Et nationalikon er født

kanadaka
Alaa Salah.
Foto: Lana Haroun.
Laurits Holdt

11. april 2019

To kvinder på det rette sted på det rette tidspunkt har skabt et ikon for den folkelige opstand i Sudan: Den ene var centrum i en demonstration og den anden hev sin mobiltelefon frem og tog det helt rigtige billede.

Billedet af den unge kvinde i lang hvid kjole, der står taget af en bil midt i demonstrationsmylderet i Sudans hovedstad Khartoum er på kort tid er gået verden rundt

På videoer fra mandagens demonstration foran militærets hovedkvarter kan man se og høre at hun synger og smådansende opmuntrer de omkringstående til at deltage i slagsangene mod præsidenten.

Hun hedder Alaa Salah, er 22 år og studerer til ingeniør.

”Sudanske kvinder har altid deltaget i revolutionerne i dette land. Jeg er stolt af at være en del af denne revolution og jeg håber, den vil nå sit mål,” sagde hun til nyhedsbureauet AFP dagen før, at præsidenten blev afsat af militæret.

Der har været mange kvinder blandt demonstranterne i de seneste dage, og Alaa Salah fortæller, at hun har deltaget i demonstrationerne siden de begyndte 19. december som reaktion på regeringens beslutning om at tredoble priserne på brød.

Billeder og videoer af hende strømmede med det samme ud i de sociale medier fra de mange mobiltelefoner i hænderne på demonstranterne omkring hende og hun fik tilnavnet ”kandaka” – dronningen, som en henvisning til de stærke dronninger i det nubiske rige i det gamle Sudan.

Det mest ikoniske billede er taget hurtigt med en mobiltelefon og fotografen, Lana Haroun, er ikke professionel fotograf.

”Hun forsøgte at give os håb og positiv energi og det lykkedes for hende. Hun repræsenterede alle Sudans kvinder og piger og inspirerede hver eneste kvinde og pige til demonstrationen. Hun fortalte historien om Sudans kvinder… Hun var perfekt.,” sagde Lana Haroun senere til CNN.

I dagene efter billedet kom online er det blevet brugt som udgangspunkt i kunstværker og billeder på sociale medier

En af dem er den egyptiske kunstner Ahmed Tuni – El Tuni – der har skabt en plakat med inskriptionen ”Tasqot bas”, der er et af demonstranternes slagsord.

Løst oversat betyder det ”bare træd tilbage” på den dialekt af arabisk, som tales i Sudan.

Slagordet er et ordspil på ”taskot bas”, som betyder ”ti stille” eller ”hold kæft”, fortæller han i en chat-samtale med Globalnyt.

Foto: El Tuni

Hussein Adlan er fra Sudan men bor i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han arbejder som indretningsarkitekt.

Han følger nøje med i begivenhederne i sit hjemland og blev ligeledes inspireret af billedet af Alaa Salah på taget af bilen i Khartoum.

Han har taget hende til sig som et nationalsymbol på linje med Frankrigs Marianne og har skabt sin helt egen version af en sudansk pas ved at udskifte sekretærfuglen og skjoldet, der udgør nationalemblemet, med et billede af Alaa Salah.

Hussein Adlans “nye” sudanske pas.


Foto: Hussein Adlan.

En amerikansk-sudansk aktivist, Hind Makki, udlægger på Twitter, hvad det er, som efter hendes mening gør Alaa Salahs fremtræden til noget helt særligt:

”Hun bærer en hvid thobe og guldøreringe. Den hvide thobe bæres af kvinder, der arbejder på kontorer og den kan også forbindes til bomuld, som er en stor eksportvare fra Sudan, så på den måde repræsenterer det både kvinder i byerne og på landet.”

”Hele hendes påklædning er et callback til det tøj som vores mødre og bedstemødre gik i i 60’erne, 70’erne og 80’erne, som var klædt sådan, mens de demonstrede i gaderne mod tidligere militærdiktaturer.”