Endelig ro i tamilsk kirke

Forfatter billede

Det lysner for Arcot Lutheran Church, nu hvor kirken endelig har fået en funktionsdygtig ledelse. Dermed kan administration atter varetage kirkens mange vigtige arbejdsgrene inden for bl.a. kirke-, skole og hospitalsdrift.

Til den vigtige post som ny generalsekretær for Arcotkirken har repræsentanterne valgt B. Jesuadian , som dermed er leder af den nye administration. Posten som kasserer gik til pastor V.V.J. Gurunathan. Som leder af skolearbejdet er pastor V. Samuel Kennady valgt, og pastor P. Nalladoss vil blive ansvarlig for ejendomsadministrationen.

Kirkens danske samarbejdspartner Danmission har netop været ude med en nyhedsmeddelelse i den forbindelse, og udtrykker en muligvis velbegrundet skepsis til, at de jordiske magter kan sikre organisationen et stabilt virke: ”Den nye administration har fortsat brug for forbøn, opbakning og træning for at få tingene til at fungere godt”, hedder det fra den danske, folkekirkelige missionsorganisation.
 
U-landsnyt har tidligere skrevet om de interne problemer i den lille sydindiske kirke i delstaten Tamil Nadu. Problemerne kan måske synes små på afstand. Men i et land som Indien, hvor mange sociale opgaver – i lighed med de fleste u-lande men muligvis upåagtet af mange danskere – varetages af religiøse organisationen, og hvor de kristne kommer fra samfundets fattigste grupper, har stridigheder, som dem der har hjemsøgt, ALC store konsekvenser. Derudover afspejler ALC situationen i mange så kaldt ‘unge kirker’, der er grundlagt af vestlige missionsselskaber: Efter at de vestlige lande har skruet ned for støtten, har interne uenigheder fået mere plads.

ALC er grundlagt af danske missionærer, og gennem Danmission er kirken fortsat stærkt knyttet til Danmark.