af en af de burkinske medlemsorganisationer i Emmaus, Koudbi Koala, er engelsktalende (hvilket alt andet lige hjælper på danskernes opmærksomhed) og læreruddannet. Hans organisation, Benebnooma i Koudougou, driver en alsidig skole og børnehave, en lokalradio, en dansetrup og en årlig kulturfestival.
Så ham fik vi til Danmark for at holde foredrag om organisationsopbygning, demokrati og verdensmål blandt andet – dels på fem folke-, fri- og efterskoler, dels på fire aftenarrangementer med fri adgang for offentligheden. Her var fremmødet alle tilstedeværende inklusive: 28 i København, 7 i Odense, 16 i Aarhus og 14 i Aalborg. Hvis vi ikke havde allieret os med tre andre organisationer, var der måske kun kommet en tredjedel.
Læs også: Burkina Faso og verdensmålene
Det skortede ikke op på opreklamering, herunder i Globalnyt. Især i Aalborg brugte vi mange timer på at fortælle om arrangementet, blandt andet på Socialdemokratiets kongres (med to senere udviklingsministre til stede, som desværre ikke kom til Koudbis foredrag) og Aalborg Bæredygtighedsfestival. Vi tilbød også Aalborg Universitet et selvstændigt foredrag, og de svarede ikke nej – de svarede slet ikke.
Jeg ringede mange uger i forvejen til Dansk Institut for International Studier og spurgte, om Koudbi og jeg kunne komme forbi med et foredrag tirsdag formiddag. Det kunne vi ikke – de var kun interesserede i universitetsuddannede. Så blev vi så kloge – forskere går ikke så højt op i arbejdet i marken, men vil hellere putte sig ind til hinanden.
Det er og bliver op ad bakke for os internationalt engagerede at komme vidt og bredt ud med vores budskaber, især hvis visionen er ligeværdige omgangsformer mellem Syd og Nord.