Diskussionen om verdensmålene finder sted på et tidspunkt, da flygtningekrise, migration og sikkerhed mod terror dominerer den politiske dagsorden.
Alle verdensmål kan ses i den sammenhæng, men specielt mål 10 om at reducere ulighed i og mellem lande og mål 17 om globalt samarbejde er vigtige.
Se verdensmålene helt kort på
http://verdensbedstenyheder.dk/verdensmaal
Penge betyder noget
Allerførst: Det betyder noget for en dansk strategi i forhold til verdensmålene, hvor mange penge der er til at rådighed.
Er det 20, 15, 10 eller 5 mia. kr., der rent faktisk går til bekæmpelse af fattigdom i Det Globale Syd?
Hvis det beløb af udviklingsbistanden, der går til fattigdomsbekæmpelse, hele tiden går op og ned – for tiden mest ned – er det umuligt at sikre realistiske og fornuftige strategiske prioriteringer.
Derfor foreslår jeg, at der sættes en nedre grænse for, hvor mange midler, der minimum skal gå til direkte fattigdomsbekæmpelse og langsigtet udviklingsbistand i udviklingslandene.
Vi kunne følge Norges eksempel med at tilføre ekstra 2,5 milliarder kroner til udviklingsbistanden for at sikre, at der ikke tages penge fra langsigtet udviklingsbistand, selv om der bruges flere penge på flygtninge.
Årsager til at folk udvandrer
Folk migrerer på grund af fattigdom og ulighed og på grund af krig og forfølgelse. Eller sagt på en anden måde: Hvis man ikke kan se en god fremtid for sig og sin familie, søger man, hvis man kan, mod bedre muligheder. I nabolandet eller i den rige verden.
I artiklen ”Islamisk Stat betaler bare bedst” fra Politiken den 20. november 2015 citerer Anders Jerichow en syrisk flygtning for at sige:
”Mange unge mænd må vælge mellem arbejdsløshed og at gå i IS’ tjeneste. De fleste (der går ind i tjenesten) er ikke specielt religiøse. De er muslimer, og de tror på Gud. I skal bare ikke tro, at de har nogen speciel sympati for IS-bevægelsens fundamentalisme”.
“Men deres familier er ramt af krigen, de tjener ingen penge. Hvis man ikke kan flygte, må mange tage imod et tilbud fra en milits. IS betaler bare bedst.”
Hvordan kan vi så bruge det i en debat om verdensmålene og dansk udviklingspolitik? Jeg har tre bud:
Strukturelle årsager til fattigdom
De rige landes landbrugs- og fiskeripolitik har enorm betydning for de fattige lande. Det samme har love og regler, der muliggør illegal kapitalflugt.
Washington og Bruxelles har muligheden for at skabe ensartede regler og muligheder og en fair spillebane for både rige og fattige lande.
Danmark bør for det første have det som strategisk prioritering at gå forrest i EU for at rette op på manglende sammenhæng. For det andet skal vi fortsat støtte aktivt op NGOernes arbejde med disse emner.
Aktive folkelige foreninger
Dette arbejde må dog kobles med en indsats for god regeringsførelse i de fattige lande (verdensmål nr. 16) – noget som især civilsamfundet (de folkelige og ikke-statslige foreninger og grupper) kan bidrage til.
Statskuppet, eller forsøget derpå, i Burkina Faso, er interessant, fordi civilsamfundet var afgørende for, at der netop er holdt et demokratisk valg i stedet for at en militærjunta er ved magten eller – værre – der ville være kaos og borgerkrig.
Præsidentens garde tog regeringen som gidsler og ville lave statskup. Civilsamfundet organiserede store og folkelige protester, men ingen vidste hvem det egentlige militær ville støtte.
Derfor gik civilsamfundet i dialog med militæret, som endte med at gå imod præsidentens garde.
Statskuppet blev afværget, præsidents garde har undskyldt, og der har været valg. Så måske også derfor er der ikke mange flygtninge fra Burkina Faso på vej mod Europa.
Guatemala er et andet helt frisk eksempel. Massive folkelige protester tvang i oktober præsident og vicepræsident til at gå af på baggrund af afsløringer af massiv korruption.
Eksemplerne viser, hvorfor Danmark har en strategisk interesse i fortsat at støtte civilsamfundets arbejde med god regeringsførelse.
Flere jobs i Afrika
Der er brug for at skabe jobs til de unge i Afrika. Op imod halvdelen af Afrikas befolkning er unge. Det er ca. 250 millioner mennesker, og antallet vil vokse over de kommende årtier.
Den private sektor er central i den forbindelse, men denne sektors engagement i Afrika er ikke given. Der er lang vej. og Afrika er ikke Asien.
Hvis man siger, at middelklassen i Afrika defineres som mindst 120.000 kr. i årlig husstandsindkomst, består den afrikanske middelklasse af 16 millioner ud af i alt 500 millioner mennesker.
Jobskabelse forudsætter, at befolkningen uddannes, at infrastrukturen udbygges og domstolene fungerer rimeligt.
Det er noget af dét, som klassisk udviklingsbistand kan. Det er der brug for fortsat, og det er noget som Danmark er dygtig til.
Bistanden kan skabe rammebetingelser og være en katalysator for private investeringer og vækst.
Pas på donor darlings
Derfor bør det være Danmarks tredje strategiske prioritering og fokus, at den klassiske bistand ikke glemmes.
Danmarks valg må ikke ske isoleret fra andre donorers valg. Så risikerer vi, at nogle lande og sektorer bliver donor stedbørn og andre donor darlings.
F.eks. er sundhed (verdensmål nr. 3) tilsyneladende mere populært end uddannelsesmålet (verdensmål nr. 4) på grund af de kommercielle interesser.
Og dét selv om uddannelse klart stod øverst på listen, da FN lavede sin globale undersøgelse over hvad de fattige ønskede at prioritere.
Ovenstående er skrevet med afsæt i migration- og sikkerhedsdagsordenen.
Jeg vil gerne opfordre Folketingets udenrigsudvalg til at tænke bredere og langsigtet. Ebolakrisen var for et års tid siden den store bekymring, også i vestlige hovedstæder.
Bæredygtig udvikling og klima er fortsat afgørende vigtigt og viser tydeligt, at vi på mange områder har fælles interesser med de fattige lande.
Samfundsudviklingen vil betyde, at der kommer andre og nye udfordringer.
Det er derfor så vigtigt, at vi tænker langsigtet og strategisk – i stedet for kun at se på dét, der er aktuelt her og nu.
Kilde: IBIS website, 14. december 2015
