Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors glæder sig over, at Folketingets debat om klyngebomber har vist et klart flertal for et forbud mod klyngebomber, der medfører uacceptable skader på civile, fremgår det af en presseudtalelse fra de 2 store NGOer torsdag.
“Vi ser også frem til, at Danmark erklærer et nationalt stop for klyngebomber. Desværre kunne der under debatten ikke samles flertal for at erklære et forbud nu og her, sådan som vi har set det i Norge. Men nu afventer vi en undersøgelse af ”fordele og ulemper”, som lovet af udenrigsministeren”, hedder det
Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors vil fortsat bidrage med at dokumentere de forfærdelige konsekvenser, som klyngebomber har for intetanende børn, kvinder og mænd, der er så uheldige at bo i konflikt- og krigsområder.
“Vi beklager, at så mange politikere under debatten henviste til tekniske løsninger som et middel til at fjerne klyngebombers uacceptable konsekvenser for civile. Vi har endnu ikke set – i virkelighedens verden – et klyngevåben, hvor disse tekniske løsninger som selvdestruktionsmekanismer fungerede efter hensigten”.
Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp fortsætter arbejdet med at samle underskrifter for et forbud. Og vi opfordrer danskerne til, når de skriver under, at fortælle politikerne, at det er på tide at gå foran i de internationale forhandlinger om et forbud mod klyngebomber.
Læs mere på www.stopklyngebomber.nu
Yderligere oplysninger hos Stine Leth-Nissen, Folkekirkens Nødhjælp. mobil 29 70 06 10 og Anne Sofie Lauritzen, Dansk Røde Kors, mobil 61 27 51 98