Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
For mange år siden sad jeg hjemme hos mig selv og slukkede for TV-avisen med et knald. Jeg var vred og ærgerlig.
Det var i det herrens år 1979. På skærmen så jeg daværende minister Lise Østergaard (Soc.) på en improviseret talerstol indvie en ferieby, som Dansk Folkeferie havde opført i Mellieha på det nordlige Malta. Blandt tilhørerne sad LO’s navnkundige formand Thomas Nielsen og den danske arkitekt Hans Munk Hansen, der havde designet hele herligheden.
Det gjorde mig fly förbannat, som det hedder på svensk! For det var da fint, at LO sendte kornfede danskere til et ferieparadis ved Middelhavet. Men hvorfor skulle Lise Østergaard stå på talerstolen? Hun stod der jo som udviklingsminister! Og hvad pokker havde dansk charterturisme i Sydeuropa at gøre med udviklingsbistand?
Et klenodie
I år tilbringer jeg selv tiden mellem jul og nytår på Mellieha Holiday Centre (MHC), som jeg i dag betragter som et klenodie i dansk arbejderkultur: En ferielandsby skjult i en park, bygget som et arkitektonisk hele. På Malta er MHC kendt af alle og hedder simpelthen ’den danske landsby’.
Centeret fejrede 40 års jubilæum i maj og drives stadig af Dansk Folkeferie, der nu slet og ret hedder Folkeferie. Det er et eksempel på, hvad arbejderbevægelsen i Danmark magtede og stod for, dengang LO endnu havde saft og kraft.
Jeg tager i dag ikke min forargelse tilbage! Selv om Malta den gang var en ny nation, der netop havde revet sig løs sig fra britisk koloniherredømme, synes jeg stadig, det var falsk reklame at klæde feriecenteret ud som u-landshjælp.
Lise Østergaards optræden ved indvielsen i Mellieha var derfor kun en håndsrækning vennerne fra Anker Jørgensens socialdemokratiske regering: Til Thomas Nielsen, der endnu ikke var blevet arg fjende, og til Malta, der også dengang havde en arbejderpartiregering.
Civilt samarbejde og solidaritet
Selv om byggeriet på Malta derfor ikke kunne kaldes u-landshjælp, er samarbejdet mellem dansk LO og den maltesiske fagbevægelse alligevel noget positivt, som jeg glæder mig over.
Byggeriet af ’den danske landsby’ blev nemlig det måske klareste synlige udtryk for viljen i den danske arbejderbevægelse til at samarbejde med fagbevægelser i andre lande. Det var en vilje, der slog stærkt igennem i de år og kom til at præge vores egentlige udviklingsbistand til bl.a. Tanzania og Latinamerika. LO var dengang en stærk spiller i den bistand, der udgik fra det danske civilsamfund og påvirkede Danidas arbejde.
Nytårsønske
Mit nytårsønske er derfor, at dette engagement fra civilsamfundet vil manifestere sig klarere, end jeg har indtryk af, at det sker nu.
Ikke i flere danske feriekolonier ved Middelhavet, men meget gerne i andre aktioner, hvor almindelig danskere vælger at vise medmenneskeligt engagement i konkrete handlinger i samarbejde med fag- og/eller meningsfæller i udlandet. Dermed kan en folkevilje måske vise vej for myndighederne i Danmark og de lande, det danske civilsamfund engagerer sig i.
Et aktuelt eksempel er Politikens støtte til samvirket mellem palæstinensiske og israelske forældre, der har mistet børn i palæstinakonflikten. Det er et forældresamvirke, dansk-israeleren Herbert Pundik var med til at starte i håb om, at det ville føre til mere afspænding og mindre had.
Den slags behjertede civilsamfundsaktioner kan vi aldrig få nok af!
