Sammensætningen af Mette Frederiksens første regering var ventet med særlig spænding i udviklingskredse. Det er kendt erfaring i Folketinget, at et regeringsbærende parti risikerer at tabe egen kraft, når det har blødt sine bedste folk til ministerkontorerne.
Med denne indsigt in mente og med udsigt til en et-partiregering, var der stor bekymring for, om partiet ville spare på egne kræfter og undlade udnævnelsen af en særskilt minister – med det resultat, at udviklings- og nødhjælpsporteføljen hovedsagelig ville blive varetaget af embedsværket.
Da direktør for AIDS-Fondet og tidligere ministerrådgiver, Andreas Gylling Æbelø, for et par uger siden i Globalnyt vurderede valgets konsekvens for udviklingspolitikken, advarede han mod en sådan beslutning:
”Hvis man kun har én minister, der skal varetage hele porteføljen på Asiatisk Plads, så kan man ikke udrette så meget, som hvis man har to. Hvis én minister skal håndtere Syrien, Rusland, Trump, Europa-politik – og eksportfremme etc., så kommer udviklingsarbejdet let i klemme.”
Prisværdigt
På den baggrund er det prisværdigt, at Mette Frederiksen har udnævnt en Minister for udviklingssamarbejde. Det tegner godt for området i forlængelse af sætningen i ’forståelsespapiret’, at de fire partier bag statsministeren lover at ”arbejde for et løft af verdens fattige områder. Heriblandt særligt fattige områder i Afrika.” Måske kommer der ligefrem kød på Socialdemokratiets meget luftige løfte om en ’Marshallplan for Afrika’.
Lige nu strømmer det ind med gode ideer (læs: Krav!) til ministeren fra alle danske udviklings- og humanitære organisationer, og inden Rasmus Prehn har set sig for, er han dybt begravet i detaljer.
Derfor bør han printe de følgende linjer fra tidligere udviklingsminister Poul Nielsen og hænge dem op på sit nye kontor. Adspurgt af Globalnyt om opgaven og arbejdet siger Nielson:
”Alle jeg kender, der har haft dette som deres opgave, bliver personligt suget ind i et arbejde, der vil berøre dem for livet. Det så jeg også med folk fra højrefløjen, at der opstår en fælles erkendelse af problemer, udfordringer og ansvar. Det bliver personligt meget betydningsfuldt for ham.”
Nielson slutter: ”For en socialdemokrat er dette lige i solar plexus for vores værdihierarki. Der er ikke noget mere meningsfuldt for en socialdemokrat end at bekæmpe fattigdommen. Det er en gave for en socialdemokrat at få det job.”
Tillykke til Rasmus Prehn!
