Roskilde Festival 2018
Festivalen finder sted fra 30. juni til 7. juli 2018. Det officielle program begynder onsdag 4. juli.
Der er solgt 80.000 billetter til hele festvalen og 5.000 én-dagsbilletter til 4.-5.-6.-7. juli
Det er den 48. udgave af festivalen, der har fundet sted på Dyreskuepladsen uden for Roskilde siden 1971.
Festivalen er nonprofit og donerer en del af sit overskud til velgørende formål. Siden 1971 har den doneret 345 millioner kroner.
I 2017 blev overskuddet på kr. 16,6 mio.
Hvad skal man se på årets Roskilde Festival, hvis man er interesseret i musik fra andre steder end USA og Vesteuropa? Der er nok at vælge imellem – med musikere og bands fra bl.a. Colombia, Kina, Libanon, Malawi, Argentina, Kap Verde, Sydafrika, Uganda og Egypten. Mange af dem er forholdsvis ukendte i Danmark og Europa, og derfor har vi bedt Peter Hvalkof, der er med til at tilrettelægge festivalprogrammet og har booket den “oversøiske” musik, om at guide læserne.
Der er ingen af verdensmusikkens megastjerner på programmet til årets udgave af Roskilde Festival. Det er jo mere morgendagens stjerner, der er blevet booket, siger Hvalkof, da Globalnyt møder ham i gården foran spillestedet Alice – det tidligere Global – på Nørrebro i København.
“Roskilde er ikke en typisk festival på den måde, at vi henter Youssou N’Dour ind gang på gang på gang. Vi vil gerne blive ved med at præsentere det nutidige og morgendagens musik. Og på den måde afspejler vi måske meget godt den udvikling, der er i øjeblikket, fordi vi ikke læner os så meget op ad fortidens koryfæer.”
“Jeg synes faktisk, det er et meget spændstigt program, vi har fået lavet i år. Ja, jeg tror spændstigt er ordet,” siger han efter at have smagt lidt på det.
Nordafrika og Mellemøsten
“Hvis jeg skal pege på en tendens i vores program, så synes jeg, at man kan sige, at Nordafrika og Mellemøsten vejer tungt i år. Fra Tunis har vi Ammar 808, som er arvtagere efter et andet tunesisk band – Bargou 08. Det er keyboardspilleren derfra (Sofyann Ben Youssef, red.), som står bag Ammar 808. Det er helt nyt og helt uprøvet, og deres nye album er lige kommet på gaden den 11. juni.”
“Genremæssigt ligger det et sted mellem…” Hvalkof holder en kort pause mens han gennemroder sit indre musikbibliotek “… jeg er lige ved at kalde det techno og så sharbamusik. Altså rigtig gang-i-den dansemusik men meget, meget nordafrikansk.”
“I Egypten sker der rigtig meget spændende i øjeblikket. En af de centrale personer er en keyboardspiller og guitarist, der hedder Maurice Louca. Han kommer med to ensembler. Et rent egyptisk-mellemøstligt ensemble, som hedder Lekhfa, som spiller musik ovre i den mere populære ende og så en improvisationstrio med en anden egypter, Sam Shalabi, og en amerikansk guitarist (Alan Bishop, red.), og det er ren impro, The Dwarfs of East Agouza, hedder de.”
“Vi har haft dem her – på Alice – et par gange, og jeg har spurgt dem, hvad vi kunne forvente. Ja, det er spændende, siger de, for de ved det heller ikke selv, inden de går på scenen.”
“Fra Libanon kommer Yasmine Hamdan. Elektronisk pop vil jeg kalde det. Med tydelige mellemøstlige spor. Hun var tidligere sangerinde i en duo der hed Soap Kills men har nu tre albums ude på det meget velanskrevne belgiske label, der hedder Crammed Discs, som også er dem der lavede Konono No 1, Kasai Allstars og flere andre Congo-navne. Hun passer meget godt ind i æstetikken omkring Crammed Disc. Hun bor i Paris nu, men kommer fra Beirut.
Afrika
“Nu snakkede vi Kinshasa før. Kokoko! er et ensemble fra et kulturhus, der hedder La belle kinoise i Kinshasa, som der har været sådan lidt snak om her de sidste par år. For Roskilde Festival er det meget interessant at få dem på besøg, for da vi for to år siden havde besøg af Africa Express, gav vi en donation til dem på en million kroner, som de i samråd med os skulle fordele til støtte for musikinitiativer i Afrika. Og et af de initiativer, der er blevet støttet, er La belle kinoise. Så derfor er det jo fedt, at der nu kommer et band, som er vokset ud af det her spillested, som vi har støttet.”
“Der er også en gruppe fra Malawi, Madalitso Band, en duo, som jeg så for halvandet år siden til en festival på Zanzibar. Egentlig er det ikke noget særligt. Det er en traditionel duo, og den ene spiller på guitar og den anden har en eller anden underlig hjemmebygget bas-ting – en halv olietønde og én streng (en babatone, red.). Det er helt enormt livsbekræftende. Når man er til nogle af de der festivaler, hvor man hører frygtelig meget musik, så kan mundvigene godt begynde at hænge lidt, ikk’? Men så nogle gange begynder man bare at smile, når man hører noget. Netop sådan et band Madalitso Band.”
