Ambassadør Geert Aagaard Andersen, Nairobi, fylder 60 onsdag den 2. marts 2011.
Fødselaren kom for nylig til posten som vor mand i Kenya efter 5 år som miljøambassadør hjemme i Danmark. Og det er samtidig en af Danidas erfarne karle, der kan markere den runde dag ved at invitere hustruen Anne-Lise Klausen ud at spise i Nairobi.
Hun er også en kendt skikkelse i det danske u-landsmiljø som mangeårig direktør i konsulentfirmaet Nordic Consulting Group i Tåstrup vest for København.
Efter at være færdiguddannet som cand.oecon. i 1976 fra Aarhus Universitet kom den opvakte knægt fra Holsted i Sydjylland afsted som juniorekspert for FN i Guyana og Tanzania og var derpå (1980-85) konsulent for infrastrukturprojekter i bl.a. Asien for Hoff & Overgaard.
Så gik turen til udenrigstjenesten og Danida og han har således nu tilbragt et kvart århundrede i “tjenesten”. Efter 3 år hjemme som konsulent i Danida kom han i 1988 på sin første udepost som chef for bistandsmissionen i Beijing. Det med bistanden fik dog snart en ende, da det kommunistiske styre året efter nedkæmpede en studenter-revolte på Den himmelske Freds Plads med blodige midler.
Geert Aaagaard Andersen blev dirigeret til Kampala i Uganda senere i 1989, hvor han skulle bygge den danske ambassade op i et land, der siden har været en af de største modtagere af dansk udviklingsbistand.
Han nåede lige at få titel af ambassadør i april 1993, før han blev kaldt hjem for i september samme år at træde til som chef for et planlæg-ningssekretariat, der over en hektisk periode frem til marts 1994 ledede arbejdet med Danidas nye store strategi frem mod år 2000.
Det var et nyt højdepunkt for drengen fra den jyske stationsby, der er rundet af beskedne kår og var sin families første akademiker. Som så meget andet løste den arbejdsomme mand også denne opgave og blev umiddelbart efter udnævnt til chef for Danidas Øst- og Vestafrika-kontor (S.8).
I september 2001 blev han ambassadør i Indonesien og oplevede her, hvordan landet blev ramt af bomber, jordskælv og tsunami. Som miljøambassadør 2005-10 optog bl.a. den store klimakonference i København ham.
I Kenya vil han bl.a. fokusere på 25-året for Karen Blixen Museet på Blixens gamle kaffefarm i Nairobis udkant. Geert Aaagard Andersen håber at kunne rejse midler til en tiltrængt restaurering.
Han og hustruen gemmer familiefesten til sommeren i Danmark sammen med parrets tvillinger og deres 2 store brødre.