Da H.M. Dronning Margrethe II tog afsked med 2023 og annoncerede, at det ikke kun var året, der gik på hæld – men også hendes regenttid – markerede hun en skillelinje i danmarkshistorien.
Efter 52 år som Danmarks dronning giver hun stafetten (eller scepteret) videre til næste generation, og det var på mange måder også en anderledes verden H.M. trådte ind i som dronning, end den hun giver videre til sin søn. Alligevel er der en nagende genkendelighed ved mange af de skillelinjer, som vi som danskere, som europæere, som verdensborgere står over for i den kommende tid. For 2023 var på mange måder året, hvor gamle fronter fik nyt liv, og hvor verdens befolkninger blev præsenteret for nogle afgørende valg. Mellem frihed eller autokrati. Øst eller vest. Fred eller krig. Klimahandling eller ansvarsløshed.
Vi skal tilbage til tiden før Berlinmurens fald for at finde en tid, hvor færre lande var demokratiske end lige nu, og 2023 var også i den henseende et demokratisk annus horribilis.
Bølge af militærkup i Afrika
Før stormen Pia sendte bølger af vand fra de livstomme fjorde ind over Danmark, var det en bølge af militærkup, der skyllede ind over det afrikanske kontinent. I Mali, Burkina Faso, Guinea, Gabon, Niger og Sudan var det ikke hjemmeværnet, der rykkede ind med sandsække, men militæret der flyttede ind i regeringsbygningerne, mens demokrati blev sendt på tænkepause. Målt på befolkningernes opbakning til militæret, var afskeden med ineffektive regeringer og opgøret med den franske postkolonialisme vigtigere end det demokratiske valg.
Da H.M. blev udråbt som dronning i 1972, var det blandt andet på bagkant af tressernes selvstændighedsbevægelse i Afrika. Dengang spillede militæret en afgørende rolle i opgøret med kolonimagterne. Om denne bølge fører til mere holdbare demokratier end tilfældet var i tresserne, er desværre yderst tvivlsomt.
Militær på overarbejde
En tænkepause gav militæret også det thailandske folk, da det sammen med konservative kræfter nægtede at overdrage magten til landets nye oppositionsparti Phak Kao Klai (Gå Fremad-partiet), som ellers overraskede alle, og blev det største parti ved valget i maj. Efter tre måneders kaotisk armlægning lykkedes det dog en anden koalition at samle både flertal og kræfter til at danne en ny regering uden om folkets foretrukne parti.
Også det russiske militær var på overarbejde i 2023. Ikke blot fortsatte Putin sin brutale invasion af Ukraine, hvor mere den 200.000 indtil videre har mistet livet. Det russiske militær blev også indsat som fredsbevarende styrker i konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien i Nagorno-Karabakh regionen. Russiske lejesoldater har også vist stigende aktivitet flere steder på det afrikanske kontinent, og der blev ganske bemærkelsesværdigt flaget med russiske flag i kølvandet på flere af de vestafrikanske kup. Vestens indflydelse er også i Afrika under forandring.
Lige som vi troede, at det hele ikke kunne blive meget værre, eksploderede situationen i Gaza den 7. oktober med hidtil uset styrke, da Hamas gennemførte et nådesløst terrorangreb. Israels svar har indtil videre kostet mere end 15.000 civile livet i Gaza. Mange af dem børn. Frygtelige, uafrystelige tal, uanset hvilken sympati man i øvrigt måtte have for enten den israelske eller palæstinensiske sag.
Håb eller fortvivlelse? Udgangspunktet er i hvert fald tvivlsomt, inden verden går ind i det største valgår i verdenshistorien.
Historisk valgår
Mere halvdelen af verdens befolkning – 4.200.000.000 mennesker – lever i lande, der i 2024 går til valg. Stormagter som Indien, Pakistan, Indonesien og Rusland. Det giver i sig selv håb om forandring. I nogle lande i hvert fald.
Størst er spændingen (og frygten) forud for det amerikanske præsidentvalg den 5. november 2024. Her står valget med al sandsynlighed mellem den ældste præsident i USA’s historie og en hævngerrig autokrat. Verden over håber demokrater, at trumpismen endnu en gang taber. Hvis ikke, går både USA og Vesten en usikker tid i møde.
Det gjorde den ikke i Argentina, da “Trump of the Pampas”, Javier Milei, bevæbnet med en motorsav stormede til valgsejren i december måned. Symptomatisk for vores tid, var det opgøret med et fejlslagent politisk system, der banede vejen for hans sejr. Hvad han vil lykkes med at bruge sejren til, må tiden vise.
Hvis man skal hive en smule håb med fra 2023, kan man passende kigge mod den europæiske stormagt Polen. Efter otte års langsom men sikker udmagring af landets demokrati sendte det polske folk partiet Lov & Retfærdighed på porten til fordel for den tidligere formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusks nye regering. Det bliver en lang proces at føre landet tilbage på det demokratiske spor, men man skal ikke underkende vigtigheden af et demokratisk Polen. Først og fremmest for det polske folk, men også for demokratiets fremtid i Europa.
EU skal signalere demokrati
Dette håb må derfor også inspirere de europæiske befolkninger, når de i juni 2024 afgiver stemmer til europaparlamentsvalget. Snarere end afvikling af demokratiet i lande som Polen, Ungarn og Serbien bør vi håbe, at EP-valget sender et signal om øget integration, samarbejde og demokrati i Den Europæiske Union.
DIPD har sammen med Folketingets partier opstartet nye partnerskaber i en række af de lande, der aspirerer til et medlemskab af EU. I Georgien arbejder Radikale Venstre sammen med Eastern European Centre for Multiparty Democracy om at styrke de politiske partiers institutionelle kapacitet. I Nordmakedonien arbejder Venstre, Socialdemokratiet og SF med ligesindede partier om bl.a. lokalpolitisk organisering og udvikling af grøn politik. På samme måde vokser engagementerne i bl.a. Montenegro, Serbien og Bosnien-Hercegovina. Meningsfulde partnerskaber mellem demokrater i og i udkanten af Europa.
Håb og handling
Engagementet viser styrken i det internationale, demokratiske samarbejde. Det giver håb om, at demokratiet, trods modstand og tilbagegang, igen vil vinde frem.
Støtten og engagementet fra en samlet vestlig alliance er afgørende for, at ukrainernes frihedskamp lykkes. For at Taiwan kan stå imod det voksende politiske pres fra Beijing. For at demokratibevægelsen i Myanmar kan sejre. For at demokratiske partier og civilsamfund i verden kan stå vagt om demokrati og menneskerettigheder og kræve frihed og retfærdighed.
Det er mit ønske, at 2024 bliver håbets og handlingens år. Året hvor verdens befolkninger viser vejen og vælger friheden over frygten. Og hvor verdens regeringer tager ansvar for klima og konflikt.
Vi skal gerne kunne aflevere en bedre verden, når det bliver H.M. Kong Frederik 10.’s tur til at give scepteret videre.
Mathias Parsbæk Skibdal er fungerende direktør for DIPD, Dansk Institut for Partier og Demokrati.
