Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Timbuktu-fonden har igen i år udgivet en analyse af regeringens finanslovsforslag i relation til Danmarks udviklingssamarbejde. Analysen er udført af journalist Jesper Heldgaard og har fået titlen ”Danmark først”. Det er en meget velskrevet og underbygget analyse. Men på mange måder er det trist læsning for sådan en som mig, der i årevis har fulgt og i praksis arbejdet med realiseringen af dansk politik på dette område.
Danmark er blevet det største modtagerland for dansk u-landsbistand, efterfulgt af Ukraine, mens den fattigdomsorienterede bistand til fattige befolkninger og lande i Afrika og Asien er blevet mindre. Alene i 2023 forventes udbetalingerne til danske samarbejdslande i Afrika at falde med mere end 20 procent, og neddroslingen af Danmarks bistand til Bangladesh fortsættes i 2023. At bistanden i stigende grad styres af danske politiske interesser ses også af de tidsler, som har indsneget sig i form af ny bistand til Rwanda (som tak for modtagercenter-aftalen) og til Kosovo (som tak for fængselspladser til afviste asyl-ansøgere).
Til gengæld er samarbejdet med danske ngo’er gradvist udbygget gennem de seneste 20 år. Rammeaftaler, baseret på grundige kapacitetsanalyser, har ført til et langsigtet, tillidsfuldt samvirke mellem Udenrigsministeriet og de enkelte ngo’er, som selv har stor indflydelse på hvad pengene konkret bruges til. I 2022 og de kommende tre år 2023-2025 anvendes 1,2 milliarder kroner til det arbejde som 18 strategiske ngo-partnere gennemfører. Det er en god udvikling for alle parter, også samarbejdspartnerne i fattige lande.
Men spørgsmålet er, om de store, ikke-statslige, danske organisationer ikke længere ser det som en væsentlig opgave at påvirke den statslige u-landsbistand og forholde sig kritisk til den udhulning af den fattigdomsorienterede indsats, vi har været vidner til gennem det seneste årti? Har skiftende regeringer købt sig til tavshed ved at give organisationerne en voksende portion penge at forvalte? Vi mangler flere erfarings-baserede indspil til, hvorledes dansk u-landsbistand skal anvendes, og en bredere debat om, hvordan Danmark bedst afhjælper fattigdommen i verdenen.
Vi ser en sjælden gang, at danske NGO’er blander sig i debatten om dansk statslig u-landsbistand, men for det meste er de tavse – passer sig selv og deres eget arbejde. De leverer ikke længere en systematisk og vedholdende kritik med gode forslag til, hvordan bistandsmidlerne bør anvendes, og deres bidrag til politikudformningen på dette område er nærmest fraværende.
Lars Peter Lopez Christensen er udviklingskonsulent.
