Jørgen Skov Sørensen, der er tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, kommer fra 1. marts 2016 til at stå i spidsen for Danmissions arbejde i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark, hvor organisationen arbejder med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse og dialog.
Han afløser cand.theol. Mogens Kjær, der går på pension fra 1. marts næste år, fordi han fylder 70 den måned. Kjær har været “general” siden 2002.
Mere om ham og jobbet på
https://globalnyt.dk/content/danmission-skal-have-ny-general
Når Jørgen Skov Sørensen træder ind i sit nye kontor i Hellerup i det nordlige København, vil han have en god portion jysk ydmyghed med sig, et solidt teologisk fundament og ni års ledererfaring. Og vil lade sig inspirere af sin store passion for jazzmusik.
"I jazz slås tonen og temaet an, og derefter kan der improviseres. Som generalsekretær ser jeg mig selv som orkesterleder”, siger den 51-årige kommende daglige chef og fortsætter:
“Jeg lægger en linje, hvor der er plads til improvisation og til at gribe muligheder. Verden er meget omskiftelig, derfor skal en organisation som Danmission, der arbejder internationalt, også kunne omstille sig."
Han er heller ikke bange for at spille en solo, så længe den passer ind i sammenhængen.
Taler fem sprog
Jørgen Skov Sørensen er uddannet teolog, taler fem sprog, har rejst i 46 af verdens lande og har tæt kontakt til dansk og udenlandsk kirkeliv.
Han har forsket særligt i interkulturel kommunikation og besidder undervisningserfaring fra højere læreanstalter og universiteter i Asien, Storbritannien og Danmark
I mere end 20 år har han fulgt Danmissions arbejde. Som nyudklækket teolog var han i fem år ansat som missionssekretær i organisationen, hvor han var en del af ledelsesteamet og bl.a. havde ansvar for internationale partnerskaber.
Fra 2005 til 2014 var han en del af bestyrelsen.
At sætte den undertrykte fri
”Mission er for mig at være tilstede blandt mennesker og give det kristne evangelium videre. Men mission er også – som Jesus siger – at forkynde frihed for den fattige og sætte den undertrykte fri. Derfor er det også mission, når vi arbejder med rettigheder og fattigdomsbekæmpelse ude i verden," siger Jørgen Skov Sørensen og uddyber:
"F.eks. har Danmission noget unikt at byde ind med inden for religionsdialog, forsoning og antiradikalisering. Og det er der stadig større behov for i den verden, vi lever i lige nu," siger han.
Det sker med henvisning til terrorangrebene i Paris og Beirut, der inden for den seneste uge igen har aktualiseret debatten om religionens rolle i konflikter.
At kunne fatte sig i korthed
Et menneske med både strategisk sans, et venligt væsen, og en god kommunikator, som formår det, som ikke er alle teologer forundt: at kunne fatte sig i korthed – helt ned i haiku-digt-formatet.
Sådan beskriver biskop Peter Fisher-Møller, der er formand for Danmissions bestyrelse, den kommende generalsekretær.
"Jørgen Skov Sørensen kender folkekirken med dens kvaliteter og udfordringer rigtig godt, samtidig med at han færdes hjemmevant i det økumeniske kirkearbejde både ude og hjemme. Han har et klart blik for Danmissions situation og udviklingsmuligheder," anfører Fischer-Møller.
Danmission fik fra 2011 sin første programaftale (rammeaftale) med Danida til små 33 mio. kr. over tre år frem til 2013.
Programaftalen omfattede aktiviteter i Egypten, Tanzania, Indien, Bangladesh, Cambodja og Burma og pengene er anvendt til opbygning af NGOer og andre folkelige organisationer bl.a. via styrkelse af de fattiges rettigheder.
Danmission var den første missionsorganisation der fik en programaftale med Danida. NGOen blev dannet i 2000 som en sammenslutning af Det Danske Missionsselskab (DMS) og Dansk Santalmision (DSM).
Men nu kommer sparekniven
Under den nye Venstre-regering svinges sparekniven. Regeringen skærer i sit finanslovsforslag for 2016 drastisk i det offentlige tilskud til de i alt 17 organisationer, der har en såkaldt rammeaftale med Danida.
I 2015 får Danmission et statstilskud på 14 millioner. Et tilskud som fra næste år vil blive barberet ned til 10,3 millioner kr.
Samlet set bliver det offentlige tilskud til organisationerne skåret ned fra 808 mio. kr. om året til 595,6 millioner.
“Så voldsom en besparelse vil få store konsekvenser for vores arbejde. De træder jo i kraft allerede fra nytår, så der vil være projekter til gavn for mange mennesker, vi ikke vil kunne fortsætte”, sagde generalsekretær Mogens Kjær i oktober, og fortsatte:
“I værste fald kommer vi til at lukke dele af vores arbejde helt, for det giver ikke megen mening at fortsætte med alt, bare beskåret med 26 procent”.
Kjær understregede, at Danmission ikke ønsker at skære ned på f.eks. teologisk undervisning i kirkerne for at bruge de penge på at bekæmpe fattigdom. “For mennesker lever ikke af brød alene”, som han udtrykte det.
Generalsekretæren påpegede tillige, at et tilskud på 6,5 mio. kr, som Danmission modtager under bistandspuljen Det Arabiske Initiativ, ikke bliver rørt i 2016.
Blå Bog: Jørgen Skov Sørensen, født 24. februar 1964
Erhverv:
* Konsulent og projektmedarbejder Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (2015-2016)
- Sekretariatschef for Folkekirkens mellemkirkelige Råd (2006-2015)
- Adjunkt og underviser Aarhus Universitet /Teologisk Fakultet (2002 – 2006)
- Underviser United College of the Ascension, Birmingham, England (1999–2002)
- Missionssekretær Det Danske Missionsselskab (siden 2000 Danmission), (1994 – 1999)
Uddannelse:
- Ph.d. fra Birmingham Universitet (2005)
- Cand. teol. fra Aarhus Universitet (1994)
Udvalgte bestyrelses- og tillidsposter:
- Religionspædagogisk Center – Den Erhvervsdrivende Fond ”Dansk Bibelskole” (2015)
- LWF Endowment Fund, The Lutheran World Foundation, Schweiz (siden 2010)
- Folkekirkens Nødhjælp (2009-2015)
- Dansk Missionsråds Studieudvalg (siden 2005)
- Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet (2006 – 2012)
- Danmission (2005-2014)
- Stiftelsen Areopagos, Norge/Danmark, formand for repræsentantskabet (2004 – 2012)
- Repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad (2006 – )
Privat:
Far til tre børn på 12, 16 og 20 år. Jazz-fan, motionscyklist og haiku-digter.
Debattør:
Blogger og debattør i Kristeligt Dagblad, især om global kristendom, mission og folkekirkelige forhold.