Sidste år havde vi et band fra Soweto, der hedder BCUC, og de kommer igen i år. De lavede simpelthen sådan en blændende en koncert, og de har siden lavet et fremragende nyt album. Så vi var nødt til at have dem tilbage. Og ikke mindst var vi vildt imponerede over, at de mistede alle deres instrumenter på vej til os, men alligevel lavede de et brag af en koncert på sidste års festival.”
“På vores lille scene, Klub Rå-scenen, har vi en elektronisk duo fra Sydafrika, der hedder Faka. Gruppen er ikke kun kendt for deres musik men også for den måde, de projicerer deres kønsorientering.”
“Og så kommer der en ung sanger, også fra den elektroniske popverden, Moonchild Sanelly, som er en, som også er kommet ud vores netværkssamarbejde med African Express, som lige har været i Sydafrika og fik øje på hende og ringede til os og sagde, “kan I ikke lige…”, og det kunne vi. Så hun kommer også.”
Den vistnok ældste musiker er 82-årige Bitori fra Kap Verde. “Fantastisk akkordionspiller, som i den grad forstår at lave fest,” er Peter Hvalkofs skudsmål.
Fra Uganda kommer der to bands. Otim Alpha startede med at spille traditionel bryllupsmusik fra Acholi-regionen, men for ti år siden begyndte han at blande det med elektronisk musik. Et andet ugandisk band, Nihiloxica, har også udgangspunkt i traditionel musik – trommemusik. Et trommeensemble fra Kampala har i samarbejde med den britiske musiker Spooky J udviklet “en mørkere form for bugandisk trommemusik”, som festivalen betegner det.
Asien
Peter Hvalkof fremhæver to indslag fra Asien.
“Vi har et gamelan-orkester fra Bali – et stort ensemble med 25 mand, der hedder Gamelan Salukat. Hvad vi ved er, at det skulle være Balis fornemmeste ensemble. Der er et meget ungt ensemble, for balinesiske gamelanmusikere peaker, når de er meget unge, men ensemblet er gammelt. De var inviteret til en jubilæumskoncert i München i begyndelsen af juni og så fandt penge, så vi kunne holde dem i Europa, så de kunne spille på Roskilde Festival. Det er sådan mere en af de der skæve ting.”
“Vi har også et meget spændende besøg af et band fra Kina, der hedder Anda Union, som er fra den kinesiske del af Mongoliet. De bevæger sig rundt ovre i det felt med strubesang og sådan noget. Det har ligesom fået fat i publikum, så det skal også nok blive en publikumsucces.”
Latinamerika
“Festivalens næstældste musiker er 80-årige Dona Onete fra Amazonas i Brasilien, som spiller… ja, jeg kender ikke genren. Det er glad, dansabel dansemusik. En kvinde, der startede sin karriere som 73-årig.”
“Så har vi et meget spændende og meget funky tangoensemble fra Argentina, der hedder Rascasuelos. Jeg tror ikke, vi har haft tango på Roskilde siden 1997. De har en forsanger, der i sit udtryk godt kan vække minder om Tom Waits. Og den råhed, nærmest rockattitude, der ligger i den stemme, følger også resten af bandets tilstedeværelse.”
Ligeledes fra Argentina kommer Juana Molina, som Peter Hvalkof har lidt svært ved at genrebestemme. Han ender på elektronisk musik.
“Det er fantastisk, det lydunivers hun kan skabe med sin trio. Det er virkelig, virkelig fantastisk. Hun kommer fra Crammed Discs label ligesom Yasmine Hamden og hos Juana Molina er der lidt den samme æstetik, som man kan høre på Yasmine Hamdans produktioner.“
“Ingen Roskilde Festival uden en repræsentant for Colombia, for der sker virkelig meget. El Leopardo er et fantastisk ensemble mellem afro-colombiansk percussion og elektronisk musik. Det er super fedt! Vi havde dem her på Alice i december, hvor det ellers godt kan være svært at sælge billetter. Men der var proppet, og taget løftede sig nærmest. Hold kæft en fest.”
Ny musikalske møder?
En af de ting, som Peter Hvalkof er spændt på, er om der opstår nye musikalske møder under festivalen.
“Vi har før oplevet, at Damon Albarn fra Blur har inviteret nogle musikere fra Mali med på Orange Scene. Nu spiller han lørdag aften med Gorillaz, så det bliver spændende at se, om han inviterer nogen med op denne gang. Det kunne også være David Byrne, for han kunne også finde på den slags ting. Ofte bliver musikerne, der spiller på de større scener, hængende for at komme til at se nogle af de her tredjeverdensorkestre, som man jo ikke bare ser alle steder”.
