Bioplast fremhæves ofte som løsningen på verdens plastforurening. Antagelsen hjælpes godt på vej af producenterne af bioplast. Men den ukritiske promovering af bioplast er problematisk og bliver af miljøorganisationer ofte kaldt “en falsk løsning”. Spørgsmålet bør derfor ikke være “kan vi lave bioplast?” (det kan vi teknisk godt), men “giver det miljømæssigt mening?”
Plastforurening er en samlet betegnelse for mange ting, som kræver forskellige løsninger. I medierne eksemplificeres plastforurening mest med mikroplast, samt større eller mindre stykker plast i naturen, hvor det bliver problematisk for vores dyreliv.
Men plastforurening er også det store overforbrug af plast, og udledningen af CO2 når der produceres ny plast, samt udledningen af CO2 når plasten afbrændes i et forbrændingsanlæg. I debatten fremhæves ofte også, at plast er lavet af olie og naturgas, som forventes at være knappe ressourcer i fremtiden.
Hvad er bioplast?
For at kunne forstå hvad der er op og ned i forhold til bioplast og vurdere, om bioplast løser de problemer vi står med, er det vigtigt at få et par nøglebegreber på plads.
Bioplast bruges ofte i flæng (og ikke altid korrekt) om to egenskaber hos plast: 1) bionedbrydelighed og 2) om råvaren er biobaseret – dvs. hvorvidt en plast er lavet af biologiske eller såkaldt fornybare materialer.
Bionedbrydelig plast er særlige plasttyper, som ofte fremhæves som løsningen på plastforureningen i naturen. Her skal man være opmærksom på, at standarderne for bionedbrydelighed kun gælder helt særlige forhold herunder meget høje temperaturer, som ikke findes i naturen.
Derudover kan bionedbrydelig plast sagtens hovedsageligt være lavet af olie og naturgas som de københavnske bioposer til madaffald, og så kan selv en lille smule bionedbrydelig plast blandet med andet plastaffald, ødelægge genanvendelsen af det hele.
Biobaseret plast er ikke bionedbrydeligt, men betegner plast fremstillet af biologiske materialer (ofte majs eller sukkerrør). På den måde konkurrerer biobaseret plast samtidig med anden landbrugsproduktion og vores sårbare naturarealer, eller bruger biomasserester, som måske hellere skulle have været tilbageført landbrugsjorden.
Biobaseret plast opfattes primært som godt, fordi det anses for at være CO2-neutralt, når det afbrændes (en tanke adopteret fra energiområdet), og fordi “det er lavet af noget andet end olie”. Men at det skulle være mere miljøvenligt, er der ikke fagligt belæg for. EU-kommissionen har af samme grund afsat 15 millioner kr. til at undersøge dette i to store studier, der skal løbe over de næste år. Nogle få små miljøvurderinger er dog allerede lavet.
Læser man disse, tyder det på, at den primære MULIGE miljøfordel skyldes, at biobaseret plast antages at fungere som CO2-lagring, fordi planterne optager CO2. Men for at dette skal være sandt, skal produktet have en levetid meget længere end den levetid, som de fleste produkter og emballager har i dag, før CO2-en igen kan frigives.
Så hvad skal der til?
Ordet “bioplast” giver indtrykket af at være grønt og miljøvenligt, men bioplast løser ikke vores problemer med plastforurening i naturen. Biobaseret plast kommer sandsynligvis kun til at have en klimamæssig fordel, hvis vi bruger det til noget, som holder meget længe – fx i bygninger, og så kan det blive et alternativ, når vi engang løber tør for olie og naturgas. Men biobaseret plast har store konsekvenser for miljø og natur, som vi skal overveje meget nøje.
At plast ender i naturen handler om, at vi bruger meget plast til produkter med kort levetid, og at vores håndtering og affaldsindsamling ikke er god nok. Så skal vi løse problemet med plastforurening, skal vi bruge mindre plast, bruge det vi har i længere tid, blive bedre til at samle plastaffald ind til genanvendelse, samt sørge for at affaldet kan genanvendes til nye produkter bagefter.
Erstatter vi bare fossilt plast med den ene eller den anden form for bioplast, så risikerer vi enten større problemer med plast smidt i naturen eller en skærpet konkurrence om de knappe natur- og landbrugsarealer.
Marianne Bigum er seniorkonsulent i Rambøll og har en ph.d. i livscyklusvurderinger.
