”Armenien er den største trussel mod den regionale fred,” udtalte den tyrkiske præsident Recep Tayyib Erdogan 27. september i forbindelse med genoptagelsen af kamphandlinger mellem Armenien og Aserbajdsjan i Nagorno-Karabakh.
To dage senere kunne britiske The Times rapportere, at tyrkiske lejesoldater var ankommet til Aserbajdsjan for at assistere i kampene mod armenierne.
Dermed kan konflikten i Nagorno-Karabakh føjes til den voksende liste af konflikter, som Tyrkiet de seneste år har involveret sig i.
Sidste år lancerede Tyrkiet Operation Fredens Forår i Syrien. Tyrkerne rykkede tilsyneladende ind for at neutralisere kurdiske stillinger tæt ved den tyrkiske grænse. Det har betydet, at Tyrkiet de-facto har besat yderligere syriske områder op mod grænsen.
I foråret sendte den tyrkiske regering massiv luft- og efterretningsstøtte til den trængte FN-anerkendte regering i Tripoli, der var under belejring af den frafaldne general Khalifa Haftar. Som kampene er skredet frem, har Tyrkiet sendt op mod 3.500 kamptrænede lejesoldater fra Syrien til Libyen, viser en rapport fra USA’s forsvarsministerium.
Sejr på slagmarken, nederlag i det storpolitiske
Med aktionerne har Tyrkiet nået militære mål, men det har samtidig bragt Tyrkiet på kant med andre regionale aktører.
I Nagorno-Karabakh kan Tyrkiet komme til at stå i opposition til Rusland, der traditionelt har bakket op om armenierne.
I Syrien har Tyrkiet flere gange befundet sig på den modsatte side af Bashar al-Assad, Iran og Rusland.
I Libyen har den tyrkiske intervention bragt Tyrkiet i konflikt med Libyens østlige fraktion og dens formodede støttere: Egypten, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Saudi-Arabien og Rusland.
Samtidigt har tyrkiske olie- og gasefterforskninger i det østlige middelhav skabt stigende harme fra græsk og cypriotisk side. Dette har yderligere ledt til fordømmelser fra EU.
Et tyrkisk droneangreb mod kurdiske mål i det nordlige Irak i august udløste skarp retorik og diplomatiske spændinger mellem Tyrkiet og Irak.
Det tyrkiske udenrigsministerium lancerede ellers for et par år siden en vision: ”Zero Problems with our Neighbors”, som skulle være bærende for tyrkisk udenrigspolitik.
”Men der er efterhånden kun Aserbajdsjan og Qatar tilbage på vennelisten. Ellers er der langt fra zero problems med de andre naboer i regionen,” fortæller seniorforsker ved DIIS Cecilie Felicia Stokholm Banke, der arbejder med tyrkiske forhold.
”Amerikanerne har trukket sig længere ud af Mellemøsten, og europæerne har ikke udfyldt tomrummet. Det har betydet, at Tyrkiet ligesom andre regionale aktører har søgt at fremme egne interesser og indtage en mere markant rolle i den nye magtbalance.”
Siden starten af året har Tyrkiets aktioner forværret forholdet til Armenien, Cypern, Egypten, Forenede Arabiske Emirater, Grækenland, Irak, Israel, Saudi-Arabien og Rusland.
Økonomisk nedgang og faldende vælgertilslutning
I samme periode har den tyrkiske økonomi oplevet en massiv nedgang. Det gik halvskidt i forvejen, og så har coronakrisen givet økonomien en hård mavepuster. På trods af, at regeringen har forbudt firmaer at fyre folk under coronakrisen, så er den officielle arbejdsløshed steget til næsten 15 procent hen over sommeren, og den tyrkiske lira er faldet med cirka 30 procent siden starten af året.
Samtidigt er vælgertilslutningen til Erdogan og hans AKP-parti faldet i samme periode. Knap halvdelen af vælgerne sagde i en meningsmåling lavet af Eurasia Public Opinion Research Centre, at de ikke ville stemme på Erdogan, hvis der var valg i dag, og mere end fire ud af ti vælgere sagde i samme undersøgelse, at hans politik har været fejlslagen.
”Det går ikke særligt godt økonomisk. Der er derfor også et håb om, at det kan tage noget af opmærksomheden fra den økonomiske situation, når regeringen viser, at den er slagkraftig i regionens konflikter,” forklarer Cecilie Felicia Stokholm Banke.
Det virkede i starten. Den politiske opposition og næsten 80 procent af den tyrkiske befolkning støttede for eksempel den tyrkiske offensiv i Syrien, viser tal fra det tyrkiske analyseinstitut Metropoll indsamlet i efteråret 2019.
Tilslutningen er senere dalet, og flere oppositionspolitkere har udtalt sig kritisk om det tyrkiske militære engagement, og det blakkede ry interventionen har givet Tyrkiet.
Markante tiltag uden effekt
Midt i krig, krise og corona annoncerede Erdogan, at Hagia Sofia (Ayasofya) skulle omdannes fra museum til moske. Denne beslutning var et opgør med grundlægger af det moderne Tyrkiet, Kemal Ataturks, dekret fra 1934, der betød, at moskeen blev lavet om til et museum. Erdogans beslutning var en afstandtagen til Tyrkiets næsten hundrede år lange sekulære fortid.
”Dette er et resultat af den islamistiske og nationalistiske politik vi har set de sidste fem år,” udtalte redaktøren for den Istanbul-baserede, men armensk-sprogede avis, Agos, til The New York Times.
Umiddelbart blev beslutningen set som en håndsrækning til Erdogans troende vælgere, men da det hurtigt begyndte at hagle med kritik især fra græsk og russisk side, var Erdogan hurtig til at slå en nationalistisk tone an ved at gøre konverteringen til et spørgsmål om tyrkisk selvbestemmelse over, hvad der foregår inden for landets egne grænser.
”Erdogan forsøger at forene den sekulære-nationalistiske og den muslimsk-osmanniske arv. Men det er en meget svær balancegang. De to er tæt på uforenelige. I Erdogans Tyrkiet er det derfor i sidste ende de sekulære og pro-europæiske, der kommer til kort,” fortæller Cecilie Felicia Stokholm Banke.
Trods den omhyggelige iscenesættelse af konverteringen af Hagia Sofia fra Erdogans side, så viser en meningsmåling, at hændelsen ikke ledte til en øget opbakning fra vælgerne.
Samtidig har situationen nået et punkt, hvor Erdogans ageren det ene sted har undermineret indsatsen andre steder. For eksempel hævede den tyrkiske nationalbank renten den 24. september i et forsøg på at understøtte den faldende lira. Men den stabilitet, det skulle have medført, udeblev, da Erdogan udtalte, at ”Tyrkiet vil stå ved Aserbajdsjans side med alle midler i kampen mod Armenien.” Erdogans udtalelse skabte frygt for en tyrkisk militær indblanding i konflikten, og fik liraen til at fortsætte sit fald.
