Til februar tiltræder Claes Amundsen som kommunikationschef for Institut for Menneskerettigheder. Han har en fortid som blandt andet kommunikations- og indsamlingschef i Røde Kors, Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp. Derudover har han været kommunikationschef på Københavns Universitet, og som selvstændig konsulent har han hjulpet private virksomheder og offentlige organisationer med strategisk kommunikation.
Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder, glæder sig til at byde den ny kommunikationschef velkommen.
”Det er afgørende, at vi på Institut for Menneskerettigheder kommer ud og får delt vores viden og anbefalinger. Med Claes Amundsen får vi en erfaren og stærk profil i spidsen for det vigtige kommunikationsarbejde. Jeg glæder mig til at byde Claes velkommen og ser frem til samarbejdet,” siger Louise Holck.
Siden 2018 har Claes Amundsen været ansvarlig for kommunikationen i Lejre Kommune, og han glæder sig til at vende tilbage til et område, han længe har brændt for.
”Formidlingen af menneskerettigheder er så vigtigt som nogensinde. Hver dag bringer nye eksempler på, at rettighederne er under pres, og at kampen for ligebehandling langt fra er slut. Det gælder både internationalt og i Danmark. Jeg ser frem til at bidrage til det vigtige arbejde, som Institut for Menneskerettigheder er så kendt og respekteret for,” siger Claes Amundsen.
Claes Amundsen er 56 år og uddannet journalist fra DMJX i Aarhus med supplerende kurser i ledelse.