Igen er debatten om dårligt arbejdsmiljø i ngo-verdenen kommet på dagsordenen, senest her i Globalnyt med en historie om et barskt arbejdsmiljø i Red Orangutangen.
Som formand for Dansk Magisterforening (DM) Civilsamfund har jeg en følelse af deja vu, fordi vi ofte hører den slags historier, og fordi de bakkes op af undersøgelser blandt vores medlemmer, der viser dårligt arbejdsmiljø alt for mange steder.
Ondt i det gode hjerte
Artiklen er en del af serien Ondt i det gode hjerte om en ngo-branche fyldt med passionerede medarbejdere, der ofte lider under dårlige arbejdsforhold. I den kommende tid sætter vi fokus på de værste problemer, men også på steder og personer, der kan inspirere til at gøre det bedre.
Ved du noget, vi bør vide? Så kontakt os endelig på [email protected] .
Eller skriv, ring, WhatsApp, sms eller Signal til Morten Scriver Andersen eller Søren Steensig.
Alle henvendelser behandles fortroligt. Husk at bruge en krypteret mailtjeneste (som Protonmail), hvis du vil skrive til os krypteret.
Det er på tide, at sektoren sådan for alvor tager et opgør med den laissez faire tilgang til arbejdsmiljø, der har hersket. Det skal ske, fordi loven kræver det, fordi medarbejderne fortjener det, men også fordi det kun kan være i organisationernes egen interesse.
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
Jeg begriber ikke, hvordan man som organisation kan tro, at man kan gøre en forskel for socialt udsatte eller verdens fattige, hvis man ikke har orden i eget hus. De fleste ngo’er arbejder med relationer, og her er medarbejderne det vigtigste værktøj – og det værktøj skal være i orden.
Samtidig tror jeg, sektoren må indstille sig på, at kampen om den dygtigste arbejdskraft bliver intensiveret. Man kan ikke hvile på laurbærrene og forvente, at nye idealistiske medarbejdere kommer væltende ind i sektoren, hvis de kan se, at arbejdsforholdene er for dårlige.
Jeg anerkender, at mange ngo’er har gode forhold. Og jeg er helt enig i, at projektmidler og statens usikre finansiering medfører mange prekære ansættelser og usikkerhed. Den debat vil vi i DM gerne rejse sammen med sektoren.
Men det fjerner ikke organisationernes eget ansvar for arbejdsmiljøet, for at sikre mere trygge ansættelser og for at sikre en bedre ledelse. Og det fjerner slet ikke ansvaret for at bekæmpe en forestilling, som desværre stadig er udbredt. Nemlig, at når man vælger at arbejde for samfundets udsatte eller verdens fattigste, så bør man ikke at gå op i arbejdsforhold – for de forhold er jo alligevel meget bedre end forholdene ude i verdens brændpunkter.
For mig at se er det omvendt. Desto mere man arbejder med socialt udsatte, med nødhjælp eller på anden måde beskæftiger sig med de allersværeste forhold i verden, desto mere sikker og tryg skal ens base være. Et godt arbejdsmiljø der derfor helt afgørende både for medarbejderne, men også for at de kan levere – og blive ved med at levere.
I DM ser vi især 3 udfordringer, som skal tages fat på for at forbedre arbejdsmiljøet:
- For mange prekære ansættelser
- Dårlig ledelse
- For få tillidsvalgte
Hvad det første angår, er vi er enige i, at usikker og midlertidig finansiering giver mange projektansættelser. Og at en mere stabil finansiering derfor er afgørende. Men samtidig tror jeg desværre, at nogle organisationer for en sikkerheds skyld ansætter folk i midlertidige stillinger, selvom man godt kunne oprette flere faste stillinger, også selvom ens ansættelse er knyttet til projektmidler (der kunne jo komme flere projekter). Og det ville give bedre mulighed for at bevare kontinuiteten.
Derudover hører vi ganske ofte om dårlig ledelse – og det dækker nok over mange ting. Hvis en organisation har mange frivillige eller en stærkt involveret bestyrelse, kan det i nogle tilfælde være uklart, hvem som egentlig bestemmer. Andre steder har lederne måske for meget på sit bord, og der er i det hele taget brug for at opkvalificere lederne.
Sidst, men ikke mindst, så burde langt flere organisationer have valgte arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsvalgte. Det kan lyde lidt tørt og bureaukratisk, men jeg tror, at langt de fleste arbejdspladser med godt arbejdsmiljø også har et godt formelt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Det er jo netop den højt besungne danske model i sit yderste led, hvor store såvel som små problemer løses, inden de vokser sig for store til at løse.
En tillidsrepræsentant løser selvsagt ikke alle problemer, men det skaber fundamentet for et bedre samarbejde.
I DM mener vi, at et bedre arbejdsmiljø i alle dele af civilsamfundet er en af de væsentligste ting at tage fat på. Vi håber, at organisationer, brancheforening, fonde og myndigheder vil spille sammen om at løfte den dagsorden.
Morten Hofmann Rytter, Formand for DM Civilsamfund.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Har du selv lyst til at deltage i debatten om arbejdsmiljøet i ngo-branchen, eller ligger du inde med et andet emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig til [email protected]
