Endelig: Libanon har fået en regering

1600px-president_of_russia_vladimir_putin_prime_minister_lebanon_saad_hariri_in_sochi_13_september_2017_3
Saad Hariri.
Foto: Kremlin.ru (CC BY 4.0)
Laurits Holdt

1. februar 2019

Det er endelig lykkedes for premierminister Saad Hariri at danne en regering i Libanon. Han blev udpeget til at lede regeringen i maj 2018 og har siden da forhandlet med de andre partier om fordelingen af regeringsposterne. Torsdag faldt brikkerne så på plads.

Ved valget i marts led Harihis parti et stort nederlag, men han blev alligevel udpeget til premierminister.

Det skyldes landets særegne politiske system, hvor bestemte poster er forbeholdt de tre store befolkningsgrupper – sunnimuslimer, shiamuslimer og kristne. Premierministerposten tilhører sunnimuslimerne og da Hariris parti fortsat er det største sunnimuslimske, gik posten til ham.

Landets to andre topposter, præsidenten og parlamentsformanden, tilhører henholdsvis de kristne og shiamuslimerne.

Regeringen består af 30 ministre, hvoraf fire er kvinder. Regeringen har repræsentanter for alle landets store befolkningsgrupper.

Hezbollah, der blev den store vinder i parlamentsvalget i maj 2018, har tre poster i regeringen. Bevægelsen er på USA’s liste over terrorgrupper og er nært allieret med Iran og regeringen i Syrien.

Det er Hariris tredje gang som premierminister. Han blev første gang valgt i 2009 og sad til 2011. Han blev valgt igen i 2016 og sad indtil valget.

Milliarder fra donorer

Den nye regering står overfor alvorlige udfordringer.

Landets økonomi har længe balanceret på randen af kollaps, og den langstrakte regeringsdannelse har blot forlænget pinen. Men med en regering på plads kan landet endelig få gavn af de 11 milliarder dollars, som blev lovet på en donorkonference i Paris i april 2018, skriver netavisen Naharnet.

Statens gæld anslås at ligge på omkring 141 procent af landets bruttonationalindkomst.

Blandt de andre udfordringer regeringen står over for er håndteringen af den million flygtninge fra Syrien, der bor i landet samt den udbredte folkelige utilfredshed med korruption dårlig offentlig service.