Det må man give hende ret i.
I Europa dyrker man de eksotiske kulturer i de østlige og sydlige middelhavsregioner, der bekræftede ens egen kulturelle overlegenhed, men som samtidig pirrer ens forbudte fantasier.
1001 Nats Arabien var det løsslupne, erotiske eventyrland med flyvende tæpper, krumsabler og den smækfede sultan, der havde et harem befolket af kvinder fra alle verdenshjørner.
De tilbagestående afrikanere lavede masker og figurer, der talte til det primitive urmenneskelige i europæerne, som man med de nye videnskaber gjorde, hvad man kunne for at kontrollere. Sigmund Freud, selveste under-jegets fader, havde en samling af afrikanske figuriner.
Og sørme om ikke vi bliver ved i postkolonialistisk tid. Nu hedder det diasporakunst. I anerkendelse af vor grumme fortid som koloniherrer kryber vi til korset og dyrker de kunstnere, der med livet som indsats udtrykker den undertrykkelse, de oplever i de tidligere koloniers nutidige totalitære regimer. Vi inviterer diasporakunstnerne til vore museer, det bekræfter fortællingen om vor egen humanisme, og kinesiske Ai Weiwei er den vestlige kunstscenes absolutte darling.
Alle fortællinger fra syd skriver vi ind i vore egne fortællinger. De får aldrig lov til at stå alene på egne præmisser.
Kunst eller kunsthåndværk
For som en af kuratorerne, italienske Francesca Masoero, forklarer:
Selma Ouissi, der er bosat i Paris, mødte en dag noget velkendt i et parisisk galleri. Det var bemalede lerdukker, som de berbiske kvinder i Tunesien lavede. Det var ikke så meget det, at dukkerne var at finde i et galleri i Paris, der fangede hendes opmærksomhed, men det, at de blev solgt for 200 euro stykket. Hun vidste, at de berbiske kvinder selv fik 2 euro for en lerdukke. Hun ringede straks til sin bror, Sofiane.
Hun fortæller, at de tog ud og besøgte kvinderne, der sad isolerede i hvert sit hjem og lavede lerdukkerne midt i børnepasning og tøjvask. De spurgte kvinderne, hvad de havde allermest brug for kunne lave lerdukkerne i fred og ro.
De samlede 60 kvinder og etablerede en fabrik, hvor arbejdsopgaverne blev fordelt med hjælp fra forskellige rådgivere. Nogle hentede leret, andre planterne, som farven skulle udvindes fra. Nogle lavede en børnehave på fabrikken og andre lavede mad til kvinderne. Og efter at have indhentet tilladelse fra mændene, blev kvinder hentet hver morgen i en bus.
Traditionen var i fare for at forsvinde, fordi det var så tidskrævende i forhold til det økonomiske udbytte, men den udvikling er nu vendt. Kvinderne får ordentlig betaling, og hele traditionen behandles nu hos UNESCO for mulig anerkendelse som verdenskulturarv.
Kunstnerkaffe og kunstnerlort
Bandjoun Station er skabt af cameroonske, Barthelemy Togou, i samarbejde med lokale kaffebønder. Det er en mobil kaffebar, hvor man kan købe et kunstnersigneret papkrus med kaffe til 40 kroner eller en pose kaffe med hjem til 200 kroner.
Men er det kunst eller kunsthåndværk?
Og netop derfor er kunst som skabt til aktivisme, fordi den ikke ligger under for noget andet end sig selv. Ønsket om at ville løsrive sig fra europæisk dominans for i stedet at sætte sine egne spilleregler er fuldt ud berettiget. Det er ønsket om at ville demokratisere kunst og demokratisere gennem kunst også.
Men, når det er sagt, kan man ikke komme uden om, at kunst er elitært, fordi den kræver overskud som f.eks. den tid, de tunesiske kvinder efterlyste. Og man kan stille sig selv spørgsmålet, om ikke dette kuratorkollektiv selv gør det, som man forsøger at løsrive sig fra.
For hvor mange gange kan man stemple noget som kunst, inden det mister sin værdi? Bliver det ikke bare endnu et mærke ved siden det økologiske ø og Max Havelaar? Og er der i det hele taget andre end vesterlændinge, der hopper på den slags?
Der er intet i vejen med at bruge sin status som kunstner til aktivisme. Men er det bæredygtigt? Hvad skal der ske med de tunesiske kvinder og deres lerdukkefabrik, når kunstnerne forlader projektet? Kan det bære sig selv videre?
Something to Generate From kan opleves på Kunsthal Aarhus frem til den 8. august og på kunsthallens Vimeo-kanal kan se en film, hvor kuratorerne selv beskriver Madrassa Collective.
Læs mere om udstillingen her
